Melding fra DRF om OL-udskydelse
De danske pladser er sikret
Danmark har på nuværende tidspunkt allerede kvalificeret sig i både dressur, springning og military, så udskydelsen har ikke nogen betydning for os som nation på det plan.
-Vi må glæde os over, at vi, modsat andre sportsgrene, som endnu ikke er færdige med at kvalificere sig til OL, er sikre på at skulle afsted i alle disciplinerne næste år. Det eneste, der så kan ændre sig, er hvem der ender med at blive udtaget til pladserne, siger Elitechef i DRF, Kimi Nielsen.
Ærgerligt, men også en unik mulighed
Der er uden tvivl mange, som havde glædet sig til at skulle følge de danske ryttere under OL i Tokyo i år, og Kimi Nielsen forstår godt skuffelsen, der følger i kølvandet på udskydelsen.
– Vi har set opadgående kurver i alle tre discipliner, og vi har bestemt ikke toppet endnu, så det er ærgerligt, at vi ikke får lov til at vise, hvad vi kan. Især i dressuren kunne det være blevet virkelig spændende, da vi i har nogle utroligt talentfulde ekvipager i sporten lige nu, og der havde helt sikkert været medaljepotentiale både individuelt og på holdplan.
Jeg mener dog ikke udelukkende, at det er en ulempe, at OL udskydes, for nu har vi mulighed for at udvikle de individuelle ekvipager endnu mere og dermed blive endnu stærkere. Vi har f.eks. nogle virkelig talentfulde, unge heste, som fint kan have gavn af mere erfaring og træning, så jeg tænker, at vi kan stille med et endnu stærkere hold i 2021.
Også inden for springning og military ser Kimi Nielsen muligheder forbundet med udskydelsen, da det er nogle imponerende resultater, de danske eliteryttere har leveret det seneste års tid, så hvis de flotte takter fortsætter, kan de danske chancer ved OL næste år være endnu bedre.
Sådan bliver fokus frem mod OL næste år
Der er naturligvis allerede gået en masse forberedelser forud for årets olympiske lege, og mange af disse vil nu blive forlænget. Kimi Nielsen understreger, at det tætte samarbejde med DIF og Team Danmark naturligvis skal fortsætte frem mod OL næste år:
– Der ligger unægteligt en del arbejde forude med at få lagt nye planer frem mod 2021, men det tager vi med. Vi har et stærkt samarbejde mellem DRF, DIF og Team Danmark, og i fællesskab skal vi nok nå i mål, fastslår hun.
Hun fremhæver desuden, at det stærke samarbejde med både bruttogrupper, landsholdstrænere- og holdledere og ikke mindst hesteejerne naturligvis fortsat vil have høj prioritet, således at alle parter arbejder sammen mod det fælles mål; at dansk ridesport står stærkest muligt ved OL i 2021.
//Pressemeddelelse DRF//