Vi samler Zibrasport Equest og Riders NOTEBOOK
Én indgang – et væld af muligheder
Zibrasport Equest har siden årsskiftet 2019/20 inviteret indenfor i hestefolkets digitale community med streaminger fra alle de store danske ridesportsevents, artikler, videoserier og meget mere. Samtidig har Riders NOTEBOOK udviklet sig som både bloggerportal og et moderne magasin i øjenhøjde med alle, der elsker hest og ridning. Med sammenlægningen får du som hesteinteresseret en adgang til en digital verden, hvor du kan finde lige præcis det content, der giver dig den hesterelaterede inspiration og underholdning, som du har brug for i din hverdag. Du kan også fortsat nyde spændende, sjove og lærerige artikler med tillige pragtfulde billeder i magasinet – hvad enten du er stævne- eller hyggerytter, til western, islænder, pony eller noget helt sjette.
Lige til højrebenet
”Det giver bare rigtig god mening. Vi har med Zibrasport Equest på kort tid skabt et community med masser af content i skrift og video, hvor hesteinteresserede altid kan finde masser af nyt og ideer til deres dagligdag med hestene. Med bloggerdelen af Riders NOTEBOOK udvider vi paletten med holdninger og idérige påfund af og for både bredden og eliten. Samtidig får de brugere, der er lige så ”gammeldags” som mig, fortsat muligheden for at læne sig godt tilbage i selskab med et lækkert og velskrevet fysisk magasin,” siger Rikke Højgaard, der er ansvarshavende chefredaktør.
Når digital og print går hånd i hånd
I vores digitale community vil I fortsat kunne se med direkte fra de største ridesportsevents i Danmark, ligesom I dagligt vil kunne blive opdateret med det nyeste fra ridesporten og hesteverdenen. På tværs af digitale artikler, video-serier og magasin-features vil I kunne finde læring og input til jeres egen hverdag, tips og tricks, komme tæt på de dygtigste profiler og fagfolk, opleve nye sider af hesteverdenen og finde inspiration til læsning og film. I vil også få muligheden for at tage del i debatten i vores bloggerunivers, hvor I kan gøre jeres stemme gældende og sætte jeres eget præg enten i kommentarsporet hos de øvrige bloggere eller med en helt personlig blog. Det hele vil blive kædet sammen på tværs af de forskellige formater.
(artiklen fortsætter under billedet…)
Et stærkt sted at blive set
”Når man brænder for fælles skabelse, og når vores ting går hånd i hånd, giver det så meget mening at sammenlægge de to medier til ét samlet univers. Et univers der kan det hele og kommercielt set har hele paletten. Vi skal være de bedste både visuelt og redaktionelt og nå så bredt ud som muligt. Det vil på alle måder også være til gavn for sporten ved at være med til at bringe nye kommercielle samarbejdspartnerne i spil. Vi er i gang, og jeg glæder mig til og over denne mulighed,” fortæller Hanne Prier, stifter af Riders NOTEBOOOK og kommercielt ansvarlig.
Vi er i fuld gang
I første omgang fortsætter bloggerportalen på www.ridersnotebook.dk, mens streaming, artikler og videocontent ligger på www.zibrasportequest.com – begge portaler vil dog kunne tilgås fra den anden, og snart smelter de sammen til en fælles platform. Nye medlemsskaber, abonnementer og tilbud lanceres også snarest. Begge redaktioner er allerede samlet og arbejder sammen på at give jer en inspirerende og engagerende hesteverden at boltre jer i – hvad enten det er på video, skrift, billeder eller print. Zibrasport Equest sammen med Riders NOTEBOOK vil give en stærk, fagligt velfunderet redaktion, som med en fælles holdindsats kan motivere og præge hinanden til gavn og glæde for vores læsere og brugere.
Glæd jer til VM i Herning
Når verdensmesterskaberne i springning, dressur, paradressur og voltigering afvikles i Herning i august 2022, er vi VM’s digitale community, hvor vi inviterer indenfor bag kulisserne, så alle kan blive en del af verdens største ridesportsbegivenhed. Op til og under verdensmesterskaberne kan I komme helt tæt på eventet, deltagerne og stemningen. Vi kommer blandt andet til at byde på daglige livesendinger med interviews og grin, en tur med bag de lukkede døre, streaming fra non championship-klasserne og spændende sideevents.