OL- og PL-medaljer er lavet af gamle mobiltelefoner
Når pararytterne om ikke så længe rider på banen i Tokyo, så kæmper de om medaljer lavet af genbrugsmaterialer fra mobiltelefoner og andet elektronikskrot. Bæredygtighed har nemlig været et kodeord, da der blev lavet medaljer til OL og PL i Tokyo.
Der er blevet indsamlet 80.000 tons mobiltelefoner og andre elektroniske enheder rundt omkring i Japan som en del af ”Tokyo 2020-medalje-projekt”, og omkring 90 procent af byerne i Japan har deltaget i indsamlingen.
Til produktionen af medaljerne er brugt mere end 6 millioner mobiltelefoner. og fra disse kunne der udvindes 32 kilo guld, 3.500 kilo sølv samt 2.200 kilo kobber. Se hvordan medaljerne blev produceret i videoen nedenfor.
Ved OL i Tokyo vandt Danmark 11 medaljer – dog ikke nogen i ridesport.
Det bliver derfor spændende, om pararytterne kan få ‘metal’ med hjem, og en af storfavoritterne til netop dette, er Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill i grad III.