Skip to main content

Nu er det tid for World Cup dressur

World Cup-stævnet i Herning er den første kvalifikation i den vesteuropæiske liga. FEI Dressage World Cup™ er en verdensomspændende serie af topstævner, hvor rytterne kæmper om points, der kan tage dem til finalen i Leipzig, Tyskland til april næste år.
| admin

Sidste år blev serien præget af aflysninger, men herhjemme fik vi åbnet World Cup sæsonen på Vilhelmsborg, og det med en dansk sejr til Cathrine Dufour og Bohemian. Aflysningerne betød, at der ikke blev afviklet en finale sidste år.

Nu er World Cup tilbage i Herning, hvor den blev afviklet for første gang i 2017, men herhjemme har vi været vært for en World Cup i dressur de seneste 15 år, de tidligere år var det JBK Horse Shows i Odense, som stod for afviklingen.

Danske ryttere og dommere

Anna Kasprzak/Rock Star åbner World Cup Grand Prix præsenteret af Blue Hors kl. 19.00 i aften. Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy følger efter. Charlotte Heering/Bufranco har starttid kl. 19.30, Lone Bang og Thranegaardens Rostov kl. 20.20, Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack rider på banen k. 20.35 og Carina Cassøe Krüth med Helinie’s Dancira er sidste dansker på banen kl. 20.50.

Hans-Christian Matthiesen er blandt dommerne, som også omfatter Meriette Sanders-Van Gansewinkel (NED), Maria Colliander (FIN), Peter Storr (GBR) og Elke Ebert (GER).

9 kvalifikationer før finalen

Det er de 15 bedste ryttere fra FEI World Cup™ Grand Prix, som får adgang til Grand Prix kür lørdag aften. Da enkelte ryttere er frameldt, er feltet nu kun på 14 ryttere. Det er dog et særdeles interessant felt, og det dressurinteresserede publikum kan forvente at få en stor oplevelse i aftenens World Cup-klasse.

Det er i lørdag aftens FEI World Cup™ Grand Prix Freestyle presented by ECCO, at rytterne optjener points til finalen i april.

Indtil videre har coronapandemien sat sit præg på kvalifikationerne i den vesteuropæiske liga, da det international stævne i Stuttgart i november og Salzburg i december er blevet aflyst.

World Cup sæson 2021/2022

20-24 oktober Herning, Danmark
27-31 oktober Lyon, Frankrig
10-14 november Stuttgart, Tyskland aflyst
25-27 november Madrid, Spanien
2-5 december Salzburg, Østrig aflyst
16-20 december London, Storbritannien
26-30 december Mechelen, Belgien
27-30 januar Amsterdam, Holland
17-20 februar Neumünster, Tyskland
24-27 februar Göteborg, Sverige
10-13 marts ’s-Hertogenbosch, Holland
6-10 april Leipzig, Tyskland World Cup Finalen

Start- og resultatlister

Zibrasport Equest streamer fra begge haller alle dage