Skip to main content

Man fodrer ikke heste med hundekiks og rødbeder

Corona-nedlukning betyder flere folk går tur på stier og i skove. Det har givet nogle hestefolk udfordringer, blandt andet har Mie Wede på Sydsjælland oplevet uhensigtsmæssig fordring af hestene på sommergræs, samt overraskende stor opmærksomhed på deres adgang til vand.
| admin

I tre år har Mie Wede haft heste gående på sommergræs på en 4,5 hektar stor skov ved Kettinge på Lolland. Skoven er privat, og de 11 heste og ponyer bliver tilset og passet af ejere flere gange i løbet af dagen. Men som med så mange andre steder i landet, har corona-nedlukningen betydet øget aktivitet på veje og stier af folk, der har været ude og nyde den danske natur, og det har Mie Wede også kunnet mærke.

Uventet meget opmærksomhed på folden
På folden er der flere forskellige muligheder for vand, blandt andet to badekar, nedgravet drænsøer samt 4 x 90 liter baljer, der står mellem buske og krat. Vandet hertil kommer fra en 2000l vandtank placeret ved folden. Men netop hestenes adgang til vand, var det, der i første omgang gjorde Mie opmærksom på, at tingene var anderledes under Corona.

”Det er tredje år, vi har hestene på den fold, og der har aldrig været nogen problemer. Men sidste forår blev jeg ringet op flere gange og fik skældud over, at hestene ikke havde vand. Jeg måtte forklare, at de havde mange muligheder for at drikke og var under dagligt opsyn. Det hjalp ikke. Jeg blev efterfølgende kontaktet af dyreværnet, der også havde fået henvendelser om manglende vand på folden. Hun kendte dog til folden og til de to drænsøer, der tidligere var blevet etableret til køer, så hun var ikke bekymret.”

Skiltet på vandvognen med de 2000l vand er det første man støder på ved folden.
Foto: Mie Wede

Som nævnt går der 11 heste på folden i skoven, og Mie fortæller, at karrene selvfølgelig bliver holdt rene for alger og bundfald, og at ejerne af de 11 heste har en fast plan for at tilse hestene. Så det skorter ikke på opsyn. Man kan selvfølgelig sige, at det er godt, at der bliver holdt øje med heste, der går væk fra bebyggelse, men det skal jo heller ikke være sådan, at alle forbipasserende griber røret uden først at orientere sig om forholdene, og hvis hestene i alt almindelighed ser ud til trives.

Mad over hegnet og spiserørsforstoppelse
Det er dog også ved de to badekar, Mie kan se, at hestene blev fodret over hegnet. Hun har både fundet gulerødder, æbler og brød i og uden om karrene. En dag lå der sågar en halv rødbede i vandet, og de har fundet godbidder til hunde på folden. Ikke særligt betryggende for hverken hestene eller deres ejere, især ikke når nogle af hestene tidligere har haft problemer med forfangenhed.

”En dag kom vi ned på folden, og så stod en af hestene og prøvede at hoste og så rigtig skidt ud. Vi fik selvfølgelig fat i dyrlægen, der kunne konkludere, at det var spiserørsforstoppelse. Hesten blev behandlet og fik det godt, men hvem ved, hvad den har spist, for at få det sådan,” fortæller Mie.

Skiltning der forhåbentlig virker
Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at der bliver åbnet helt op i første halvdel af 2021, så Mie er allerede nu klar over, at strømmen af glade naturnydere nok ikke aftager i løbet af foråret eller sommeren. Derfor har hun en plan for, hvordan hun bedst muligt kan informere de mange mennesker, der kommer forbi folden.

“Vi laver nogle gule skilte ala dem, hvor der står, at der er strøm på hegnet. Vi hænger en snor op, hvor vi samler alle informationer som telefonnumre og fodring forbudt. Så håber vi, det kan afhjælpe problemet til sommer,” slutter Mie.

Folden hvor Mies heste går på sommergræs. Foto: Mie Wede