Skip to main content

Tag: Frivillig

Frivillig: ”Det føles hjemligt at være tilbage i Herning”

Sophie Asp Laursen, 27, bruger sin efterårsferie på at scanne billetter ved indgangen til World Cup i Herning.

Til dagligt er Sophie dyrlægestuderende, men hun sidder også i forretningsudvalget for Ung i Dansk Varmblod (DV). Hun har været medlem af Ung i DV lige siden hun var 9 år gammel, og har siden teenageårene været fast inventar på hjælperteamet ved de allerstørste hestesportsarrangementer i Danmark.

Det er særligt fællesskabet blandt de frivillige, der får Sophie til at melde sig som frivillig år efter år.
’’Vi er folk fra nær og fjern, som mødes om en fælles interesse. De her messehaller er jo nærmest blevet vores andet hjem,’’ smiler Sophie.

Som frivillig ved disse store arrangementer har man typisk nogle meget lange dage. Hjælperne er gerne i gang fra klokken 06.00 om morgenen til klokken 23.00 om aftenen.
’’Det er ikke altid de mest interessante opgaver man har som frivillig,’’ indrømmer Sophie med et glimt i øjet.

Hver aften får de frivillige udleveret en seddel med navn og hjælpernummer, hvorpå de kan se en oversigt over deres kommende vagter. Heldigvis føler Sophie, at der bliver taget rigtig godt hånd om dem som hjælpere.

Derfor ser Sophie også frem til VM på dansk grund i 2022 med stor spænding. Hun synes, at det er fedt at være medvirkende til at stable så store og gode arrangementer på benene.
’’Og ved VM 2022 kulminerer alt det vi har gået og ’øvet’ os på de sidste mange år,’’ siger Sophie.

Det er ofte de samme folk, der vender tilbage som frivillige år efter år. Men sidste år var Sophie ikke med som frivillig, da World Cup-stævnet blev afhold på Vilhelmsborg. Grundet coronasituationen var hjælperteamet i lighed med stævnet kraftigt skaleret ned. Derfor er det på alle måder skønt for Sophie og de andre frivillige at være tilbage i Herning.

’’Det føles helt hjemligt,’’ afslutter Sophie.

Oprindelig bragt på Riders Notebook

Er du en af 1200 frivillige til VM Herning2022?

Det bliver en oplevelse for livet, når Danmark til næste år danner rammen om ECCO FEI World Championships i Herning – et verdensmesterskab i fire discipliner: springning, dressur, paradressur og voltigering.

Verdenseliten vil samles i Herning fra den 6. – 14. august, og for at gøre dette gigantiske event til en succes for ryttere, heste og gæster fra nær og fjern, kræves motiverede og entusiastiske frivillige. Hele 1200 bliver der brug for til at løse opgave af enhver art rundt omkring på pladsen, i staldene, på og ved banerne, på campingpladsen – The Village, i VIP-loger, rytter og grooms restauranter, i sekretariatet, i pressecentret, i shuttleservice med meget, meget mere. Der skal løses mange opgaver både synligt på de tre konkurrencebaner; Stutteri Ask Stadium, BB Horse Arena og Jyske Bank Boxen samt “behind the scenes”.
Opgaver af enhver art, som vil være afgørende for, at få 1000 heste og 200.000 gæster til at føle sig hjemme i Herning.

Er det noget for dig?
De frivillige skal i arbejde fra den første august og frem til afslutningen den 14. august. Man behøver ikke være i gang hele perioden. På hjemmesiden kan man se, hvordan perioden er opdelt – se mere HER

Der er ingen tvivl om, at det også bliver en stor oplevelse at være gæst på stadion. Billetsalget åbnede tirsdag i denne uge, og arrangørerne fortæller, at interessen for at sikre sig billet er stor. Ridesportsentusiaster fra flere lande, så langt fra Danmark som Australien og Japan, har sikret sig billet til stadion og det væld af oplevelser, der er planlagt til at finde sted i EquiPark. Også Zibrasport Equest vil være på pladsen med egen scene med interviews, konkurrencer med meget mere. Du kan bestille billet til VM Herning2022 HER.