Skip to main content

Sådan samarbejder Kyra Kyrklund og Cathrine Dufour

De har sejret ved de største mesterskaber, men hvordan foregår træningen, når Kyra Kyrklund og Cathrine Dufour mødes for at træne helt privat?
| admin

Dette uddrag er fra en artikel, der blev bragt i Riders NOTEBOOK magasinet i april 2019. Indholdet er ikke opdateret med Cathrines efterfølgende virke og resultater.

Morgensolen falder i bløde stråler ind i ridehusets fiberbund på Grønagergaard ved Roskilde, der danner rammen om Dufour Dressage. På vej over midterlinjen går Atterupsgårds Cassidy rytmisk i udtryksfuld passage med Cathrine Dufour i sadlen. Snart efter, med tilsyneladende usynlige hjælpere, laver hun en øgning i galop skråt igennem ridehuset, imens hendes lange hestehale svinger rytmisk i takt med hestens bevægelser.

Den 27-årige (i dag 30 år, red.) rytter har på få år med sine enestående resultater, charme, kompromisløshed og elegante stil i sadlen etableret sig som verdensstjerne på den internationale dressurscene. Hun var ankerkvinde bag Danmarks EM-sølvmedalje for hold i 2017 samt to individuelle EM-bronzemedaljer, og hun deltog ved OL i Rio 2016.

Hun har ikke blot indtaget den internationale dressurscene med storm. Hun er også et forbillede og en inspiration for tusindvis af ryttere, der dagligt følger hende på Instagram og Facebook.

Se også: Video: Cathrine Dufour vandt i Boxen

I slutningen af 2018 tildelte Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund Cathrine økonomisk støtte til træning frem mod OL i Tokyo, og som følge deraf bliver Cathrine og Cassidys mindste bevægelse denne morgen fulgt fra barrieren af Kyra Kyrklund. Et levende ikon og vel nok den mest anerkendte kvindelige træner inden for ridesporten overhovedet. Født i Helsinki i Finland i 1951 og fuldstændig vild med heste siden barndommen.

Efter at have været bosat det meste af 1990’erne i Sverige som chefdressurtræner på det svenske statsstutteri Flyinge, er hun nu bosat i engelske West Sussex, hvor hun driver dressurstald med sin mand, dressurtræner Richard White.

Se mere: Gense Riders Corner fra World Cup i Herning 2021, hvor Cathrine Dufour svarer på fanspørgsmål

“Jeg rider stadig. Jeg føler ikke, at jeg kan undervise uden at ride. De problemer og løsninger, jeg selv møder i min ridning, kan jeg bruge til at bringe mine elever videre. Når man ikke selv rider, glemmer man hurtigt, hvor svært det i grunden er,” lyder det fra Kyra, der i 2011 blev udnævnt som hippologiprofessor ved Sveriges Landbrugsuniversitet som den første i verden sammen med kollegaen Jan Jönsson.

Kyra har gennem årene formået at uddanne og deltage i international Grand Prix med hele 14 forskellige heste, en kunst, der ikke er mange, der kan gøre hende efter. Med hesten Matador vandt hun sølv ved WEG i Stockholm i 1990 og World Cup-finalen i Paris det efterfølgende år.

Fotos: Catarina Hall

Hun beskriver sig selv som fundamentalist, går altid frem efter samme system. Når hun ser en hest, ser hun – er den fremme og fremadgående, er den lige, og er den lydig, men også tilpas under rytteren. Og rytterne, Kyra underviser, uanset om det er internationale Grand Prix-ryttere som Cathrine, bliver evalueret ud fra, hvor korrekt deres opstilling og indvirkning er på hesten.

Se eller gense interview med Cathrine Dufour fra landsholdssamling før EM 2021

Da Cathrine er færdig med at ride Cassidy, bliver han grundigt klappet og får sukker fra en bøtte, der står på barrieren, inden Cathrines hestepasser skridter hesten for hånd. Cathrine finder mobiltelefonen frem og opsummerer i fællesskab med Kyra fokuspunkterne for den netop overstående træning.

Jeg skriver altid noter efter undervisning. Det er de nye ting, jeg skriver ned, fordi så husker jeg det bedre, og i dag var det for eksempel, at jeg skal huske at bruge hele min læg, ikke bare underschenklen, og at hesten skal acceptere, at jeg gør det, at jeg lærer den, at det er ok, at mit ben er der, fremfor at den lærer mig, at jeg skal flytte mit ben, så jeg ikke bare tager benene væk, men bevarer en blød kontakt,” forklarer Cathrine.

Læs artiklen i sin fulde længde her