Skip to main content

Tag: sundeved-rideklub

Udstyrskontroller i Sundeved – Det skal du vide

Ved begge stævner gælder det, at alle ekvipager, der deltager i ECCO Cup, skal igennem en udstyrskontrol, som vil blive foretaget inden start. Helt konkret vil der være forberedt en sluse, som alle ekvipagerne skal igennem, inden de går på opvarmningen. Her vil DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl foretage selve udstyrskontrollen, som du kan læse mere om nedenfor. Der vil kunne forekomme en smule ventetid i slusen, men vi sørger naturligvis for at være så effektive som muligt, så alle får god tid på opvarmningen.

Ekvipager, der er på vej på opvarmningen, vil blive tjekket først, men hvis der er ledig plads i løbet af dagen, kan man sagtens komme forbi og få sin hest tjekket, selvom man endnu ikke er på vej på opvarmningen.

Du kan blive nægtet start

Findes der ved kontrollen gennembrud af hud eller slimhinde på en hest, vil den blive nægtet start. Læs beskrivelse af, hvordan DRF vurderer mundsår hos heste/ponyer, her. Udover ECCO Cup-klasserne vil der desuden kunne forekomme yderligere kontroller ved begge stævner, hvis det vurderes nødvendigt af enten DRF’s veterinærkonsulent eller fungerende TD’er.

Sådan foregår en kontrol typisk

Kontrollerne ved stævnet hos Sundeved Rideklub bliver ikke anderledes end de kontroller, der ellers bliver udført rundt omkring ved stævnerne med jævne mellemrum – dog kan der være forskellige fokusområder fra gang til gang. F.eks. kan man kigge særligt på skader forårsaget af udstyr såsom sporer, piske, bid, næsebånd, gamacher o.l. Har man som rytter/forældre/hesteejer ikke oplevet en udstyrskontrol før, kan det være rart at vide, hvordan det konkret foregår, og for de fleste kan det desuden være en hjælp at få tips til, hvordan man selv – evt. i samråd med sin træner – kan tjekke sin hest hjemmefra. Her kan du se DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl vise og fortælle, hvordan en udstyrskontrol forløber, hvad der kigges efter, samt hvordan du kan tjekke din hest, inden du tager afsted til stævne:

Sådan vælger DRF, hvor der laves udstyrskontrol
DRF får ofte spørgsmål til, hvorfor de laver kontroller ved nogle stævner/turneringer/mesterskaber og ikke ved andre, og svaret er todelt; for det første er der en del ressourcer – både praktiske og økonomiske – forbundet med at afvikle koordinerede udstyrskontroller som disse, så derfor er der en naturlig begrænsning på, hvor mange vi kan lave. For det andet er forbundets valg baseret på en veterinærfaglig vurdering af, hvor udfordringerne med især mundsår er størst. Det er desuden vigtigt at understrege, at TD’er løbende afvikler udstyrskontroller i mindre format (stikprøvebasis) rundt omkring på stævnepladserne på alle niveauer og i alle discipliner, så selvom forbundet ikke laver de store, koordinerede kontroller så ofte, betyder det bestemt ikke, at der ikke er fokus på området.

Bliv klogere på udstyrskontrol, hestevelfærd og etik
Læs meget mere om sammenhængen mellem udstyrskontrol og hestevelfærd i dette skriv. Derudover kan du med fordel læse DRF’s retningslinjer for etisk korrekt brug af hesten til ridesport, som er opdateret pr. 1. januar 2021.

Fem ekvipager nægtet start efter udstyrskontrol i Sundeved

DRF’s veterinærkonsulent Mette Uldahl stod som vanligt for kontrollen, hvor det primært var hestenes gjordleje, schenkelleje og mundhuler, der blev undersøgt.

Desværre blev fem ekvipager nægtet start grundet sår i mundhulen, og otte ekvipager fik anmærkninger med på vejen, men fik lov til at starte: 

”Vi er naturligvis ærgerlige over at se, at fem af hestene ikke var ’fit to compete’ grundet sår i mundhulen, og at yderligere otte heste fik anmærkninger, om end det var i mindre alvorlig grad.

Det viser jo desværre, at vi fortsat har en problematik, som vi har et fælles ansvar for at få løst”, fortæller Klub & Sportschef i DRF Anne Silfwander. 

Positiv oplevelse

“Sidste år så vi en del problemer i ponydressuren, men det samme var heldigvis ikke tilfældet i år, og dén udvikling kan måske tilskrives det øgede fokus på forebyggelse i samarbejde med ryttere, forældre og trænere samt jævnlige kontroller ved stævnerne.

Samme tendens håber vi naturligvis vil brede sig videre ud i sporten i takt med DRF’s fortsatte fokus på området”, afslutter hun.

Stævnets TD’er Bibi Hollenberg, der bl.a. assisterede Mette Uldahl ved udstyrskontrollen, tilføjer desuden, at selvom der var flere ekvipager, der enten blev udelukket eller fik anmærkninger med på vejen, var kontrollen alligevel en positiv oplevelse, da både ryttere, forældre og trænere generelt var meget samarbejdsvillige og bakkede op om tiltaget:

”Det er meget vigtigt, at der bliver bakket op om kontrollerne, og at folk ser dem som en hjælp, for det er det, der er tanken.

Det var klart min opfattelse, at det var den overordnede tilgang her i weekenden, og det er dejligt at opleve.”

Kilde: DRF

Victoria Vallentin er klar til Vilhelmsborg: Jeg testede Brooklyn

Der var skarp duel om de bedste placeringer, da rytterne under 25 år skulle vise deres værd i Grand Prix ved landsstævnet i Sundeved. Her blev der bl.a. afviklet anden kvalifikation af Ecco Cup for U25.

Selv om Victoria E. Vallentin “kun” blev nummer to i søndagens klasse, var det alligevel nok til at give hende og Brooklyn den samlede sejr i kvalifikationen af Ecco Cup.

Josefine Hoffmann og Hønnerups Driver vandt nemlig søndagens Grand Prix, men Victorias forspring fra lørdagens Intermediare II var for stort til, at hun kunne fravristes den endelige placering som nummer et.

1) Victoria E. Vallentin, Uggerhalne Sportsrideklub – BROOKLYN 145.5,

2) Josefine Hoffmann, Vejle Rideklub – HØNNERUPS DRIVER 143.5,

3) Sandra Aagaard Hyrm, Riders Cup – HESLEGÅRD’S RISMON 134.4,

Zibrasport Equest har talt med den vindende rytter:

– Vi havde et vildt godt stævne i Sundeved – det er altid så hyggeligt dernede! Jeg nyder hver en tur op ad midterlinjen på Brooklyn, og jeg kan mærke, at han begynder at få mere rutine. Derfor testede jeg ham lidt af i weekenden for at se, hvor meget og hvor lidt jeg gøre.

Det gav lidt fejl især søndag, men det var også planen kan man sige. 

Victoria Vallentin

Klar til Vilhelmsborg

I næste weekend skal Victoria og Brooklyn til Vilhelmsborg, hvor de stiller til start i CDI3*.

– Nu ved jeg forhåbentlig, hvor jeg har ham, når vi skal ride på Vilhelmsborg om lidt over en uge – hvilket jeg glæder mig helt vildt til, lyder det fra Vallentin.

Du kan følge hende live fra World Cup-stævnet her på Zibrasport Equest

Gense hele Ecco Cup-finalen her