Skip to main content

Tag: CHR

Har du husket at registrere din hest i CHR?

Registrering af hestehold i det Centrale Husdyrbrugsregister er et vigtigt værktøj i arbejdet med at opspore og inddæmme sygdomme hos heste. Derfor gælder kravet om registrering for alle hestehold, uanset om der er en enkelt hest eller mange på ejendommen.

Registreringen skal ske via Fødevarestyrelsen og det kan ske via CHR på landbrugsindberetning.dk eller ​via appen CHR, der kan hentes i App Store og i Google Play

Det er den ansvarlige for hesteholdet, der skal foretage registreringen af hestene og ikke de enkelte hesteejere på et opstaldningssted. Registreringen skal være foretaget senest den 31. marts 2023.

Læs også: Alle heste skal registreres i CHR – har du husket det?

Kun heste, der opholder sig i et hestehold i mere end 30 dage, skal knyttes til hesteholdet. Der er enkelte undtagelser, hvor opholdet kan være længere:

Registrering efter 90 dages ophold:

  • Heste, der deltager i konkurrencer, væddeløb, opvisninger/skuer, træning eller trækdyrs-aktiviteter.
  • Hopper der opstaldes til avl.

Ingen registrering i hele avlssæsonen:

  • Hingste der opstaldes til avl.

Når man har oprettet en besætning og skal registrere de enkelte heste, trækkes data på hestene fra hestedatabasen hos SEGES. I hestedatabasen er samlet data fra SEGES, Dansk Islandshesteforening, Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund. Din hest skal derfor være registreret et af disse steder som opholdende sig i Danmark for at den kan fremsøges i CHR.

Passene på danskfødte heste, der får udstedt pas hos en anden, godkendt pasudsteder skal fremadrettet sendes af pasudsteder til SEGES eller, hvor det er relevant i forhold til hestens race, til DI, DTC eller Dansk Galop, som varetager registrering af hesten i CHR og derefter udleverer passet til hestens ejer.

Ejerne af importerede heste skal også fremadrettet selv sørge for at registrere hestene i Danmark.

Der ligger en guide til selve CHR registreringen på Fødevarestyrelsens hjemmeside: https://foedevarestyrelsen.dk/…/CHR-registrering.aspx

Med de nye CHR-regler følger også ændrede frister for en række registreringer. Fremadrettet skal bl.a. disse registreringer foretages efter senest 7 dage:

  • Ejerskifte
  • Udelukkelse fra konsum (foretages af dyrlægen i forbindelse med medicinering)
  • Afmelding af en død hest

Når SEGES får indberetning om sådanne ændringer indberettes disse direkte til CHR, såfremt hesten allerede er registreret i CHR.

Fremadrettet vil SEGES tillige bede om CPR-numre i forbindelse med registrering af ejerskab, da det er et krav, at disse data overføres til CHR.
Kilde: SEGES Heste