Landsholdsryttere på, meget vågne, talenter
Målt ud fra dagens internationale lille tours klasse ved Blue Hors Dressurfestival, så sidder vores landsholdsryttere på heste med masser af overskudsenergi og talent. Nanna Merrald og UVM-sølvvinder Blue Hors Touch of Olympic L fortsætter sin sikre sejrsstime. Ved World Cup stævnet på Vilhelmsborg sejrede de i lille tur og den bedrift gentog de på hjemmebanen i Prix st. Georges med 74,383% Mens Don Olymbrio-sønnen opførte sig eksemplarisk i programmet, så eksploderede han på æresrunden, men Nanna fik ham hurtig under kontrol igen.
Læs også: Nanna om Touch of Olympic: Han er næsten blevet helt voksen at ride på
Daniel Bachmann Andersen fik sin sag for med herlige Zac Efron Mt OLD, Zack-sønnen står højt i tænding, men hvor laver han mange flotte ting på banen, men spændinger og et højt energiniveau koster endnu fejl, men i lighed med Nannas lille turs hest kan der vente parret en lovende fremtid. De blev nr. 5 i klassen med 70,029%
Carina Cassøe Krüth havde Four Oaks Diaz by Zaber til start og i lighed med sine landsholdskolleger havde hun også nogle ekstra “gear” inde på banen. Og det bliver interessant at følge hoppens videre udvikling. I forhold til deres start ved World Cup-stævnet var Sezuan-datteren mere fokuseret på sin rytter, de sluttede lige udenfor placeringsrækken.
Rikke Dupont imponerer igen
Det var en fornøjelse at se Rikke Dupont ride Grand Galiano e. Grand Galaxy Win ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg, og igen i dagens Prix st. George gjorde den 7-årige vallak god reklame for sig selv: fokuseret på sin rytter, i en flot holdning med lukket mund. I dag blev det til en 3. plads med 71,441% efter svenske Carl Hedin og Davalerian med 71,941%
U25-rytter Kristian Würtz Green blandede sig i topkampen med Bovbjergs Zhivago. Han rider for Blue Hors og kom ind på 4. pladsen med 71,412%