Skip to main content

Tag: Global Equestrian Group

Global Equestrian Group køber Palm Beach International Equestrian Center i Wellington

Andreas Helgstrand, CEO i Global Equestrian Group (GEG), og Mark Bellissimo, CEO i Wellington Equestrian Partners (WEP), har annonceret et hidtil uset partnerskab med fokus på at udvikle international hestesport. GEG vil erhverve det Wellington-baserede Palm Beach International Equestrian Center (PBIEC) og vil investere i WEP-initiativer inden for hesteverdenen. WEP’s største partnere, Mark Bellissimo, Roger Smith, Lisa Lourie og Marsha Dammerman, såvel som Michael Stone vil co-investere in GEG.

40 uger med hesteevents

Mark Bellissimo og PBIEC har transformeret Wellington, Florida, til verdens absolut førende destination for hesteentusiaster med konkurrencer og events i flere end 40 uger årligt. På PBIEC afvikles Winter Equestrian Festival, som løber over 13 uger og er verdens største hestesportsevent. 4.000 familier, 8.000 heste og 250.000 besøgende fra 43 forskellige lande samles i Wellington for at konkurrere om over 75 mio. kr. i præmiepenge.

En ny, uafhængig økonomisk undersøgelse peger på, at Winter Equestrian Festival har en årlig økonomisk indflydelse på Palm Beach County på 1,75 mia. kr. af de samlede indtægter samt 150.000 overnatninger. GEG er en del af Waterland Private Equity, som administrerer en global investeringsportefølje til en værdi af ca. 69 mia. kr.
PBIEC omfatter 16 konkurrencearenaer, 2.500 staldpladser og tilbyder en række eksklusive restauranter, shoppingmuligheder, VIP-områder og øvrige faciliteter af højeste kvalitet. Den daglige ledelse af PBIEC vil fortsætte uændret med Mark Bellissimo som CEO, Michael Stone som President og David Burton som Chief Operating Officer.

Stævneområdet udvides

GEG vil lave betydelige investeringer i alle områder af PBIEC for at sikre en fortsat position som en af verdens fremtrædende hestesportsvenues med øget eksponering i Europa, Asien og Sydamerika.

Købet inkluderer en 4,5-hektar udvidelse af stævneområdet. For at sikre kontinuitet har WEP-partnerne sikret en 50-årig aftale, som garanterer USEF- og FEI-stævner på venuen.

CEO i USEF Bill Moroney udtaler: “Som altid er vi glade for at se en fortsat investering i amerikansk ridesport. Denne betydelige forpligtelse til verdensklasse faciliteter, heste- og ryttervelfærd samt USEF og FEI-stævner validerer markedets efterspørgsel yderligere, på alle niveauer for organiseret sport.”

Andreas Helgstrand, medejer og CEO i GEG tilføjer: ”Winter Equestrian Festival og PBIEC er fantastiske brands inden for international hestesport. Sammen vil vi styrke udbuddet og skabe en global markedsleder, som udbreder vores passion for hestesport og den livsstil til nye markeder.”

Foruden ridesportsevents er koncernen aktiv inden for øvrige investeringer i hesteverdenen, herunder Helgstrand Dressage, Ludger Beerbaum Stables, Helgstrand Jewellery samt rideudstyrs- og -tøjvirksomheden Kingsland Equestrian. For nuværende er den samlede omsætning ca. 1 mia. kr.

Andreas Helgstrand foran indgangen til Helgstrand Dressage på Møgelmosegaard i Uggerhalne. Foto: Helgstrand Dressage

Førsteklasses venues og topsport

GEG vil nu have venues i USA, Tyskland og Danmark. Partnerskabet vil drage fordel af vidensdeling og en styrket positionering af PBIEC inden for ridebanespringning, hvor Ludger Beerbaum Stables har en unik markedsposition. Desuden vil partnerskabet gøre det muligt for koncernen at udnytte PBIEC’s erfaring og skabe en europæisk virksomhed for hestesportsevents.

”Vores mål er at udvikle hestesporten ved at tilbyde førsteklasses venues og topsport, så ryttere verden over kan udleve deres passioner og drømme. Med købet af PBIEC får vi nu de perfekte rammer for at gøre dette i USA, og sammen med vores igangværende udbygning af Riesenbeck International i Tyskland får vi nu to topprofessionelle og attraktive showgrounds,” siger Ludger Beerbaum, fire gange olympisk guldvinder og medejer i Global Equestrian Group.

Bellissimo tilføjer: ”Vi er glade for at samarbejde med både Andreas og Ludger, hvis passion og commitment til hestesporten er helt ekstraordinær. Mulighederne bugner for at tage sporten til et nyt niveau.”

GEG og WEP vurderer yderligere investeringsmuligheder i Wellington, inklusiv en ny førsteklasses Global Dressage Festival showground. Bellissimo vil annoncere en omfattende strategi og en række investeringer for at ophøje Wellington til verdens førende destination for hesteentusiaster og derved styrke dets internationale appel.

Købet af PBIEC etablerer Global Equestrian Group som markedsleder inden for hestesport – med et stærkt finansielt fundament og spændende vækstmuligheder,” siger Kaspar Kristiansen, Managing Director, Waterland Nordic.

Kilde: Helgstrand Dressage

Folingsalarm med meget mere

Tilbage i 2018 stødte hesteejer Jacob Wandt på et problem med det udbud der var på markedet af folingsalarmer til heste. Der fandtes kun få, og meget dyre produkter at vælge imellem. Med en baggrund fra IT-verdenen, iværksatte Jacob derfor et projekt med at udvikle en både bedre og billigere folingsalarm. Ved udgangen af 2020 blev produktet Ruxbury en realitet, og det endelige produkt indeholder – udover en folingsalarm – også en lang række andre features, der er ideelle for enhver hesteejer, professionelle eller amatørryttere. Det omfatter bl.a. sundhedsdata på hesten,
informationer der kan begrænse skader samt en række features omkring træning af hesten. Den færdige løsning består af en lille enhed med indbygget pulsmåler, som nemt og bekvemt knappes på hestens hovedtøj, samt en App til en smartphone som forbindes med Bluetooth.
Tidligt i processen blev Tomasz Goldman, der bl.a. har en fortid som Senior Director i GN Netcom, involveret i projektet som udviklingsansvarlig.
”Det sværeste var, at løse udfordringerne med, at aflæse hestens puls med tilstrækkelig høj kvalitet”, siger Tomasz, og fortsætter: ”Det er nemmere på et menneske, hvor pulsmåleren sidder tæt på en blodåre, men på en hest skal der tages højde for, at pelsen skaber afstand fra måler til blodåre. Den udfordring har vi løst og samtidig skabt en enhed, der nemt sættes på hovedtøjet og generer hesten mindst muligt”.

Hesteejer Jacob Wandt, har med sin baggrund fra IT-verdenen, iværksatte et projekt med at udvikle en både bedre og billigere folingsalarm. Foto: Helgstrand Dressage

Andreas Helgstrand fra Global Equestrian Group (GEG) ser et stort potentiale i det nye produkt, og udtaler: ”Mange hesteejere investerer store penge i anskaffelse og pleje af deres heste, men meget få ejere ved noget om, hvordan hesten egentligt har det fysisk. Både i den daglige træning når man rider hesten, men specielt når man deltager i stævner, kommer mange til at lave for meget opvarmning som dræner hesten for energi, inden den skal ind i arenaen. Ruxbury kan sikre hesteejeren en masse informationer omkring hestens velbefindende, som vi syntes er meget værdifulde for enhver hesteejer eller rytter”.
GEG har købt 45% ejerskab i selskabet Ruxbury, og der skal nu arbejdes på at gøre produktet endeligt klar til markedslancering, hvilket forventes at ske i løbet af efteråret 2021. Herudover har GEG indsat gruppens kommercielle direktør Anders Bjørnstrup som bestyrelsesformand i selskabet for at hjælpe til med at gøre det nye produkt klar til markedet. ”Vi ser et stort potentiale i Ruxbury”, udtaler Anders Bjørnstrup, og fortsætter: ”Uanset hvilken type hest eller hvilket niveau man rider på, så tror jeg, at alle gerne vil have mere viden om, hvordan deres hest reelt set har det, samt hvordan man begrænser skader og træner hesten mest optimalt. Dette sammenholdt med at Ruxbury bliver enkel at bruge og meget overkommelig at anskaffe gør, at vi tror produktet har et stort potentiale internationalt”.


Om Global Equestrian Group:
Koncernen har hovedkontor i Vodskov nord for Aalborg og omfatter følgende brands: Helgstrand Dressage, Ludger Beerbaum Stables, Riesenbeck International, Kingsland Equestrian, Helgstrand Jewellery, X-Drive Robots, Riding Arena Robots, ZibraSportEquest og nu også Ruxbury. Koncernen ejes af Waterland Private Equity, Andreas & Marianne Helgstrand, Ludger Beerbaum samt en mindre række nøglemedarbejdere. Gruppen beskæftiger samlet næsten 200 medarbejdere og arbejder ud fra en vision om at blive et af verdens mest toneangivende selskaber inden for Equestrian segmentet.
Kilde: pressemeddelelse