Skip to main content

Tag: Danmark

Oplev Falster fra ryggen af islandske heste

Tre charmerende islandske heste står klar, da vi ankommer til Skovriderne på Falster en solskinsdag i april. Jeg har forinden været i telefonisk kontakt med ejeren af stedet, Randi Nielsen, og hun har sagt ja til at guide mig og min kæreste på vores første tur på islandske heste.
Jeg er en rutineret rytter, mens den anden halvdel ikke har særlig meget rideerfaring. Heldigvis er der plads til alle hos Skovriderne. Ridehjelm kan lånes på stedet, så da sadler og hovedtøj er placeret på hestene, er vi faktisk klar til afgang.

– Det er kun for sjov, og fordi vi har lyst til at gøre det. Det er vores motivation for at drive stedet her. Det er ikke noget, vi kan leve af.
Vi har selv to heste, og så er der nogle opstaldere, som har valgt at leje deres heste ud til Skovriderne. Det holder omkostningerne nede. På den måde kan man stadig gennemføre en tur, selv om en af hestene er syg eller halt, fortæller Randi, der får hjælp af sin mand til at drive det hyggelige hestested, hvor foldene er placeret i baghaven, så de altid er tæt på dyrene.

Saga og Osk
Inden vi begiver os ud på skovturen, fortæller Randi om temperamentet på de heste, vi skal ride på. Jeg har fået lov til at sætte mig i sadlen på den søde Osk, der gerne vil fremad i livet, men som alle de andre heste er særdeles ridelig og velopdragen.
Således oplyste skridter vi ud i naturen. Første strækning er på asfalt, og de få biler vi møder, ænser hestene ikke.
Efter 10 minutters ridt rammer vi skoven. Randi er en god guide, og turen bliver krydret med fortællinger om området.

Selv om vi, som skrevet, ikke vælter os i erfaring med at ride på islandske heste, går der ikke længe, før Randi spørger, om vi vil prøve at tölte. Og sikke en oplevelse – både Saga og Osk sætter resolut i den specielle gangart, og det føles næsten som at sætte sig tilrette i den mest komfortable sofa, du kan forestille dig.

– Turisterne bliver aldrig sendt af sted uden guide. Det sker, så vi kan sikre, at turen sker på forsvarlig vis for både heste og rytter. Dertil kommer det, at alle jo ikke kender området.
På selve rideturen bliver der ikke galoperet af sikkerhed til vores gæster. Det kan gå rigtig galt, hvis ikke rytteren har tilstrækkelige styr på hesten. Mange har ikke ordentlig fat i tøjlen eller god nok balance. Turene foregår derfor som udgangspunkt i skridt eller tölt, men altid små skridt af gangen for at mærke, hvordan det går samt mærke om folk er okay med det hele.

 

Der er også altid medbragt mobiler, så vi kan tilkalde hjælp, hvis uheldet er ude. Der sørges desuden for god rideskik, når vi færdes på offentlige steder for at sikre, at alle har en god oplevelse, og at alt foregår på forsvarlig vis. Man rider én og én, og vi tager hestene ned i skridt, så snart vi møder andre på vores vej.

Randi Nielsen, ejer af Skovriderne

Ømme baller
Efter en god times tur kan vi igen skimte Skovridernes domicil. Musklerne er da også begyndt at brokke sig, så distancen må siges at have været passende for os.
Saga og Osk har opført sig ganske eksemplariske, og da vi er hjemme, bliver de belønnet med klap fra os, mens Randi og hendes mand sørger for at sadle dem af og efterfølgende give dem velfortjent foder.
Os ryttere bliver bestemt heller ikke overset. Efter en skøn tur på de islandske heste bliver vi tilbudt kolde forfriskninger i solen inden turen går retur.

Du kan læse meget mere om Skovriderne her.

Note: Turen er ikke sponsoreret

Guide til rytteren: Planlæg din næste ridetur i naturen

Rider du ofte den samme rute i naturen, og mangler du inspiration til nye ture, så både du og din hest får nye oplevelser, så er det bare med at kigge forbi udinaturen.dk.

– Fritidsaktiviteter er lukkede på grund af coronavirus, men naturen er altid åben. Og nu bliver det endnu nemmere at finde oplevelser i det fri tæt på, hvor du bor. I dag lanceres en opdateret version af udinaturen.dk, der er en samlet guide til naturoplevelser i Danmarks skove, enge, kyster og vandløb. 
Her kan du starte turen, hvis du vil lave mad over bål, overnatte i det fri eller finde en god vandrerute nær dig. Udinaturen.dk rummer informationer om alt fra ruter, faciliteter som toiletter, p-pladser, shelters og badesteder, og sitet byder også på inspiration til store naturoplevelser, lyder det fra Naturstyrelsen.

Men sitet tilgodeser også hestefolk – på kortet er det nemlig muligt at vælge rideruter i Danmark. 

Siden har faktisk eksisteret siden 2010, men er for nylig blevet opdateret og moderniseret.

– Naturen byder på masser af gode oplevelser i en ellers vanskelig tid. Lige fra en gåtur i den nærmeste skov til en nat under stjernerne. Hvad enten man er ung, børnefamilie, ældre eller sårbar, har man godt af at komme ud i naturen, få frisk luft og mærke solen. Her gør udinaturen.dk det nemt at få overblik over både små og store naturoplevelser.
Samtidig kan flere af os opdage nogle ukendte naturperler i vores lokalområde. Det er især vigtigt nu, hvor vi skal holde afstand og undgå, at mange samles et sted, så vi ikke er til fare for os selv eller andre. Man kan også bruge mobilen til at finde nye områder på farten, hvis man kommer til et sted, hvor der allerede er gæster, siger miljøminister Lea Wermelin. 

Planlæg din næste ridetur lige her.

Flotte danske resultater i Wellington

Danskerne i USA har de seneste par dage redet flotte resultater i hus.
Torsdag blev Nations Cup ved CDIO3*-stævnet i Wellington afholdt, og det danske team bestående af Carina Nevermann Torup, Rikke Poulsen, Signe Kirk Kristiansen og Agnete Kirk Thinggaard indtog tredjepladsen. Rytterne stillede til start på henholdsvis Quinto, Furstentanz, Her Highness og Blue Hors Zatchmo, og blev altså kun overhalet af Canada og USA.

Se resultatlisten her.

Agnete sluttede flot af
Fredag skulle de danske ekvipager igen i ilden, og her red Agnete og Zatchmo op til deres allerbedste.
Parret blev belønnet med knap 78 procent for deres kür, hvilket rakte til en femteplads i det stærke felt, hvor Steffen Peters og Suppenkasper sejrede med 81,353 procent. Agnete kunne glæde sig over, at to af de fem dommere bedømte deres ridt til mere end 80 procent.

En fantastisk showuge er ved at være slut – det var så sjovt at konkurrere i Nations Cup med mine fantastiske holdkammerater Signe, Carina og Rikke. Jeg vil ride med jer når som helst, piger. Jeg var også meget stolt af min hest denne uge. Zatchmo gjorde et fantastisk arbejde, Grand Prixen var god, Specialen var eminent! Küren var meget anspændt !! Men – han bliver stærkere, bedre, mere selvsikker og han er bestemt på rette vej. Vi har bare brug for lidt mere tid til at få detaljerne i orden. Hvilken fantastisk oplevelse det har været at være her i Wellington. Jeg er evigt taknemmelig for dette fantastiske eventyr.  (Åh – Og Orthilia gik til 75% i dag i Grand Prix – hun er på vej tilbage) Farvel Wellington, vi ses igen en dag, lød det efterfølgende fra Agnete på Instagram. Hun har opholdt sig i USA i hele vintersæsonen, men nu er udlandseventyret altså nået til vejs ende.

Agnete var ikke den eneste dansker, der red et solidt program fredag. Endnu en rytter under dansk flag stillede til start i klassen. Signe Kirk Kristiansen og Her Highness O red en kür til 72,005 procent.

Global Dressage Festival skulle egentlig være fortsat nogle uger endnu, men på grund af coronavirussen bliver al stævneaktivitet lukket ned fra mandag.