Lucas giver ikke op til trods for massiv mobning
Tidligere har Zibrasport Equest sat fokus på mobning i artiklen med Zac, der er stoppet med at ride.
Læs mere her: Se klippet: Zac og Maxie blev hyldet til Christmas Show
11-årige Lucas Thomsen er også rytter, og ligesom Zac, har han desværre oplevet, at personer uden for ridesporten har drillet ham.
Lucas og hans mor og far har dog ikke tænkt sig, at lade mobberne få succes med deres drillerier.
Hvordan har reaktionerne været, efter I stillede op i JydskeVestkysten?
Det har været fuldstændig vanvittig, hvad der er kommet af beskeder på Instagram og LinkedIn.
Der har været et par enkelte, der synes, det var en hård overskrift, men det, der står i artiklen, er jo rigtigt.
Hvordan startede mobningen?
Drillerierne har stået på i alle de tre år, som Lucas har redet. Det er ikke ude på ride-stederne. Det er hovedsagligt foregået i skolen.
Lucas begyndte at ride, fordi hans moster og kusine tog ham med til hestene. Lucas’ kusine havde hest, og det fangede bare hans interesse.
Han havde længe gerne villet begynde at ride, men vi havde ikke sagt ja, fordi vi ikke havde tid og overskud. Men det fik vi for tre år siden. Jeg er den type, der gerne ville have, at han skulle låne en pony.
Lucas: Jeg elsker at ride, fordi man får mange venskaber, og så er det fedt at skabe båndet mellem hest og rytter.
Jeg rider stort set hver dag, og jeg er til stævner ca. hveranden weekend. Det er dressur, jeg dyrker. I begyndelsen var det mest for sjov, men så har det bare udviklet sig.
Hvordan foregår mobningen?
Da Lucas begyndte at ride, oplevede han en voldsom jalousi fra nogle af pigerne i skolen.
Og så hoppede drengene med på vognen med at mobbe.
Inden han skiftede skole, var det rigtig slemt. På den nye skole gik det rigtig fint, men så skulle skolerne lægges sammen, og så var det som om, at mobningen igen tog til.
De bruger munden og siger lyde og ord til Lucas, når han kommer gående på gangen.
Lucas: De kalder mig forskellige ting. Jeg blev ked af det.
Han blev rigtig sur og indelukket. Vi fik svært ved at tale med ham, fordi han bare gerne ville have det hele til at forsvinde i løbet af natten.
Han var glad og lykkelig i weekenderne, når han skulle ud til hesten. Men han var sur og tvær, når han kom hjem fra skole. Vi har alle prøvet at være trætte af skolen, men det her var voldsomt.
Hvordan fandt I ud af, hvad det drejede sig om?
Vi ”tvang” ham til at sige noget og sætte ord på, hvad han var irriteret på. VI spurgte ham intenst hver dag. Forestil dig en vandhane der drypper hvert eneste øjeblik, og du kan ikke få den til at stoppe. Sådan havde Lucas det hele tiden. Der var hestelyde fra de andre, hvor end han gik på skolen. På et tidspunkt var glasset så fyldt, at der ikke kunne være med i det.
Han endte ud med at sige, at vi skulle sælge hesten, og han gad ikke være her mere. Da blev det sgu alvorligt. Det var forfærdeligt at se, men det var også befriende, at han fik sat ord på, hvad der var galt.
Lucas er ikke interesseret i at stoppe med at ride, og vi har virkelig brugt tid på at snakke med ham. For det er bare en anden dreng, vi møder ude i stalden, så vi har opmuntret ham til at fortsætte. Og mobberne skal ikke vinde.
Ride Forbundet har støttet os meget, selv om det egentlig ikke er i deres regi, at mobningen er forgået.
Læs også: Zac sætter fokus på mobning med en rørende video
Hvad får dig til at fortsætte med at ride?
Lucas: Det gør mine venner i sporten. De vil gerne have, at jeg bliver ved.
Hvad er dine mål med ridningen?
Lucas: Jeg vil gerne fortsætte med at ride, når jeg bliver voksen. Jeg ser op til Alexander Helgstrand og Daniel Bachmann Andersen. Daniel har endda skrevet en besked til mig, da det kom frem, at jeg blev mobbet. Jeg blev meget glad for beskeden.
Hvorfor fortæller I jeres historie:
Vi synes, det er vigtigt at fortælle, at man ikke skal give op. Ridning har så meget at byde på, og vi kan mærke, at der er meget støtte at hente i rideverden.
Nu har de f.eks. lavet en drengegruppe, og der er snak om, at der skal laves en ridelejr for drenge. Det er for alle uanset niveau. Bare de kan få et fællesskab om, at de alle rider.