Lige ved og næsten for Danmark i Nations Cup
Da Nations Cup i Prag i fredags blev afgjort, var det lige ved og næsten, at Dannebrog skulle helt til tops. Det danske hold måtte dog “nøjes” med en flot andenplads efter, de fire ryttere havde redet nogle imponerende runder på springbanen.
Især den regerende danmarksmester Lars Nørgaard Pedersen og Bøgegårdens Gladiola, som også har succes som avlshingst, var flyvende i Tjekkiet. Parret red dobbelt nul, hvilket var med til at sikre det danske hold andenpladsen.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Små tidsfejl
Også de resterende tre danske ekvipager gjorde det godt.
Rikke Haastrup, som medvirkede i Riders Corner i marts, og Nomanee havde fem fejl i første runde og fire fejl i runde to, mens Konstantin Deeken Künnemann ligeledes blev noteret for fem fejl i første runde. I anden runde sprang Ak’s Crowney fejlfrit, og det blev dermed kun til en enkelt tidsfejl for den unge ekvipage.
– Det var selvfølgelig en fantastisk oplevelse at ride sin første Nations Cup for senior. At det så ovenikøbet blev til en andenplads i et så stærkt felt var bare over alt forventning. Det betyder rigtig meget, at der en god holdånd på de her ture. Og jeg er ret sikker på, at det er med til at gøre, at Danmark kan blande sig med de bedste i sådan en klasse.
Der har været fantastisk stemning på holdet, og alle har været rigtig gode til at hjælpe hinanden.
Konstantin Deeken Künnemann
Taknemlig for Ak’s Crowney
– Ak’s Crowney har jeg selv tilredet da han var fire år gammel, så vi kender hinanden ret godt efterhånden. Min far red ham nogle år, mens jeg var i Tyskland for at arbejde, men jeg var så heldig at få ham igen, da jeg kom hjem. Han har en helt fantastisk indstilling til tingene og kæmper altid for hans rytter. Samtidig har han så vildt meget kapacitet, som gør, at du sjældent føler, at et spring er for højt. Det gør tingene meget nemmere på det her niveau, fastslår den dygtige debutant.
Andreas Schou stillede til start på Diacardo BS, og de forstår tydeligvis at ride fejlfrit, når det gælder. Den 10-årige vallak rev ingen bomme ned i de to runder – kun en enkelt tidsfejl i hver runde blev det til.
Samlet set rakte præstationerne til en andenplads i Nations Cup. Vinderen blev Tjekkiet, mens Belgien indtog tredjepladsen efter det danske team.