Skip to main content

Ny ekvipage: Alexander Helgstrand har overtaget Quarton

Tidligere er Quarton blevet redet i Grand Prix af Anna Kasprzak. Siden blev den solgt til amerikanske Charlotte Jorst, men nu er det altså Alexander Helgstrand, der rider den røde vallak – med stor succes.
| admin

I weekenden blev der afholdt landsstævne i dressur på Heslegård Sportsrideklub.

Og blandt de mange spændende og dygtige ekvipager var der også en helt ny kombination i dansk dressur.

Alexander Helgstrand havde, udover velkendte Grevens Sa’va’, også medbragt Quarton (SWB) – en ikke helt urutineret herre, når det kommer til de sværeste øvelser.

Som otteårig blev den røde vallak, efter Quarterback / Don Schufro, købt af Anna Kasprzak – og det var faktisk Alexanders far, Andreas Helgstrand, der dengang solgte Quarton til hende.

“Jeg prøvede Quarton hos Andreas Helgstrand i mandags og var slet ikke i tvivl om, at han var en hest for mig.

Han er påbegyndt alle Grand Prix-øvelser, som han viser super talent for, så jeg er meget spændt på fremtiden med ham. Bettina Jæger har gjort et fantastisk stykke arbejde,” lød det fra Anna Kasprzak i 2017.

Parret opnåede flotte resultater på Grand Prix-niveau, før USA-bosatte Charlotte Jorst i 2019 købte Quarton. Anna valgte dengang at sælge sin tophest på grund af personlige prioriteringer.

Og nu er Quarton så tilbage, hvor det hele startede. Nemlig hos Helgstrand Dressage i Nordjylland, hvor han under Alexander Helgstrand ser utrolig veltilpas ud.

Dobbeltsejr

I dag er hesten blevet 12 år, og Alexander havde valgt at debutere på ham i MA1 og MA2 på Heslegård.

“Det var en fornøjelse at få lov at starte på ham. Han er ikke helt ny i gamet, så jeg var også en smule nervøs for, hvordan det ville gå.

Men han var virkelig sød derinde, han er virkelig en hest med en masse power. Pt. ved jeg ikke hvordan fremtiden kommer til at se ud med ham, men jeg skal helt sikkert ud og starte nogle flere stævner,” fastslår Alexander, der scorede over 70 % i begge klasser og sikrede sig to førstepladser.