Skip to main content

Video: Nervøs banedesigner fik ros af vinderen

Banedesigner Rasmus Rise var nervøs inden Polaris Grand Prix ved Christmas Show – den nervøsitet viste sig at være ubegrundet.
| admin

Danish Christmas Show afviklede, traditionen tro, eventets største klasse, Polaris Grand Prix lørdag aften den 10. december. Med en fyldt opvisningshal på Vilhelmsborg og spændingen bølgede forud for den store klasse med 23-startende, var der pres på banedesigner Rasmus Rise. Vi talte med ham inden klassens start, og han indrømmede, han var nervøs. Den nervøsitet var dog ubegrundet, ryttere og heste løste opgaven, men der var kun een som formåede at ride fejlfrit, Rikke Haastrup Kristensen og Baluca Z, der også vandt Grand Prix-klassen ved Christmas Show i 2019.

“Det blev en rigtig god og spændende klasse, men jeg ville godt have haft 3 i omspringningen. Der var mange ryttere, der var tæt på, og ingen som skulle reparerer heste efter klassen – og det betyder meget for mig,” fortæller Rasmus Rise.

Der er pres på banedesignerne for at ramme niveauet i klassen, og det bliver ekstra spændende og nervepirrende, når der er mange publikummer, som under Christmas show.

”Det er spændende at bygge, og især den lørdag med så mange mennesker. Det skal bare lykkes, og det er noget helt andet end de andre stævner vi har herhjemme, på grund af de mange publikummer.”

Rasmus Rise, der er A-banedesigner og dybt involveret i afviklingen af springklasserne ved VM i Herning i august, har været med som en del af teamet under Christmas Show da han startede som C-banebygger. Han har bygget Baltic Cup, der er en del af Christmas Show eventet, sammen med Christian Holm, men det var første gang han stod med ansvaret for banerne ved ”det store” Christmas Show.

Rytterne havde givet udtryk for, han udfordrede dem med nogle teknisk svære baner, fortalte han inden klassen, men det tog han meget roligt. Og efter sejren bekræftede Rikke Haastrup også, at det var en super bane. Og der var hele 7 ryttere, som kom i mål med et enkelt nedslag.

Læs også: Rikke Haastrups juleønske gik i opfyldelse ved Christmas Show og se Rikkes vinderridt.

“Christmas Show er et specielt stævne. Også for banebyggerne, for vi skal trods alt ikke bygge mere end 4-5 klasser om dagen, modsat stævner, hvor vi skal bygge 7-8 klasser,” fortæller Rasmus. Når der skal bygges et større antal baner, og det skal ske på kortest mulig tid, for at overholde tidsplanen, adskiller banerne sig ikke meget for hverandre. Nogle afstande og placering af kombinationer går igen, for at få puslespillet til at gå op.

Forud for Polaris Grand Prix var hele banen erstattet af fire forhindringer i sixbar-konkurrencen, så Rasmus og hans dygtige team af frivillige hjælpere stod med et helt “blankt lærred” da de gik igang med at bygge banen. Og imens havde arrangørerne sørget for musikalsk underholdning.

Resultatet af Polaris Grand Prix:
1 Rikke Haastrup Kristensen/BALOUCA Z
2 Mie Stuhr-Petersen/VINCEL
3 Frederikke Svendgaard/BØGEGÅRDENS CRISTIANO
4 Kasper H. Hansen/KATRINELUND SATISFACTION
5 Rikke Andersen/CHACCOSSINI
6 Michael Aabo/LUGRANDA

Hvis du er premium medlem hos Zibrasport Equest kan du se alle de klasser vi har livestreamet i vore store stævnearkiv. Du kan bl.a. nyde at se hele Polaris Grand Prix-klassen. Linket finder du her: POLARIS Grand Prix 2022 (150 cm) – Christmas Show 2022(Lørdag)