Skip to main content

Oplev Canada fra ryggen af islandske heste

Vi forbinder islandske heste med rideture i Island, men Paul Alf Nielsen, der driver Skovriderne på Falster med sin hustru, fortæller i denne beretning om sin tur til Canada, hvor han fik chancen for at opleve den storslåede natur fra hesteryg.
| admin

Paul Alf Nielsen og hans hustru Randi Nielsen driver til daglig et hyggeligt hestested på Falster, hvor de arrangerer rideture på islandske heste for turister. Parrets passion for den lille hesterace har bragt dem rundt omkring i verdenen, og i den følgende beretning fortæller Paul om sin første riderejse, der gik til Canada.

Forberedelse forinden
Da vi tog til Canada, var jeg 60 år, og jeg havde faktisk aldrig redet før. Min hustru havde været til et ridemøde og spurgte, om jeg ville med til det flotte land. Og det kunne jeg godt tænke mig, for så øjnede jeg en chance for at fiske og nyde naturen.
Men hun sagde sørme, at jeg da skulle lære at ride. Problemet var bare, at jeg aldrig havde siddet på ryggen af en hest – jo, da jeg var dreng. Så jeg begyndte på en rideskole et helt år forinden, vi skulle til Canada. Jeg havde god balance, og så mente rideinstruktøren, at jeg nok skulle lære resten, når vi først var afsted på turen.

Min hustru gav mig turen som fødselsdagsgave, og vi rejste med Islandshesteklubben Skinfaxi. De stod for at arrangere turen, og vi var 20 personer af sted.
Det er ikke mange steder, hvor man kan komme 20 personer, men så fandt de noget, der hedder Icelantic Horse World i Vancouver. Dem kontaktede de, og de begyndte at bygge ekstra huse, så vi alle kunne overnatte der. Der gik jo et helt år til, vi ankom.

Husene var bygget af rundtømmere og var virkelig smarte – ligesom man ser i Norge og i Sverige. Der var fire rum, så vi kunne bo otte personer i hvert hus, og så var der stald nede i den anden ende. Der var opholdsstue med køleskab til vin og øl, mens vi spiste et andet sted. Lige foran husene var der desuden grillplads. Det var helt fantastisk.

København-Amsterdam-Vancouver
Alt var planlagt, inden vi tog afsted. Vi mødtes i Kastrup og fløj til Amsterdam og så videre til Canada. Det var en tur på 11 timer, men gruppen lærte hinanden at kende.
Vi havde jo også holdt møder i Danmark, hvor vi fik at vide, hvad vi skulle have med på turen.
Da vi ankom sidst på eftermiddagen, kørte vi på hotel i Vancouver. Næste morgen kom fire biler og hentede os alle. Vi skulle køre 500 km fra den vestlige del af Rocky Mountains til den østlige del. 

Da vi ankom, om aftenen til farmen, var husene klar til os. Nogle fik lov til at sove i en stor tipi, hvor der var varme på. Bålpladsen var klar, hvor vi fik serveret lidt vin, og derefter blev der serveret aftensmad for os alle. Næste dag skulle vi vælge heste.

Der stod 30 heste klar, så vi kunne vælge, hvilken der passede bedst til hver rytter.
Vi prøvede nogle forskellige. Jeg fik en lidt livlig hest, men undervejs byttede jeg til en mere rolig. Alle heste er islændere. Der ligger to steder deroppe, hvor de har importeret islandske heste.

Oplevelser i sadlen
På dag to red en tur på nogle timer op i bjergene. Det er rigtig meget bjergridning i Canada, hvor man rider i skridt. Vi red op på toppen og gennem nåleskovene. Det var et smukt land, og vi passerede rigtig mange søer.
Da vi kom tilbage om eftermiddagen, var der dækket op til frokost. Og senere var der tid til at gå rundt på farmen og hygge sig.

På én af turene red vi langs et hegn, hvor der løb en masse ungheste på folden – jeg tror, der var 80 heste, som alle var importeret fra Island. Nogle havde jo fået føl. De gik derinde, indtil de var fire år, hvor de kom i hænder og blev redet til.
At ride der på stien med skråninger og stejle sider var vildt. Hestene fra folden fulgte os på et langt stykke. Vi var afsted i 10 dage, og vi red alle dage undtagen en dag.

Hver dag red vi tilbage til farmen – det var vores base. Vi startede klokken 10 med at ride. Ved frokosttid kom der firehjulstrækkere ud med mad til os i bjergene. De lavede suppe i deres transportable køkken, så vi kunne spise i naturen med skøn udsigt. Og hestene gik bare frit og græssede. Ingen af dem løb væk.
Da hestene havde fri den ene dag, tog vi på tur op i skovene. Vi så en bjørnemor med to unger, som gik lige der i skovkanten.

Selv om jeg ikke var så rutineret en rytter, så var det en god tur for mig. Mange af de erfarne ryttere prøvede at ride på forskellige heste.
Hver dag red vi en ny rute i terrænet. Vi red op og ned ad bjergene og op via stejle skrænter, hvor der kun netop var plads til hestene. Vi fik at vide, at vi skulle holde fast, så skulle hesten nok klare det hele. Jeg sad og kiggede ned, og så var der måske 150 meter ned.
Når vi kom hjem, så red vi altid langs en vej, hvor vi kunne ride galop og tölt. Ellers foregik det meste i skridt.

Jeg husker især vores tur den næstsidste dag. Den var meget speciel, for vi skulle over en flod. Der var lavvande, da vi var på besøg, men om foråret er den umuligt at passere, fordi vandstanden er på halvanden meter.
Vores guide advarede inden, at der på denne tur ville være en del stejle skrænter, så dem der ikke havde lyst, kunne blive på farmen. Det var fint, at de havde den mulighed.

På turen klarede hestene det hele. De gik nærmest zig-zag ned ad skrænten, hvor floden var i dalen. Vandet brusede, og så gik hesten gennem vandet. Det var en vild oplevelse. Ude i terrænet lå gamle indianerhytter stadigvæk. Det var helt forladt.
Vi rid også forbi en stor vinmark, så vi oplevede meget af kulturen i Canada. Oplevelser man ikke ville få, hvis ikke man sad på hesteryg.

VI havde én eftermiddag, hvor vi besøgte Icelantic Horse Center. De importerede islandske heste, og de havde ofte besøg af amerikanere, som endte med at købe en islandsk hest.

Den ene dag kom vi gennem noget terræn, hvor vores guide pegede på nogle træer. Oppe i højden var der et havørnepar. Jeg kunne se dem med min kikkert. Det var en ekstra oplevelse. Jeg har aldrig glemt rejsen, og jeg kunne godt tænke på at opleve det hele igen.

Find mere info her

http://www.icelandichorseworld.com/the-facilities.cfm

Et godt tip: Vi fandt ud af, at vi kunne have taget vandflyveren i stedet for at leje biler i Vancouver.  Det vil jeg sige videre til andre, der vil gøre det samme som os.