Pandemiens effekt på hesteverdenen
COVID-19-pandemien har gjort tingene bedre for nogle heste og værre for andre. Alligevel er båndet mellem mennesker og deres heste stærkere – og vigtigere – end nogensinde, siger Clara Ann Mason, DVM, der driver en ambulatorisk hestepraksis i Winfield, West Virginia.
Som medlem af velfærdsudvalgene for både American Association of Equine Practitioners (AAEP) og American Veterinary Medical Association (AVMA), har Mason kigget på, hvordan pandemien har påvirket heste. Hun delte disse iagttagelser ved 2021 AAEP Convention, der blev afholdt 4.-8. december i Nashville, Tennessee.
Nogle så deres heste mere – andre mindre
Fordi virussen har påvirket så mange aspekter af folks liv – beskæftigelse, økonomi, sundhed og sociale forbindelser – har pendulet svinget i to retninger. Mange ejere, der har heste hjemme, sagde, at de havde mere tid med hestene under pandemien. Nogle blev opsagt fra job, andre sagde op eller begyndte at arbejde hjemmefra. Men ejere, der har deres heste opstaldet, oplevede ofte, at de brugte mindre tid sammen med deres heste på grund af de restriktioner, der blev indført for at forhindre spredning af COVID-19. Dette var årsag til frustration og endda depression.
Disse ejere udtrykte bekymring for at mindre hyppig træning ville forårsage fedme og en større risiko for forfangenhed hos deres heste. De frygtede også kritik via sociale medier for ikke at se deres heste nok.
Flere adopterede heste i USA
En undersøgelse af 11.000 hesteejere i Nordamerika, Storbritannien og Australien viste, at de fleste ryttere blev ved med at ride under pandemien. Det afslørede dog også, at de var mere forsigtige, idet de skar ned på konkurrencer og hesteavl. Australiere var undtagelsen, de fortsatte stort set, som de gjorde præ-pandemi. Deres største frygt var en mulig fodermangel på grund af brand og tørke.
Selvom COVID-19 skabte økonomisk usikkerhed, foreslog Mason, at Coronavirus Aid, Relief, and Economic Security (CARES) Act kunne have hjulpet nogle gårde og stalde med at forblive operationelle, fordi de var berettiget til rentefrie lån. Men det der var virkelig overraskende var, at flere mennesker adopterede heste i løbet af 2020 end det foregående år. Tendensen begyndte dog at vende, da arbejdsløsheden steg. I begyndelsen af 2021 var heste begyndt at komme tilbage i krisecentre.
De stigende omkostninger til foder, transport og sundhedspleje var voksende bekymringer for organisationer for hestevelfærd. Nogle stod over for svære økonomiske valg om, hvilke heste der skulle hjælpes eller rehabiliteres, og hvilke der skulle aflives.
Ud over de bemærkelsesværdigt høje adoptionsrater oplevede hesteorganisationer også et overraskende fald i antallet af heste, der blev konfiskeret eller overgivet i 2020. Det usædvanligt lave antal kan afspejle en mangel på tilsyn snarere end et faktisk fald i velfærdssager. Af sundheds- og sikkerhedsmæssige årsager aflagde velfærdsorganisationer ikke så mange besøg som tidligere. Efterhånden som kontrollen med hestehold genoptages, forudser hun, at flere heste skal genhuses, og flere sager vil finde vej til retten.
Færre ifolede deres hopper
Heste spiser store mængder foder hver dag, og bekymringer i transport- og forsyningskæden fik mange ejere og avlere til at ifole færre hopper i 2020, mens de ventede på at se, hvordan pandemien udspillede sig. Effekten af dette vil sandsynligvis kunne mærkes med færre heste, der udbydes til salg i 2022, spekulerede Mason. Fordelen for sælgerne vil være højere hestepriser.
Væddeløbsporten hårdt ramt
Væddeløb, stævner og kåringer blev også påvirket, da mange venues blev lukket i 2020. Væddeløbsporten oplevede et fald på 24 % i dødsulykker pr. 1.000 starter i denne periode. Da unge heste blev sendt tilbage til banen, var en uventet konsekvens af pausen i træningen dog en stigning i katastrofale skader. De unge heste havde ikke haft nok banetid til at styrke knogler til at løbs-arbejdet. På en væddeløbsbane i New York var de otte af 18 døde heste, ungheste der aldrig havde løbet i konkurrencer, rapporterede hun.
Baner og hestesteder blev hårdt ramt økonomisk, og mange arrangementer blev aflyst. Da væddeløbspublikummet ikke kunne deltage i løb personligt, flyttede væddemålene online. Dette gavnede nogle væddeløbsbaner, men var især skadeligt for mindre baner, hvilket havde en afsmittende effekt på økonomi, heste og personale. For at sikre embedsmænd mod eksponering af COVID-19, blev der udført færre tjek up og undersøgelser af heste, hvilket Mason sagde var mindre end ideelt til at sikre velfærden for heste på vej til startboksene.
De heste og ryttere der klarede sig bedst – var dem der tilbragte mest tid sammen
Et sidste lyspunkt for ryttere i en udfordrende tid var vedtagelsen af Great American Outdoors Act i 2020. Lovgivningen understøtter offentlige åbne områder og opfordrer folk til at komme udendørs. For dem, der begiver sig ud med en hest, så meget desto bedre. I sidste ende, sagde Mason, var de heste og ejere, der klarede sig bedst under pandemiens mørkeste dage, dem, der tilbragte mest tid sammen.
Kilde: The Horse