NIVO og Dansk Ride Forbund indgår samarbejde
– Dansk Ride Forbund har altid fokus på at støtte og udvikle ridesporten i Danmark, både på bredde- og eliteniveau. Men vi er – mere end nogensinde før – yderst bevidste om, at udviklingen ikke må ske på bekostning af hestevelfærden, og derfor giver det så god mening at samarbejde med NIVO, fordi de leverer et værktøj, som kan give både rytter, træner og dyrlæge værdifuld indsigt i hestens performance og velbefindende, så man kan optimere træning og forebygge skader fortæller direktør i Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt.
Også direktør i NIVO, Birgitte Hass, ser et oplagt match i samarbejdet:
– Hos NIVO arbejder vi målrettet på at bringe teknologi ind i ridesporten som et naturligt værktøj til hjælp for både rytter, træner, dyrlæge mv., for vi tror på, at det er vejen frem, hvis vi skal sikre en sund og vedvarende balance mellem performance og et sundt helbred. Den mission kan Dansk Ride Forbund se et stort potentiale i, og derfor er et samarbejde helt oplagt.
Både Dansk Ride Forbund og NIVO ser meget frem til samarbejdet, der officielt skydes i gang pr. 1. januar 2021.