Skip to main content

Tag: stjerne

Thilde Rude Hare har fundet sin nye stjerne

Nordisk Mester og europamester for hold var bare nogle af de titler, som ponyrytteren Thilde Rude Hare opnåede i 2019.
I 2020 har den 15-årige pige også ambitioner sammen med ponyen Dakar, men selv om kalenderen allerede er fyldt med stævner i ind- og udland, så byder 2020 også på en mere trist begivenhed.
Thilde siger til nytår farvel til tiden som ponyrytter – og goddag til en spændende fremtid som juniorrytter.
– Det er virkelig trist, at det her er mit sidste ponyår, og jeg kommer til at savne det rigtig meget, men jeg glæder mig også til at starte en ny rejse med Zidan, fortæller Thilde.
Zidan er navnet på afløseren til Dakar, men det var ikke forudbestemt, at hun allerede skulle kalde sig heste-ejer nu.
– Jeg var i praktik hos Helgstrand, og fordi jeg gerne ville mærke hvilken slags hest, jeg skulle have, fik jeg lov til at prøve nogle forskellige. Det var ikke planen, at vi skulle købe en, men da jeg satte mig op på Zidan, så vidste jeg bare, at det var et match.
I det sekund jeg satte mig i sadlen, kunne jeg mærke, at han var sådan en hest, jeg gerne ville ride. Jeg kan godt lide, at Zidan er samarbejdsvillig, og den har en stor galop.
Jeg har stadig over et halvt år af min ponytid tilbage, så jeg synes, det kunne være fedt at være med i uddannelsen af min kommende hest. Senere kan jeg så begynde at ride stævner, fastslår hun.
Skiftet fra pony til hest har givet Thilde en del overvejelser, for hun har ambitioner om at fortsætte karrieren på topplan.
– Men først prioriterer jeg at slutte ponytiden godt af. Derfor er det så rart, at Zidan står opstaldet og bliver videreuddannet hos Helgstrand, hvor jeg købte den. Det er jeg taknemlig for, hvilket også betyder, at han kan lære det hele. Han er stadig kun en lille dreng på seks år. Jeg er deroppe engang imellem for at ride ham, og det bliver bare bedre gang for gang.
Ambitionerne for min juniortid er klare – jeg vil stadig gerne være med i toppen, og det er også derfor, jeg ved, at Zidan er god for mig, fordi han er en rigtig dejlig hest med potentiale, fastslår dressurrytteren.
Thilde har et godt tip til andre ryttere, der står i samme situation som hende selv. At gå fra pony til hest kan virke skræmmende, men:
– Når du skal skifte fra pony til hest, så er mit råd, at du skal prøve en masse forskellige heste, så du fornemmer, hvad der er rigtigt for dig. Føl dig frem, og når du finder dit match, så er du ikke i tvivl.

Vejen til toppen
Det er ikke alle ryttere, der formår at komme på landsholdet ligesom Thilde. Men teenageren startede faktisk sin karriere som mange andre piger og drenge, der elsker heste.
– Jeg begyndte med at ride på rideskole, da jeg var otte år. Dengang var det bare én gang om ugen, men da jeg begyndte at ride på Dakar, tog det pludselig fart. Jeg blev udtaget til internationale stævner.
Dakar er min førstepony, men jeg også en seksårig vallak, der hedder Candyman. Ham fik jeg for halvandet år siden.
Når året er slut, er det meningen, at Dakar skal sælges, mens Candyman bliver uddannet til min lillesøster, lyder det fra Thilde, som kommer til at savne mange ting, når tiden som ponyrytter er et overstået kapitel.
– Det har været en lærerig tid, hvor jeg har fået så mange venner. Vores sammenhold er helt fantastisk. Derudover er min pony jo også blevet min bedste ven, som jeg har lært så meget af, siger Thilde, der muligvis er privilegeret i forhold til at have ridebane hjemme og to ponyer at ride på. Men hun kommer ikke sovende til sin succes.
– To gange om ugen træner jeg fysisk ved Katrine Hedeman, så der står jeg op klokken seks og kører til træning. Jeg går i niende klasse, så jeg skynder mig hjem fra skole – vi har ridebane, men ikke ridehus, så jeg vil gerne ride inden det bliver for mørkt. Jeg ordner ponyerne, og så laver jeg lektier om aftenen.
Balancegangen mellem skole og elitesport finder jeg, fordi jeg har en forstående skole, der støtter mig. Jeg går ikke i en Tema Danmark-klasse, men det fungerer alligevel.
Jeg skal gå i Team Danmark-klasse, når jeg starter i gymnasiet.
Mine veninder har stor forståelse for, at min sport er tidskrævende. De er tit med hjemme og se mig ride. Så hygger vi derefter, fortæller hun.
Uddannelsen er dermed også vigtig for Thilde, men ridesporten fylder allermest i hendes tilværelse.
– Jeg vil gerne blive ved med at ride. Det er min største drøm, og jeg vil så gerne til OL, slutter hun.

Se Thilde træne Zidan

Læs om Liva Guldagers skift fra pony til hest her.