Artiklen er fra Riders NOTEBOOK august 2021
Katharina er en rutineret springrytter og har blandt andet været placeret i internationale 1.40-klasser ved finalen af Baltic Cup. Det var før, at hun som 17-årig brækkede bækkenet seks steder som følge af en slem ulykke med en af sine heste.
“Jeg red en ung hest, som stejlede, mistede balancen og væltede bagover. Den landede lige ovenpå mig, og der fik jeg knust mit bækken,” fortæller Katharina. “Jeg var junior, og mit store mål på daværende tidspunkt var at blive udtaget til Nordisk Mesterskab. Det skete ikke på grund af uheldet. Jeg var på hospitalet i lang tid, og genoptræningen tog længere, end jeg egentlig havde forventet. Mit sidste juniorår endte med at blive mere eller mindre spildt.”
Ulykken skulle dog ikke sætte en stopper for unge Katharina, der færdiggjorde gymnasiet og sin genoptræning – og flyttede til udlandet. “Da jeg endelig var færdig med al genoptræningen, valgte jeg at flytte til Tyskland ned til Karina Truelsen og hendes mand, Mike Leichle. Der lærte jeg blandt andet om, hvordan man kommunikerer med kunder, sælger heste og køber heste. Jeg red ikke så mange stævner, da jeg red hos dem, men jeg lærte en hel masse andet om industrien, som jeg har brugt meget af siden. Det var også gennem Mike og Karina, at jeg kom i kontakt med hende amerikaneren, som jeg arbejder for nu. Hende har jeg arbejdet for de sidste fem år.”
“Jeg lærte hende at kende, fordi det var en af Mikes kunder. Jeg var egentlig lidt brændt ud af det hele og ikke sikker på, at det var det her med heste, jeg ville. Men så spurgte Mike, om jeg kunne være interesseret i at komme til USA for at ride og prøve noget nyt. Jeg tog chancen og flyttede hertil, og jeg har været meget, meget glad for det siden,” forklarer Katharina, der i dag har mange roller og meget ansvar i stalden. “Da jeg først kom herover, der var jeg egentlig bare rytter. Nu står jeg for alt i stalden lige fra at kalde dyrlæge, lave stævnekalender, udarbejde rapporter på alting, sælge heste, købe heste, you name it.”
Ugevis af storslåede stævner
Når de ikke er til stævne, er det hovedsageligt på farmen Crooked Willow Farms i Colorado, at Katharina bruger sin tid med hestene. Her står der omkring 25 heste på stald, og der er cirka 50 heste i alt på ejendommen. Hvert år får de tre til fire føl, selvom det tidligere har været flere. Igennem vinteren flytter de alting til Florida, hvor Katharinas chef ejer en anden farm. Der bor og rider de tre måneder om året. Farmen ligger kun 10 minutter fra et nyt og kæmpestort hestesportssted i Ocala, der hedder World Equestrian Center. De pompøse faciliteter er en meget god repræsentation af, hvad ridesporten er for en størrelse i USA. Amerikansk hestehold, avl, handel og konkurrencer står nemlig i skarp kontrast til de forhold, vi kender fra Danmark og resten af Europa.
“Det er et megastort stævne og virkelig fedt at være på World Equestrian Center. Kvaliteten er helt i top. Det er helt sikkert noget, der kom bag på mig, da jeg først flyttede herover. Det er helt vildt, hvad folk kan bruge af penge på at udvikle de her centre. Folk slæber også sofaer, fladskærme og alt muligt med til stævne, som de sætter ude foran deres bokse. Det er en helt anden mentalitet herovre. Det er desværre også lidt på grund af, at det er så dyr en sport at dyrke. Derhjemme er det også dyrt, men det er en helt anden kaliber her. Normale mennesker kan bare ikke være med, fordi det er så vanvittigt dyrt. Det er en meget eksklusiv sport herovre,” fortæller Katharina.
Det er ikke kun omkostningerne ved sporten, der er mere ekstreme end her i Danmark. Stævneplanlægning er næsten en sport i sig selv, for der er strenge regler for afvikling og desuden langt til de stævner, man kan vælge at ride. “Vi rider ret tit stævner, men stævner herovre er meget, meget anderledes end derhjemme. Der er en regel om, at der ikke må være to stævner, der foregår på samme tid, som er mindre end 250 miles fra hinanden. Det svarer til lige over 400 kilometer. Det skal være mere end det. Derfor gør de det også svært at have stævner tæt på. Der er ikke nogle stævner, hvor man bare lige kører til i en weekend. Det er altid flere uger i træk. Lige nu er vi hjemme i Colorado, og normalt rider vi fire-fem ugers stævne her om året. Alt andet er i andre stater. I næste måned tager vi til Traverse City i Michigan, og så er vi meget i Californien og i Texas.”
“Vi plejer at have otte-ni heste med til stævne. Min chef har selv tre heste, som hun altid rider, og så rider jeg resten. De tre, som hun rider, det er hendes faste, hvorimod de heste jeg rider, de er som regel salgsheste,” fortæller Katharina.
Dyre og flotte heste – sjældent med papirer
En stor del af Katharinas arbejde består i at uddanne og sælge heste, og det indebærer også at købe dem. Det er en helt anden og meget sværere proces at finde gode heste i USA, end det er i Europa. Det skyldes flere ting. Dels er ridning en nichesport, der er forbeholdt de rigeste i landet. Derudover er avl også af ret lille betydning – især set i lyset af hvor dyre heste det er, der bliver handlet.
“Det er helt unikt marked. For de fleste amerikanske ryttere og hesteejere har afstamning ikke den store betydning. Selvfølgelig er der nogle, som går meget op i det, men generelt har afstamning ikke den samme værdi, som det har derhjemme. De har et meget større fokus på ridelighed, temperament og udseende,” siger Katharina. Hestens udseende drejer sig ikke blot om eksteriør, som vi måske ville antage herhjemme. Tværtimod faktisk. Det helt centrale er, om hesten er flot. Og så må den også gerne være lidt til den tykke side, forklarer hun.
“Udseendet betyder enormt meget herovre, de vil kun have attraktive heste at kigge på. Hvis den ikke er så køn, så går det altså ikke. Det betyder rigtig, rigtig meget. Jeg prøver altid at finde heste, som er flotte, og så kan de også godt lide dem lidt halvtykke. Typer der er sådan lidt buttede, det er bare ‘in’.”
Katharina fortæller om en af de heste, hun for nyligt har importeret fra Danmark. Han er allerede blevet taget godt imod, og Katharina ved godt hvorfor: “Det er en virkelig, virkelig sød hest. Han er rød med fire hvide sokker og en bred blis. Jeg havde ham med til stævne for første gang de sidste to uger, og alle er helt vilde med ham. Han er lille, mega-tyk og bare virkelig sød at se på, og det er lige de typer, de elsker. Nu skal han bare ‘flippes’, forvandles lidt og have en lidt mere amerikansk måde at rides på.”
For selvom amerikanerne går meget op i hestenes udseende, er der selvfølgelig også krav til, hvordan de skal være i temperament og at ride. De krav ligger rigtig langt fra den typiske konkurrencehest, som vi kender den, og det kan gøre det til en endnu sværere proces at finde heste. “Hestene skal springe på en helt speciel måde, hvor de springer og kigger ind igennem deres forknæ. Det kan godt være lidt svært at finde, for man rider jo helt anderledes i Europa i forhold til i USA. Det er svært at se, om de europæiske heste egentlig springer, som man gerne vil have det. Man skal have en fantasi om, hvordan man tror, de kan springe, hvis man rider dem lidt anderledes.”
Det er sjældent, at Katharina har mulighed for at tage til Danmark og Europa for at se på heste, så det foregår også på helt anden vis, end vi normalt er vant til. “Vi ser rigtig mange videoer. Nu er jeg også heldig, at jeg har mange veninder og kontakter, som jeg stoler på. Det er der, jeg får hestene fra. Jeg får ikke mine heste fra nogen, jeg ikke kender. Jeg har et par gode kontakter, som altid er på udkig efter heste, og hvis de føler, at der er noget, der er min type, så får jeg en masse videoer. De sidste par heste jeg har købt, de har ikke været nogen, jeg har siddet på før.”
Det er omkostningsfuldt at transportere heste fra Europa til USA, men det er på imponerende vis stadig billigere end at finde hestene i USA, fortæller Katharina. “Det er helt sikkert stadig meget billigere at købe heste fra Europa og importere dem. Det er meget, meget, meget dyrere i USA. De avler ikke rigtig selv her. Det er primært private personer, som synes, at det er sjovt at få et føl her og der. Men der er ikke på nogen måde mange stutterier, der virkelig avler og har fokus på at lave gode heste. Det er også derfor, at der er så mange amerikanere, der tager til Europa for at importere deres heste. Fordi Europa har bare bedre heste.”
En helt anden måde at ride på
For bedre at forstå hvorfor hestene skal være, som de skal, for at blive betragtet som gode rideheste i USA, giver det mening at sætte sig lidt mere ind i de særlige amerikanske discipliner: hunter og equitation. Begge er relativt sammenlignelige med championater og stilklasser.
Mange har nok hørt om hunter-disciplinen og kan genkende kravene om den snorlige forbensteknik og nemme, medgørlige hest. Det gælder om at springe, men forhindringerne er ikke store, og der er ikke præmie for at ride hurtigst. Det handler derimod hovedsageligt om hestens lydighed. Banen er forholdsvis enkel med simpel linjeføring og nedtonede spring uden for meget fyld. Hesten skal gå på almindeligt trensebid, og det trækker ned, hvis den for eksempel vrinsker rundt på banen. Man vurderer blandt andet hestens gangarter, om den går i samme rolige tempo hele turen, om den går på de rigtige antal galopspring, og om den changerer rent. Ridtet skal se nemt og komfortabelt ud, og det er kun hesten, der bedømmes.
Springbanen i equitation er typisk lidt mere teknisk og med mere fyld under forhindringerne. Her er det ikke hesten, men rytteren der bedømmes. Derfor bruges disciplinen også primært til at uddanne unge ryttere. “Det, de bruger equitation rigtig meget til herovre, det er som en juniorsport. Hele tanken bagved equitation er, at det gør unge ryttere klar til ridebanespringning. Der er en masse store finaler i equitation,” forklarer Katharina. “Equitation er meget en blanding af ridebanespringing og hunter. Hestene går mere rundt som en hunter, men det er kun rytteren, der bliver bedømt.”
“Jeg rider både hunter og springning. Equitation er mest for juniorer, så det gør jeg mig ikke så meget i. Jeg laver hestene til juniorer og sælger dem som equitation-heste, men det er ikke rigtig noget, som voksne ryttere konkurrerer i. Man kan godt, men det er ikke så stort.”
“Jeg elsker den proces med at ‘lave’ dem til amerikanske heste. Det er en helt anden type hest, som de leder efter herovre. Jeg synes, det er rigtig sjovt at finde de typer heste derhjemme fra Danmark, Tyskland eller andre steder i Europa og lave dem om til de her rigtig gode, stabile, amerikanske heste. Det, jeg prøver, er egentlig at lave lidt et navn for mig selv, hvor folk ved, at hos mig kan de finde en god, stabil juniorhest, hunter eller equitation-hest. Nogle gange også springheste, men markedet for junior, hunter og equitation-heste er bedre og større end for springheste herovre.”
Stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix
Selvom Katharina vil skabe et navn for sig selv, der relaterer sig til uddannelse af de unikke, amerikanske heste, så har det ikke sat en kæp i hjulet på hendes ambitioner i springning. Heldigvis har hun mulighed for at holde sin form ved lige, for hendes chef sørger altid for at lade Katharine beholde mindst én hest i stalden, der kan gå de store springklasser. Hun rider stadig Grand Prix, og det har hun også tænkt sig at blive ved med, når hun en dag er færdig med at lave gode heste til hunter og equitation-disciplinerne.
“Jeg har en Grand Prix-hest på nuværende tidspunkt, som jeg har redet de nationale Grand Prixer på det sidste år til halvandet års tid. Han blev desværre skadet i Florida i år, så han har stået siden da. Normalt har jeg altid en hest, som jeg rider større på. Ellers har jeg ungheste og heste, jeg prøver at uddanne og gøre klar til salg. Jeg elsker stadig at ride de større klasser, og det er mit mål altid at have en, som jeg kan gøre det på. Det er også det, der så dejligt ved min chef. Hun giver mig altid lov til at have i hvert fald en, som ikke behøver sælges, men som jeg bare kan have det sjovt med og ride nogle af de større klasser på.”
Netop relationen til sin chef sætter Katharina rigtig stor pris på. Den er god og baseret på tillid og respekt. “Jeg føler mig virkelig heldig, for der er aldrig noget pres på. Jeg ved, at der er mange andre ryttere, som, når de rider stævner, har meget stort pres på for at skulle vinde eller ride nul. Der er også eksempler på, at hvis man laver fejl, så bliver man lidt ‘afstraffet’, og det er bestemt slet ikke sådan et forhold, jeg har til min chef. Hun er altid meget støttende og bakker altid op omkring det, jeg gør. Hun vil egentlig bare gerne have, at jeg udvikler mig og bliver en bedre rytter. Jeg føler mig meget heldig. Jeg har altid i hvert fald en rigtig god hest at ride på,” forklarer hun.
De gode heste er absolut en fordel, når man vil ride på det højeste niveau. Det alene er dog ikke nok, og Katharina spiller selv en vigtig rolle i fortsat at kunne ride på Grand Prix-niveau. Hun uddanner nemlig de fleste af hestene selv. Det er også blandt de bedrifter i det amerikanske, som Katharina er allermest stolt af.
“Det største for mig og mine egne mål herovre er helt sikkert, at jeg har været i stand til at udvikle en række heste til Grand Prix-niveau. Det er jeg meget stolt af. De heste, jeg har redet i de forskellige Grand Prixer, det har ikke været heste, som har gået det før. Det er altid sjovt, når man føler, at man har været en del af deres uddannelse og af, at de kan gå det, de kan. Det er stadig det fedeste at kunne ride en Grand Prix. Det er altid sjovt at gøre alt det andet også, men der er ikke noget, der slår den følelse af at kunne gå ind i en af de store klasser og levere et godt resultat.”
Fremtiden byder på mange ting for Katharina – men Danmark ser ikke ud til at være en af dem. Det er dels på grund af hestene, men også fordi hun har mødt en ganske særlig person i det amerikanske: sin forlovede.
“Da jeg flyttede herover, var det egentlig kun meningen, at jeg skulle være her et år. Men så mødte jeg min nu forlovede, og han er også en stor grund til, at jeg ikke regner med at skulle hjem foreløbigt. Jeg savner helt sikkert stadig min familie og nogle af mine venner derhjemme, og det har været rigtig hårdt med corona, fordi vi har ikke været i stand til at kunne rejse eller se hinanden. Men jeg er meget glad for at være her, det er jeg helt sikkert.”
Det er dog ikke til evig tid, at Katharina ser sig selv leve af at ride og uddanne heste. Selvom hun gerne vil blive ved med at ride – og også på højt niveau – så er hun ganske bevidst om sine drømme om fremtiden: “Det, jeg egentlig rigtig godt kunne tænke mig, er at have et par stykker af mine egne heste og rejse rundt og ride dem. For det er en svær industri at være i, og nogle gange virker det, andre gange virker det ikke. Det er min drøm om 10 års tid at få min amatørstatus tilbage og bare fokusere på at springe nogle større klasser og større stævner,” fortæller Katharina til slut.
Måske en dag vi er heldige at få Katharina på besøg på de danske stævnebaner igen. Indtil da kan du følge med i hendes spændende liv i USA på både hendes personlige Instagram-profil og på Crooked Willow Farms’.
