Protest: Nanna holder fokus på sporten
Vi fortalte i går, at det østrigske forbund har indgivet en protest til FEI Tribunal over Nanna Skodborg Merralds start på Blue Hors Zepter. Baggrunden for protesten er en ny regel som er i kraft ved årsskiftet, som kræver en minimums Grand Prix-score på 65 % i en CDI3*, 4 * eller 5* før deltagelse i en World Cup-kvalifikation.
Læs også: Protest mod Nanna Merrald og Zepter
”Vi har været opmærksom på de nye regler, og at der kunne være et dilemma i forhold til Nannas start på Blue Hors Zepter i Basel,” indleder elitesportschef for dressur og paradressur Anne-Mette Binder, og hun fortsætter: ”Derfor kontaktede vi FEI forud for starten, for at få bekræftet, at den måde vi fortolker reglerne på, er den rigtige.”
World Cup serien strækker sig over vintersæsonen, og dermed også hen over årsskiftet. World Cup-serien er navngivet 2022/2023, og den danske fortolkning af reglerne går på, at det må være reglerne for 2022, der er gældende, da intet andet er anført i bestemmelserne for World Cup serien i denne sæson. Det fik Dansk Ride Forbund en bekræftelse på fra FEI.
Nanna og Blue Hors Zepter fik en forrygende debut sammen i Basel, hvor de sluttede på 3. pladsen. Der optjenes points efter placeringer, og hver rytter kan maksimalt optjene points fra 4 stævner. Da Nanna har redet, og fået points ved 5 World Cup-stævner, tæller de 12 points hun opnåede i Mechelen ikke med. Bliver de points hun tjente i Basel slettet, bliver de 12 points genaktiveret. Nanna ligger lige nu på 5. pladsen med 62 points, og der er to kvalifikationer tilbage i den Vesteuropæiske liga, hvorfra 9 ryttere går videre til finalen i Omaha.
Anne-Mette Binder er i kontakt med FEI i forhold til klagen, og har tilbudt at bidrage med evt. informationer de måtte ønske.
”Nanna holder fokus på bolden og det sportslige, så er der andre, som tager dialogen med FEI,” slutter Anne-Mette Binder.