Skip to main content

Tag: Allan Grøn

Victoria sikrer dansk guld i 5-års finalen ved UVM

Efter en flot 3. plads i den indledende test ved UVM i Ermelo, var der lagt i kakkelovnen til en spændende finale for Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris lørdag aften. Her levede den danske ekvipage fuldstændig op til forventningerne ovenpå torsdagens test – og mere til! De tog nemlig alle med storm, da de leverede et imponerende ridt, som ingen andre kunne matche.

Spænding om sejren til det sidste

Victoria og Lyngbjergs St. Paris skulle som den allersidste finalist indtage banen i hollandske Ermelo, og spændingen var ikke til at tage fejl af, da de to tyske ekvipager forinden, Leonie Richter med Helgstrand ejede Vitalos og Frederic Wandres og Fashion Prinz OLD, havde præsteret imponerende scorer på henholdsvis 9,06 og 9,0.

Leonie Richter med Vitalos, der er eget af Helgstrand. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

Men presset lod den danske ekvipage sig tydeligvis ikke påvirke af. I stedet satte de barren et nyk op med et harmonisk program, der indkasserede 9,5 for trav, 8,5 for skridt, 9,3 for galop, 8,8 for ridelighed og 9,5 for kapacitet – en samlet score på 9,12 til stor glæde for Victoria og hele den danske lejr.

Allan Grøn slutter som nr. 12

Den anden danske 5-års finalist Allan Grøn og Søbakkehus Maude red sig til en samlet score på 8,4, da dommerne efter et flot ridt gav dem 8,5 for trav, 9,0 for skridt, 8,1 for galop, 7,7 for ridelighed og 8,7 for kapacitet.

Se det samlede resultat for 5-års her.

Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Zibrasport Equest

Det kan du glæde dig til søndag

I dag skal de sidste verdensmestre i dressur blandt unghestene findes i Ermelo, når finalerne for 6- og 7-års bliver afviklet. Her skal Lone Bang Zindorff, Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Anna Kasprzak i aktion for Danmark med deres 7-års, mens Daniel Bachmann Andersen stiller op for Tyskland med Zac Efron MT OLD. I 6-års finalen skal vi med danske briller holde øje med Susanne Barnow på Skovdals Dexter og svenske Jeanna Högberg på Hesselhøj Down Town, som stiller op for Danmark. Sidstnævnte tog en flot sejr i den indledende test i fredags.

Læs også: Jeanna Högberg tager førstepladsen for Danmark til UVM for 6-års

Jeanna Høgberg og Hesselhøj Down Town til UVM i Ermelo. Foto: Mia Bach – Helgstrand Dressage

To danske ekvipager videre til finalen for 5-års ved UVM

I går blev årets FEI UVM i Ermelo skudt i gang med den indledende test for 5-års. Ekstraordinært gik hele tretten ekvipager videre til lørdagens finale, da 12. pladsen gik til to lige placerede ekvipager – og derfor blev der altså plads til to danske ekvipager i finalen.

Sikkert videre til lørdagens finale er Victoria E. Vallentin og Lyngbjergs St. Paris, som scorede samlet 8,82 og strøg ind på en 3. plads, hvilket sikrede et godt udgangspunkt forud for finalen, hvor en eventuel medalje er inden for rækkevidde.

Læs også: UVM i Ermelo – Hvordan er de danske chancer?

Finalens anden danske ekvipage bliver Allan Grøn og Søbakkehus Maude, som lige nøjagtig sneg sig med videre, da de måtte dele 12. pladsen med svenske Jeanna Högberg og Be Allex. Begge ekvipager scorede samlet 8,42.

Allan Grøn og Søbakkehus Maude e. Hesselhøj Donkey Boy. Foto: Zibrasport Equest

Sidste ekvipage tog sejren

Dagens sidste ekvipage rundede klassen af med et brag, da Frederic Wandres og Fashion Prinz OLD lidt overraskende strøg direkte til tops efter et gennemført program, som blev belønnet med samlet 8,9.

Det sker ved UVM fredag

I dag rides trøstefinalen, hvor tre øvrige finalister skal findes, og her skal vi holde øje med de to øvrige danske ekvipager med spanske Eric Guardia Martinez på Slagerupgaards Flotteheimer og hollandske Renate Van Uytert på Blue Hors Santiano, som sluttede den indledende test som henholdsvis nummer 15 og 19. Finalen kommer til at bestå af 16 i stedet for 15 deltagere grundet den delte 12. plads i den indledende test.

Foruden 5-års trøstefinalen kan du i dag følge den indledende test for 6- og 7-års heste, hvor flere danske ekvipager igen skal i ilden. Du kan se startlister og resultater for dagen her.