Michaela Navrsted vandt til westernstævne
Kun 20 år, men allerede en succesfuld dressur-, ungheste- og westernrytter.
Michaela Navrsted har opnået mange meritter for sin ridning, og Zibrasport Equest har tidligere lavet en række indslag med den unge kvinde, der rider på højt niveau i både dressur og western:
- Mød Michaela
- Westernudstyr er kostbart og fyldt med-bling-bling
- Kom godt i gang med westernridning
- Westernridning vs. dressur
- Vild med western
Stærkt comeback
På grund af corona har det ikke været muligt for Michaela og westernhesten VS Codes R Red at drage til westernstævner i udlandet, men i sidste uge var det endelig tid til igen at konkurrere udenfor Danmarks grænser.
Turen gik til Rieden i Tyskland, hvor ekvipagen skulle deltage i Indian Summer Show.
– Jeg har været til stævne i Tyskland, et sted hvor jeg tager ned 2-3 gange årligt. Grundet corona har det dog kun været den ene gang i år.
Vi har været afsted i en uge, og det er gået virkelig godt, jeg har fået placeringer og vundet flere af mine klasser. Og min hest har været en kæmpe kammerat på hele turen, fortæller Michaela, da hun igen er hjemme i Danmark, hvor hun arbejder som rytter på Atterupgaard.