Sørg for at hestens vand ikke fryser
Minusgraderne er over os, og det giver som hesteejere en hel del udfordringer. Herunder frossen ridebane/ridehusbund, knoldede folde, glatte stier, og ej at forglemme frosset vand.
Det frosne vand kan blive både en bekostelig, men også besværlig, affære hvis ikke der tages hånd om det i tide. Sprungne vandrør og oversvømmelse i stalden er aldrig sjovt, men i frostvejr er det om muligt endnu værre.
Læs også: Er dit hestehold klar til vinter?
Så hvordan sikrer man at vandet ikke fryser i rørene og på foldene?
Der findes idag et hav af frostfri vandkopsløsninger på markedet. Disse løsninger er både til indendørs og udendørs brug, og er en god måde at sikre tempereret vand året rundt.
En anden måde at sikre sig imod sprungne vandrør, er at tømme rørene, når de ikke er i brug, og der er frostgrader i stalden. Det er en besværlig, om end effektiv, løsning.
Fyld op med varmt vand
Har du ikke et vandkopsystem, skal du ikke bekymre dig om sprungne rør, men i stedet om at få temperaturen på vandet op, så det ikke fryser i løbet af dagen på folden, og natten i stalden. Her handler det helt enkelt om at få hældt varmt vand i hestens vandspand ofte nok, til at vandt har en stabil temperatur, og i disse kolde vinterdage, kan det godt betyde en del ture frem og tilbage med vandekanden. Det er værd at nævne, at hestens vand naturligvis heller ikke må være så varmt, at den brænder sig på det.
Læs også: Husk vand på folden – også i frostvejr!