Alexander Helgstrand har sagt farvel til Sa’Va
Grevens Sa’Va’ (e. Soprano/Romancier) har siden 2018 dannet par med 18-årige Alexander Helgstrand og hjulpet ham til en succesfuld overgang fra pony til hest i kraft af hendes erfaring fra stævnebanerne. Med flotte resultater ved både DM, ECCO Cup og internationalt på juniorniveau er tiden nu kommet til, at Sa’Va’ kan se en lidt roligere tilværelse i møde i det svenske hos Olga Fischer på Hunneberga Gård ved Flyinge.
En fantastisk lærehest
– Sa’Va’ er bare en ener, og hun har været en fantastisk lærehest for mig. Det er altid et stort skridt at gå fra pony til hest, men jeg har nærmest ikke mærket det. Jeg har haft så mange fantastiske oplevelser sammen med hende, og jeg ved, at Olga vil passe godt på hende, fortæller Alexander.
– Sa’Va’ er allerede faldet godt til hos sin nye ejer, hvor hun fortsat får masser af foldtid, men stadig holdes i gang. For som mange andre heste, der har gået høj dressur, så trives de ikke bare med at blive sat på en fold. Olga vil passe på hende, og jeg er sikker på, at Sa’Va’ kan lære hende lidt, om end det bliver i hendes tempo. Derfor ved vi, at vi har fundet det helt rette match til Sa’Va’, som var rigtig vigtigt for os, tilføjer Andreas Helgstrand.
Alexander har fornyelig overtaget tøjlerne på Isabell Werths Grand Prix-hest, Belantis, og der venter nu en spændende fremtid for det nye makkerpar, der er godt i gang med at lære hinanden at kende.
Kilde: Helgstrand Dressage