Skip to main content

Skal du til Store Hestedag i weekenden?

Store Hestedag, er lige om hjørnet, og alle heste- og hundeinteresserede kan godt gøre sig klar til en weekend fyldt med spændende aktiviteter og oplevelser for hele familien.
| Louise Woss Sigerslev

I weekenden den 2. og 3. september slår Store Hestedag for 19. gang portene op til
Dyrskuepladsen, hvor det i år forventes, at mere end 1000 heste og 800 hunde tager del i
eventet. Alene til årets bedømmelser vil omkring 360 heste og ponyer skulle vise sig fra deres
bedste side når de føres rundt på de trekantede mønstringsbaner.
Gæsterne vil også kunne se og klappe 24 forskellige hunde som kommer for at vise deres
smukke racer frem.
Store Hestedag er Danmarks største udendørs heste- og hundearrangement, og i år det blandt
andet med en udvidelse af det indendørs ryttermarked, nye hunderinge, overvældende mange
tilmeldte til hestekonkurrencerne og en masse nye aktiviteter for hele familien.
På Store Hestedag er der plads til alle der elsker deres heste og hunde, uanset race og størrelse.

Læs også: Ny besøgsrekord på Store Hestedag

Masser af ridekonkurrencer

På Store Hestedag hyldes mangfoldigheden indenfor ridesporten. Det kommer også til udtryk i
alle de mange forskellige stævner, der afholdes i løbet af weekenden. Der er alt fra de
traditionelle dressur- og springklasser til blandt andet Working Equitation samt TREC-stævne.
Mange af stævnerne og konkurrencerne har fået en meget positiv modtagelse i år. Grundet den
store interesse vil der eksempelvis blive afholdt fire agility-klasser frem for normalt to klasser
og nogle af grooming-klasserne måtte lukkes før tid, da de allerede havde opnået det
maksimale antal deltagere. Således vil de være godt fyldt ud på stævne- og aktivitetsbanerne
under hele weekenden.

Udvidelse af ryttermarkedet

Der har været rigtig stor efterspørgsel efter stande i årets i ryttermarked. Det har derfor
betydet at Store hestedag har valgt at udvide det indendørs salgsområde, så endnu flere har
mulighed for at komme og vise deres produkter frem. Salgskoordinator Niels Mathiasen der har
været med i snart 9 år kan da også bekræfte at det kun er gået en vej med antallet af
salgsstande i ryttermarkedet. ”År efter år er efterspørgslen efter at få en salgsstand steget
markant. Vi startede med at udfylde en enkelt af de røde haller, men udfylder nu begge de store
haller på Dyrskuepladsen og tilføjer i år et stort telt i forlængelsen heraf.

Hertil skal vi selvfølgelig ikke glemme alle de mange udendørsstande vi har langs hovedgaden
og rundt på pladsen.
“Jeg tror virksomhederne har fundet ud af, hvad Store Hestedag kan. Arrangementet er
målrettet heste- og hundemennesker og det giver derfor rigtig god mening for virksomhederne
i disse brancher at være til stedet på Store Hestedag.”
Med sidste års besøgende på omkring
28.000 gæster kommer der derfor også rigtig mange potentielle kunder forbi standene i løbet
af weekenden og i salgsområderne kan man købe alt fra rideudstyr til trailere, ridebaner,
hundefoder, hundeudstyr og meget meget mere.
Også udvalget af madboder er øget siden sidste års Store Hestedag grundet stigningen i
antallet af gæster. ”Vi vil gerne gøre det så godt for vores gæster som muligt. Derfor prøver vi
at tilbyde forskellige typer af mad og flere madboder til gæsterne i år.”
siger Niels Mathiasen.

Flotte opvisninger og spændende foredrag

Et af til årets store navne i Agria ring 1 er den internationalt kendte Anne-Gaëlle Bertho fra
Frankrig der kommer og udøver frihedsdressur i verdensklasse til alle hesteshowene.
Bagerst på pladsen vil man også finde Street Racebanen et nyt tiltag fra travsporten, hvor der
garanteres fart og spænding når Store Hestedag Derbyet løbet over stablen.
TREC, en disciplin fra Frankrig som foregår i terrænet, melder ligeledes sin ankomst for første
gang som stævnedisciplin på Store Hestedag. Derudover vil der blive afholdt et væld af
spændende foredrag og clinics – både omkring heste og hunde.
På hundeområdet er der i år kommet flere nye ringe for at kunne give mulighed for at tilbyde
flere opvisninger og træningspladser. En af de nye ringe er Raceringen, hvor man i løbet af
weekenden kan opleve Raceparaderne. Her har man mulighed for nemt at blive introduceret til
alle racerne samt at opleve små indslag fra de forskellige racer, om racene og deres egenskaber.
På hjemmesiden kan man se, det fulde program og planlægge sit eget program.

Aktiviteter for hele familien

Foruden de mange konkurrencer og opvisninger har Store Hestedag fået flere aktiviteter for
hele familien. Har man eget hund med er der et væld af hundesportsdiscipliner man kan
afprøve med god vejledning fra de forskellige instruktører. Eksempelvis kan man afprøve Dog
Parkour, hvor man bruger de forhindringer man møder i træningen og Rally Lydighed som er en
sjov og udfordrende måde at træne lydighedstræning. Men det er, ligesom sidste år, også
muligt at få bedømt sin hund af professionelle hundedommere.
Som noget nyt kan børnene få nye færdigheder indenfor hundeverdenen med Klog på hund.
Med denne skattejagt kommer de rundt på Dyrskuepladsen og finder poster og bliver klogere
på hundens verden. Er man mere til heste, kan man forsøge sig med kæphestespring, få en tur
med en travhest eller en pony, bage hundekiks, besøge børnehjørnet eller meget andet.

En af hundeaktiviteterne på Store Hestedag Foto:Store Hestedag


Fakta:
Store Hestedag, 2. og 3 september på Roskilde Dyrskueplads.
På www.storehestedag.dk/program kan gæsterne selv sammensætte dagens program ud fra
interesser. Billetter kan købes HER eller ved indgangen.

Kilde: Pressemeddelelse