Skip to main content

Tag: torntap

Torntap, stråle, piaffe og andre fremmedord

Hvordan er det nu lige med de der heste?
Personligt har jeg ikke redet på en hest i mere end 20 år. Jeg har været i kontakt med heste og sågar siddet på en enkelt eller to siden da, men min erfaring med heste er yderst begrænset og nok egentlig mest på grænsen til at være ikke-eksisterende. 

Men hvad gør man så, når man pludselig befinder sig i et job, hvor ekvipage, piaffe og bagbensgamacher er helt almindelige hverdagsudtryk, og man skal forsøge at navigere rundt i det hele?

Jeg ved da godt, hvad en hest er?!
Jeg har altid tænkt, at en pony var en ung hest, som befandt sig i mellemstadiet eller ’teenageårene’, inden det blev til en ’rigtig’ hest … Naturligvis er det ikke det. Ikke nok med at ponyen er helt sin egen og faktisk ikke har noget at gøre med, hvilket livsstadie hesten befinder sig i, så kan det være svært helt at identificere, hvornår en hest egentlig bliver til en hest. Som nyfødte kalder vi dem føl, og som 4-, 5-, 6- og 7-års overgår de til at være ungheste men hvad med årene derimellem? Når hesten fylder 1 år, så kaldes det åbenbart en 1-års … Men er det så blevet til en ’rigtig’ hest eller hvordan fungerer det?

Generelt er det med heste og deres alder lettere kompliceret, for en 10-årig hest bliver stadig betegnet som meget ung og har nærmest først påbegyndt sit liv – den er jo netop først gammel, når den begynder at give udtryk for det. Men findes der et aldersinterval, hvor det er generelt accepteret at betegne en hest som værende gammel, eller er det hele bare så abstrakt, at hesten egentlig selv bestemmer, hvornår den er gammel?

Jeg løfter stadig øjenbrynene en smule, når jeg hører om ’lille tur’ og ’store tur’, for lige her kunne man vel godt have været en smule mere kreativ, så det ikke bare lyder som to forskellige ruter i skoven.

Freia Rahn

Men hvornår er en hest en pony?
Nu da vi alle er med på (deriblandt mig selv), at der er forskel på en hest og en pony, så er det jo man bliver lidt nysgerrig og tænker – jamen hvad er forskellen, og hvordan kan man skelne dem fra hinanden? Der er heldigvis hjælp at hente på nettet: ”en pony må have et stangmål på maksimalt 148 cm uden sko… fra den højeste torntap på manken”. Man kommer helt til at savne de simple tider, hvor en pony ’bare var en teenager’, og der ingen grund var til overhovedet at overveje, hvad stangmål og torntap er. På trods af utallige google søgninger, så ligner jeg stadig et spørgsmålstegn i hovedet, når disse udtryk bliver anvendt. Til mit forsvar føles det også som om, at de kan anvendes i forskellige situationer (men måske det hele i virkeligheden refererer til det samme?).

Derudover, hvad er det også for noget med ’uden sko’?? Skoene kan vel ikke være meget mere end 0,5 centimeter eller mindre, så det kan da umuligt være for, at ponyen ikke leger med nogen større end sig selv?

Hvor mange kan man lave?
Men nok om hesten, ponyen og alle deres venner, for der findes mange flere udfordrende udtryk indenfor ridesporten. Udover, at det tog mig en evighed at forstå, hvad en piaffe, passage og ekvipage var, på trods af at have brugt mange timer på at se youtube videoer og læse artikler, så har jeg opdaget, at det jo ikke blot er øvelserne eller klasserne som kan være svære at tyde – ridesporten har jo generelt sit helt eget sprog. Jeg løfter stadig øjenbrynene en smule, når jeg hører om ’lille tur’ og ’store tur’, for lige her kunne man vel godt have været en smule mere kreativ, så det ikke bare lyder som to forskellige ruter i skoven.

På den anden side så har kreativiteten fået fuld gas andre steder som med udtrykket ’kür’, fordi hvorfor skulle man anvende det engelske udtryk ’freestyle’, som jo ellers giver god mening? (også for udefrakommende).  Samtidig ville det jo bestemt ikke være mærkeligt, hvis nogen sagde ”man kan lave nogle heste” – men jo det er det altså stadig lidt, specielt efter at jeg erfarede, at udtrykket altså ikke refererede til at avle nye føl. Jeg kan måske sætte mig ind i, at man træner eller uddanner heste, men at man laver dem? For mig virker det stadig en smule misvisende og jeg får stadig et billede af et lille føl i hovedet, når nogen bruger udtrykket.

Men hvis jeg skulle snakke om alle de udtryk, betegnelser og andre ting som skaber forvirring (for mig) indenfor ridesporten, så ville det jo ingen ende få. For jeg havde da aldrig i min vildeste fantasi gættet, at sur stråle har noget med hovene at gøre, og at når man klipper ører på sin heste, så betyder det bare, at man klipper hårene på ørerne?

Jeg er selvfølgelig blevet klogere undervejs! Ikke nok med at jeg er helt (eller nogenlunde) med på, hvad en pony er, og at en hest forbliver ung i meget lang tid, så løfter jeg ikke længere øjenbrynene, når jeg hører om de forskellige klasser, øvelser og lignende. Jeg har nemlig fået styr på, hvad LA, piaffe og en masse andre udtryk betyder – så jeg kan undgå at stå helt blank på sidelinjen.