Skip to main content

Tag: Hestevogn

Traditionel Kørsel på Brahetrolleborg

Søndag d. 17. juli afholdt Fyens Køre-Selskab stævne i Traditionel Kørsel i de flotte og imponerende rammer ved Brahetrolleborg Slot. Det blev en fantastisk dag, hvor vejret og stemningen var i top, og hvor entusiastiske kørefolk kunne samles om deres store passion

14 hestespand fra hele landet var tilmeldt konkurrencen, og efterfølgende var der stor ros til arrangørerne for et godt arrangement.

Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.

Slot, park og forhindringsbane

Dagen startede med klargøring og start ved Korinth landbrugsskole, og herefter var der kørsel til Brahetrolleborg Slot, hvor hvert hestespand blev bedømt af dommere.

Formålet med Traditionel Kørsel er at bevare den klassiske kørestil med originale vogne og vogntyper, og der lægges især vægt på ekvipagens helhed såvel som detaljer samt kuskens kørestil og håndtering af hestene. Dommerne vurderede derfor hver eneste spand ud fra originaliteten af seletøjet, vognen og beklædningen – ligesom de så på sikkerhed og hestenes tilstand.
Den ældste vogn i konkurrencen var en original jagt break 1890 fra Stensgaard gods på Sydfyn.

Herefter gik turen ud på en rute i Brahetrolleborg smukke skov og park. Ruten skulle gennemføres på tid og havde indlagte forhindringer, der blandt andet testede hestenes lydighed.
Til slut skulle en forhindringsbane ved Brahetrolleborg gennemføres med så få fejl som muligt.

Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.

Heste for vogn er kulturhistorie

Traditionel Kørsel handler især om at holde de gamle traditioner i hævd, så man hele tiden bliver mindet om, hvad der var rigtigt og vigtigt i gamle dage, når det kommer til vogne, beklædning og ikke mindst seletøj.

Tidligere var hest og vogn essentiel for både samfundets opbygning og funktion, ligesom hestevognene spejlede formue, status og rang. Dette kulturhistoriske aspekt er naturligvis med til at farve konkurrencerne i Traditionel Kørsel og give disciplinen en helt særlig betydning blandt både kuske og hestefolk.

Tillykke til vinderne

Vinder af konkurrencen i søndags blev Tanja Milling Varmdal, som havde en smuk frieser for vogn.
Nummer to blev Pernille Prip, som kørte med et hjemmeavlet to-spand af skimmeler.
Tredjepladsen gik til Svend Erik Ravn, som kørte med sine skønne varmblodsheste i et to-spand.

Se flere billeder fra dagen nedenfor.

Læs mere om Traditionel Kørsel

Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.
Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.
Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.
Brahetrolleborg 2022. Foto:Jørn Ungstrup.

Kom med! Mike kørte i hestevogn fra Blokhus til Skagen

Normalt rider han rundt på de unge heste hos Helgstrand Dressage. Rumæneren Mike Mihaita har sammen med flere andre ryttere ansvaret for at tilride de kommende stjerner på det moderne salgs- og træningscenter med afdelinger i Danmark, Tyskland og USA. 

Men Mike får ikke heste nok på sit arbejde. I fritiden er han en ivrig kusk, og sammen med makkeren Pedro tager han ofte ud i naturen.

Sidste sommer spændte han vognen foran Pedro og kørte i alt 85 km i løbet af nogle dage, men i år havde Mike et mål om at køre en endnu længere tur. Og som sagt, så gjort.

Strandkørsel

– Jeg blev kørt til Blokhus, hvorfra jeg spændte vognen foran Pedro. Vi ville køre fra Blokhus til Skagen og såvidt muligt blive på stranden. Det var en fantastisk tur, fortæller Helgstrand-rytteren, der tilbagelagde den ca. 100 km lange rute på fire dage.

Mike og Pedros rute

– Alt var perfekt. Det blev ligesom, jeg forestillede mig det. Og alle hos Helgstrand har bare støttet mig i projektet. Første dag regnede det lidt, men det betød ikke så meget. Vi overnattede bl.a. i en stald i Hirtshals. Jeg havde hele tiden fokus på, at Pedro fik energi og kunne klare strækningerne. Og så mødte vi bare så mange mennesker undervejs – alle var søde. Folk har sendt mig fotos efterfølgende, da de havde mødt mig på turen, forklarer den sympatiske rytter.

Inden Mike og Pedro tog på tur, var der gået meget tid med forberedelse.

– Jeg har selv bygget vognen. Det har nok taget tre måneder. Jeg havde hø, vand, foder og et telt til mig selv i vognen. Og så havde jeg tilrettetlagt et program, så Pedro ikke blev træt. Det var vigtigt for mig, at han hele tiden havde det godt. Klokken 6.30 fik han morgenmad, og jeg begyndte at køre omkring klokken 9. Jeg kørte ikke mere end et par timer om formiddagen. Så fik han pause, og så kørte vi igen et par timer om eftermiddagen, fortæller Mike.

Og der er ingen tvivl om, at Pedro og Mike har et helt specielt bånd.

– Pedro er oprindelig en dressurhest. Han er for varm til dressur, så derfor bruger jeg ham til kørsel. Han elsker at være udenfor i naturen. Han har tillid til mig, så derfor lykkedes det for mig at gøre ham til kørehest. Han er otte år nu.

Han sov foran teltet hver nat. Når jeg forlod ham og ville snakke med mennesker, så kiggede han efter mig hele tiden. Han nød også turen. Jeg tror, han nyder at køre med vogn lidt mere end at gå dressur. Nu har han brug for et par ugers ferie på folden.

Jeg fik bl.a. mad ved, at jeg ringede til en restaurant og de var så søde. De kom ud med maden.

Mike Mihaita

Nyt mål

Selv om Mike og Pedro puster ud efter den vellykkede køretur, så planlægger han allerede næste års eventyr.

– Næste år vil jeg ud på en tur på 200 km. Men jeg skal have fat i en ekstra hest. Det behøver ikke være en tophest. Jeg vil give hesten en ny chance, så den behøver ikke kunne noget. Pedro får dermed også en kammerat. Jeg tror, jeg vil køre til Esbjerg. Det masser perfekt med den distance, jeg gerne vil nå, slutter Mike Mihaita.