Skip to main content

Tag: Dansk Ride Forbund

Ny bredde-cup ser dagens lys i 2023

Fra 2023 er der således mulighed for at deltage i den nye landsdækkende Brogaardens Kombi-Cup, der kombinerer både dressur og springning på D-niveau.

Brogaardens Kombi-Cup afvikles som to selvstændige turneringer i henholdsvis 10 kvalifikationsstævner i øst og 12 i vest. De første kvalifikationer finder sted fra maj måned og finalerne afvikles indendørs i 4. kvartal, og der skal deltages i både dressur og springning ved samme stævne for at optjene point i kvalifikationen til finalen. Turneringen er åben for alle ryttere, der ikke har startet C-stævner/C-klasser eller højere i perioden 2021 – 2023, og for alle heste og ponyer der ikke har startet i sværhedsgrad 4 eller højere i samme periode.

100 ekvipager i finalerne

Samlet set får hele 100 ekvipager mulighed for at deltage i finalerne, når der afvikles finale i både øst og vest. De 25 heste- og ponyekvipager, som ved kvalifikationsstævnerne har opnået flest point i hhv. øst og vest, er startberettigede til en finale.

Salgs- og marketingdirektør hos Brogaarden ApS Rolf Momberg er rigtig glad for aftalen. ”I Brogaarden er vi gennem årene mest blevet forbundet med eliten, og det er derfor helt bevidst, at denne aftale er målrettet bredden. Det er på skuldrene af bredden, at eliten hviler, og herfra de nye talenter kommer. Brogaarden Kombi-Cup vil give rigtig mange mulighed for at præstere flere gange foran et publikum, og vi glæder os til at deltage ved arrangementerne”.

I DRF har en kombinations-cup længe været et ønske hos klub- og sportschef Anne Silfwander. ”Jeg er virkelig glad for, at vi har fået en aftale med Brogaarden om vores nye Cup til D-rytterne. Vi oplever, at mange ryttere på D-niveau ofte konkurrerer i både spring og dressur, og denne Cup er derfor målrettet til dem, så de også har en turnering at se frem til i de kommende år”.

Følg med på DRF’s Facebookside og rideforbund.dk fra starten af det nye år, for info om hvor og hvornår kvalifikationsstævnerne finder sted.

Kilde: Pressemeddelse DRF

Skal din rideklub være Årets Klub?

I 2019 vandt Tinglev Rideklub titlen som Årets Klub, i 2020 var det Stevns Rideklub og i 2021 Egum Rideklub – er det din klub, som tager titlen i år?

Dansk Ride Forbund uddeler hvert år prisen Årets Klub, for at sætte fokus på en klub, der har gjort en særlig indsats indenfor en eller flere områder i det forgangne år, og kan virke som inspiration for andre klubber. 

Prisen Årets Klub belønnes hvert år med kr. 20.000,- og hædres på det årlige repræsentantskabsmøde som finder sted i april måned. 

Kriterier:

• Årets klub er medlem af Dansk Ride Forbund

Årets Klub skal have ydet en særlig indsats indenfor en eller flere af følgende områder:

• Klubben er gået nye veje indenfor rekruttering af nye medlemmer og/eller har oplevet stor fremgang i klubbens medlemstal.

• Klubben er gået nye vejen indenfor medlemspleje og fastholdelse af deres medlemmer

• Klubben er gået nye veje for at værdsætte og respektere det frivillige arbejde og/eller klubben har gjort en særlig indsats for de frivillige.

• Klubben er gået nye veje indenfor afvikling af stævner, der imødekommer rytternes ønsker.

• Klubben er gået nye veje indenfor samarbejde med skoler, institutioner, SFOer eller kommuner.

Indstillingen skal indeholde argumentation for, hvorfor den indstillede klub skal kåres som årets klub. Alle klubbestyrelser og distrikter under Dansk Ride Forbund kan indstille klubber til Årets Klub.

Indstilling: Har jeres klub gjort klub en ekstraordinær indsats i løbet af året, så kan I indstille klubben til Årets klubpris. Dette gøres ved at sende en indstilling til Dansk Ride Forbund på info@rideforbund.dk inden den 31. december.

Prisen uddeles på Dansk Ride Forbunds årlige repræsentantskabsmøde i april måned.
Læs kriterier for indstilling til Årets Klub

Indstilling:
Hent indstillingsskema til Årets Klub

Nu kan du tilmelde din pony til FEI-måling i 2023

Har du eller dit barn planer om at starte FEI-stævner på pony i det nye år, så er der netop åbnet for tilmeldinger til den næste ponymåling på dansk grund. Dansk Ride Forbund har offentliggjort, at de i samråd med FEI har fået datoen på plads for næste ponymåling, som kommer til at blive afviklet torsdag den 12. januar 2023.

Målingen finder sted på Holstebro Hestepraksis, Kirkevej 62, 7830 Vinderup, og det er pt. den eneste måling, der er planlagt på dansk grund, hvorfor det er vigtigt at tilmelde sig denne måling, hvis man vil være sikker på at få sin pony FEI-målt i 2023.

Pr. 1. januar 2023 overføres FEI-målet altid til national kontekst

Fra og med 1. januar 2023 vil alle FEI-mål – ikke kun færdigmål – blive anerkendt af DRF og overføres til DRF Go!. Det betyder altså, at FEI-målet vil ‘trumfe’ eventuelle tidligere danske mål. Man vil altså kunne opleve, at en hest/pony skifter national status efter en FEI-måling, selvom den hidtil har gået nationale stævner under en anden status. Hvis en pony måles ude i FEI, har den dog ifølge FEI’s regelsæt ret til en re-måling indenfor 12 måneder. Denne måling kan foretages ved enhver FEI-måling og ikke kun på dansk jord.

Sidste tilmeldingsfrist til FEI-ponymålingen den 12. januar 2023, er mandag den 2. januar 2023.

Læs mere og tilmeld dig hos DRF her.

Ny elitesportchef i springning

Det kræver stærke strategiske pejlemærker og tydelige prioriteringer, at løfte dansk springsport op i øverste internationale liga.
Fra 1. januar 2023 vil Annette Mosegaard stå i spidsen for talent- og elitearbejdet i springning i Dansk Ride Forbund, og sammen med landstrænerne, holdlederen og administrationen i Brøndby ligger der et rigtig spændende arbejde foran den ny elitesportschef.

’Jeg glæder mig til arbejdet og vil gøre hvad jeg kan, for at springsporten udvikler sig i en positiv retning. Der er stort potentiale i sporten og det styrker vi bla. ved at have en rød tråd igennem talent- og elitearbejdet, og arbejde struktureret med stor transparens og åbenhed’fortæller Annette Mosegaard om de nye udfordringer som elitesportschef for springning.

Også landstræner Bo K. Møller ser frem til det nye samarbejde, ’Jeg glæder mig til et spændende samarbejde med Annette, hvor vi i landstrænerteamet kan fortsætte udviklingen af vores ungdomsafdeling, samt arbejde for at vores topryttere kan komme op på et endnu højere niveau’.

Læs også: Springrytterne får plads i World Cup-serien

DRF’s direktør Morten Schram Rodtwitt er rigtig godt tilfreds med ansættelsen af Annette Mosegaard. ’DRF har høje ambitioner for dansk springsport, og elitesportschefen spiller en central rolle i planlægningen af de mange indsatser i talent- og elitearbejdet, samt i forhold til samarbejdet landstrænerne og springsportens mange stærke aktører og interessenter. Annette har en solid og alsidig baggrund og forskellige kompetencer vi kan bruge, dette samtidig med indsigt i springsporten og en forståelse for sportens mange dynamikker. Jeg ser frem til et rigtig godt samarbejde med Annette’, siger Morten Schram Rodtwitt.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Job i rideforbundet?

Drømmer du om at arbejde med ridesporten indefra, er der lige nu 2 ledige stillinger hos Dansk Rideforbund.

Kommunikationskonsulent:
Har du en skribent gemt i maven, og taler du flydende hest, er det måske dig de mangler i stillingen som kommunikationskonsulent på kontoret i Brøndby.

Som kommunikationskonsulent i DRF får du mange ’tråde’ ud i organisationen, hvor den primære opgave er at formidle viden, information og budskaber til rideklubberne, rideklubbernes medlemmer og vores mange samarbejdspartnere. I tæt samarbejde med klub- og sportsafdelingen samt SoMe-konsulenten, har du bl.a. til opgave kommunikativt at understøtte ridesportens mange forskellige aktiviteter, via vores forskellige digitale mediekanaler samt rideforbund.dk. Læs mere om jobbet og forudsætningerne for at ansøge her.

Elitesportschef:
Brænder du for springsporten og talent- og elitesportsarbejdet mangler forbundet også en elitesportschef. Som DRF’s elitesportschef for springning bliver du, sammen med elitesportschefen for
dressur, en central ambassadør for ridesporten i Danmark, og du har blandt andet til
opgave at sikre, at DRF’s normer og værdier for god adfærd for ryttere, trænere,
holdledere mv. efterleves. Du bliver en del af en ofte hektisk, men spændende hverdag,
hvor det forventes, at du har et godt organisatorisk blik og er hurtig til at bygge stærke
relationer til både medarbejdere og kolleger i organisationen, men i lige så stor grad til
vores mange eksterne samarbejdspartnere og interessenter.
Læs hele stillingsopslaget her.

De skal være vært for DRF Mesterskaber og championatsfinalerne

Det indendørs Agria DRF-Mesterskab i springning for seniorer, ungryttere og juniorer er blevet tildelt Riders Cup for perioden 2024-2026.

Agria DRF-Mesterskabet i dressur for ungryttere, juniorer og U25-pararyttere er blevet tildelt Vallensbæk Rideklub for perioden 2023-2026.

I forbindelse med den årlige stævneplanlægning er finalerne i Pavo og DRF’s Championater for unge heste blevet tildelt for perioden 2023-2025:

Championatsfinalen i dressur er blevet tildelt Blue Hors.

Championatsfinalen i springning er blevet tidelt Stutteri Ask.

Kilde: DRF

Sophia er nykåret DRF-mester i dressur for Ungryttere.

Trods den første regn i meget lang tid, red ungrytterne her til eftermiddag en flot 2. afdeling af DRF-mesterskabet på Ringsted Sportsideklub.

Læs også: Masser af ridning LIVE her på Zibrasport Equest i weekenden

Stillingen fra fredagens 1. afdeling med Sophia Ludvigsen og den 8-årige vallak Blue Hors Elliott (Blue Hors Erlando/ Blue Hors Romanov) i spidsen foran  Frederikke Gram Jacobsen med den 12-årige hoppe Ryvangs Zafina (Blue Hors Zack/ Come Back II) og Lea Andreassen Torabi og den 12-årige vallak Bergåkras Amaranth (Ampère) på 3. pladsen, holdt næsten.

Efter kür finalen her til eftermiddag, kunne Sophia Ludvigsen kåres som ny DRF mester for Juniorer, igen med Frederikke Gram Jacobsen på 2. pladsen. På 3. pladsen fik Maria Mejlgaard Jensen redet sig ind foran Lea Andreassen Torabi, der slutter som nr. 4.

Imorgen går det løs med finalen for Juniorer. Husk du kan se med live her på Zibrasport.

“Hjælp! Mit barn er startet til ridning”: DRFs e-læringskursus til forældre er i luften

Når børn og unge starter til ridning, er de sjældent alene om at få deres gang i den lokale rideklub. I langt de fleste tilfælde er deres forældre nemlig med fra start, f.eks. for at hjælpe med at strigle, sadle op eller trække hesten rundt i ridehuset (hvilket også kan være et krav fra rideklubbens side).

For de forældre, der aldrig har haft omgang med heste før, kan mødet med ridesporten virke overvældende. Derfor har DRF nu – med støtte fra bl.a. DIF’s initiativpulje og sponsorerne Agria Dyreforsikring samt Equipage og Horse Guard – udviklet et e-læringskursus til de helt grønne rideforældre, som er gratis at tage. Kurset kan tages, allerede inden barnet starter til ridning, og kan understøtte, at forældrene får en god og sikker start i sporten, hvilket også kan påvirke deres engagement i klubben i en positiv retning.

Kurset kan naturligvis også tages af andre pårørende, der følgerne børnene og de unge i ridesporten.

Høje krav til rideforældre

Forældre er, ligesom i andre foreninger, en stor og nødvendig ressource, da de bidrager med frivillig drift og hjælp i rideklubben. Til forskel fra andre idrætsforeninger stilles der dog høje krav til forældrene i ridesporten, fordi de skal omgås et stort og levende dyr, som kræver nogle særlige hestemæssige kompetencer.

For at undgå ulykker og uhensigtsmæssige situationer er det nødvendigt, at de forældre, der ikke på forhånd har hestekendskab, lærer om hestehold og sikkerhed. På den måde opnås også en større kompetenceflade blandt dem, der færdes i rideklubben, og med flere kompetente ressourcer i rideklubben kan fokus i rideklubben ligge på at højne rideundervisningen fremfor kun at opretholde sikkerheden.

Videoer og vigtig viden

E-læringskurset indeholder temaer så som sikkerhed og håndtering af heste og rideudstyr. Det består primært af videoer, der helt lavpraktisk viser, hvordan man håndterer hesten og udfører de opgaver, der kræves af forældre, når ens barn går til ridning. Derudover indeholder kurset nogle tests, så forældrene kan teste deres viden inden for de forskellige temaer. Kurset giver dermed forældrene den mest basale viden om hesten som dyr og håndteringen heraf og klæder dem på til at kunne hjælpe deres barn med hesten i forbindelse med ridetimen.

Ved at tage kurset vil forældre opnå følgende kompetencer:

  • blive bekendte med basale sikkerhedsmæssige procedurer i en rideklub
  • blive klædt på til at hjælpe deres børn med hestene (klargøring, trækning, sikkerhedsudstyr)
  • opnå selvtillid til at tage ansvar for at hjælpe deres børn, og dermed hjælpe rideklubben

Let tilgængeligt for alle

Med e-læringskurset ”Hjælp! Mit barn er startet til ridning” får forældrene nu mulighed for at blive klædt på til deres barns første ridetime, og de kan tage kurset, hvor og hvornår det passer dem helt uden bekostning.

Kurset kan tilgås af alle på rideforbund.dk her.

/Dansk Ride Forbund

Vind en plads på DRF og Agria Ponycamp

DRF og Agria Ponycamp er en ridelejr fra fredag til søndag, hvor der er fokus på det gode kammeratskab mellem rytterne, nye venskaber og kærligheden til hestene kombineret med muligheden for at lære fra de bedste inden for dansk ridesport i eksklusive omgivelser.

DRF og Agria Ponycamp er for dig, der er mellem 10 og 16 år, og som har mulighed for at medbringe egen hest eller pony. Der vil både være undervisning i spring og dressur, og der er plads til ryttere på alle niveauer. Det eneste krav er, at du skal kunne håndtere og passe din hest eller pony selv – og have mod på tre dage med heste, hygge og nogle af landets dygtigste hestemennesker.

Der er 20 pladser i spil til hver camp: 10 vindere, som får mulighed for at invitere deres bedste hesteven eller -veninde med. Derudover udlodder Agria fire pladser ud til medlemmer af Agrias PonyKlub.

DRF og Agria Ponycamp 2022
I år vil der være én DRF og Agria Ponycamp i den østlige del af landet og én DRF og Agria Ponycamp i den vestlige del af landet. Begge camps vil være spækket med sjove og lærerige aktiviteter kombineret med undervisning fra nogle af landets bedste trænere.

DRF og Agria Ponycamp i øst finder sted den 7.-9. oktober 2022 hos Riders Cup.

DRF og Agria Ponycamp i vest finder sted den 28.-30. oktober 2022 på Vilhelmsborg.

Læs mere om DRF og Agria Ponycamp her.

Sådan ansøger du
Du ansøger om at komme med på DRF og Agria Ponycamp ved at lave en video, lægge den på facebook eller instagram og hashtagge #drfogagriaponycamp2022øst eller #drfogagriaponycamp2022vest alt efter hvilken camp, du ønsker at komme på.

Videoen skal vise dig og din hest eller pony og overbevise os om, at netop du og din bedste hesteven fortjener muligheden for at komme med på DRF og Agria Ponycamp.

Ansøgningsfristen er den 31. juli 2022. Vinderne får direkte besked den 9. september 2022.

Læs mere om, hvordan du ansøger, og få tips til den gode videoansøgning her.

Følg med på de sociale medier
Følg med på DRF og Agria Ponycamps facebookside og instagramprofil, hvor der løbende vil blive delt nyt om campen, være konkurrencer og meget mere.

Du finder facebooksiden her.

Og instagramprofilen her.

/Dansk Ride Forbund

Zibrasport Equest er ny mediepartner for DRF

Samarbejdet mellem DRF og Zibrasport Equest har kørt siden 2019 og har indtil nu primært omhandlet streaming fra DRF’s stævner, men fremover vil det altså også omfatte nyhedsformidling.

”Vi har gennem flere år haft et godt samarbejde med Zibrasport Equest, primært omkring streaming fra vores stævner, og det giver derfor super fin mening at bygge ovenpå dette og gøre dem til vores nye mediepartner”, lyder det fra DRF’s direktør Morten Schram Rodtwitt.

Og hos Zibrasport Equest deler man entusiasmen:

”Det giver rigtig god mening. Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med forbundet på mange fronter, og da vi i forvejen skriver rigtig mange artikler og nyheder fra ridesporten, er det oplagt, at disse også kan findes på rideforbund.dk. Så vi glæder os til et fortsat godt og konstruktivt samarbejde, således endnu flere kan finde godt og inspirerende indhold fra ridesporten,” fortæller Rikke Højgaard, adm. direktør i Zibrasport Equest.

Det nye samarbejde betyder samtidig farvel til Ridehesten som mediepartner, og det er der en naturlig forklaring på, lyder det fra Morten Schram Rodtwitt.

”Vi har været glade for vores samarbejde med Ridehesten gennem de senere år, men nu giver det mest mening for os at have én samlet mediepartner, som håndterer både streaming og nyhedsformidling, og derfor har vi valgt Zibrasport Equest som ny mediepartner.”

Om Zibrasport Equest
Zibrasport Equest samarbejder med stævnearrangører, ryttere, forbund og mange andre aktører i ridesporten for at sikre, at deres medlemmer altid får det bedste og nyeste inden for ridesporten, samt selv får muligheden for at engagere sig i indholdet og dele deres eget.

Hos Zibrasport Equest og Riders NOTEBOOK får du bl.a.

  • Streaming fra de største stævner og special events i Danmark
  • Rabat på specielle events og køb af videoklip
  • Interviews, portrætter, tips & tricks, nyheder og inspiration til din egen ridning
  • Mulighed for at komme helt tæt på stjernerne
  • Adgang til et stort arkiv med rideindhold
  • Ridesportens bloggerunivers Riders NOTEBOOK
  • Hestemagasinet Riders NOTEBOOK
  • Mulighed for at vinde fede præmier i vores konkurrencer

Vind en plads på DRF og Agria Ponycamp

DRF og Agria Ponycamp er en ridelejr fra fredag til søndag, hvor der er fokus på det gode kammeratskab mellem rytterne, nye venskaber og kærligheden til hestene kombineret med muligheden for at lære fra de bedste inden for dansk ridesport i eksklusive omgivelser.

DRF og Agria Ponycamp er for dig, der er mellem 10 og 16 år, og som har mulighed for at medbringe egen hest eller pony. Der vil både være undervisning i spring og dressur, og der er plads til ryttere på alle niveauer. Det eneste krav er, at du skal kunne håndtere og passe din hest eller pony selv – og have mod på tre dage med heste, hygge og nogle af landets dygtigste hestemennesker.

Der er 20 pladser i spil til hver camp: 10 vindere, som får mulighed for at invitere deres bedste hesteven eller -veninde med. Derudover udlodder Agria fire pladser ud til medlemmer af Agrias PonyKlub.

DRF og Agria Ponycamp 2022
I år vil der være én DRF og Agria Ponycamp i den østlige del af landet og én DRF og Agria Ponycamp i den vestlige del af landet. Begge camps vil være spækket med sjove og lærerige aktiviteter kombineret med undervisning fra nogle af landets bedste trænere.

DRF og Agria Ponycamp i øst finder sted den 7.-9. oktober 2022 hos Riders Cup.

DRF og Agria Ponycamp i vest finder sted den 28.-30. oktober 2022 på Vilhelmsborg.

Læs mere om DRF og Agria Ponycamp her.

Sådan ansøger du
Du ansøger om at komme med på DRF og Agria Ponycamp ved at lave en video, lægge den på facebook eller instagram og hashtagge #drfogagriaponycampøst2022 eller #drfogagriaponycampvest2022 alt efter hvilken camp, du ønsker at komme på.

Videoen skal vise dig og din hest eller pony og overbevise os om, at netop du og din bedste hesteven fortjener muligheden for at komme med på DRF og Agria Ponycamp.

Ansøgningsfristen er den 31. juli 2022. Vinderne får direkte besked den 9. september 2022.

Læs mere om, hvordan du ansøger, og få tips til den gode videoansøgning her.

Følg med på de sociale medier
Følg med på DRF og Agria Ponycamps facebookside og instagramprofil, hvor der løbende vil blive delt nyt om campen, være konkurrencer og meget mere.

Du finder facebooksiden her.

Og instagramprofilen her.