Skip to main content

Video: Salg af heste gør min drøm mulig

Berider Carina Cassøe Krüth var en del af OL-holdet i Tokyo. Sammen med Heiline’s Danciera er hun klar til FEI World Cup i Herning. Hun lever af at uddanne heste, og sælge dem til andre. Og har hun så noget nyt på vej i stor sport, hun kan beholde?
| admin

Nej, fortæller Carina Cassøe Krüth – Faktisk er de heste, hun har i Grand Prix eller tæt på at være Grand Prix-klar til salg. Det er en del af hverdagen for OL-rytteren, men hun beklager sig ikke, tværtimod.

”Jeg er glad for det liv jeg har, og salget af heste gør, at jeg kan leve min drøm”, fortæller hun bl.a. i dette lille videoklip fra eftersommeren.

Hun debuterede en af sine egne heste i Grand Prix i sommer, Heiline’s Zackton e. Blue Hors Zack.

”Han er super fin, men han er en af de heste, jeg skal sælge, det er sådan det er,” fortæller Carina Cassøe Krüth.

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Zackton. Foto: Zibrasport Equest

Carina og Danse klar til World Cup

Heiline’s Danciera er ejet af Ingrid og Poul Thøgersen. Den yndige, sorte hoppe leverede sammen med Carina en fantastisk præstation ved OL, hvor de sluttede den individuelle konkurrence i kür på en 7. plads.

”Det har hele tiden været planen, at Danse kun skulle gå et mesterskab i år,” fortæller Carina.

Blev mesterskabet OL, havde hun aftalt med ejerne og hendes træner Andreas Helgstrand, at hun ikke skulle være en del af EM-holdet i Hagen. I stedet skulle den 10-årige hoppe have noget træningsfri, og så i stedet gøres klar til World Cup-konkurrencerne på hjemmebanen i Herning.

Det er Carinas mand Casper, som sammen med Jens Trabjerg står for World Cup-stævnet, og han vil naturligvis gerne have Carina og Danse til start. Og som Carina understreger, er det noget hun gør med glæde, for der er en helt særlig stemning i Boxen.

Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera, samt ejerne Ingrid og Poul Thøgersen, hendes mand Casper Cassøe og groom Signe. Foto: privat

Flytteklar efter World Cup

Carina og Casper har købt en naturskønt beliggende gård tæt på Mariager. Den har de ombygget de seneste måneder for at få plads til deres ca. 45 heste, hovedsageligt ungheste og plage.

Det kan man høre mere om her: Det bliver Så godt – men der er lang vej – Zibrasport Equest

I ugerne efter Word Cup skulle stald og ridehal gerne være klar til indflytning. Der bliver 16 bokse i stalden, og i en større lade bliver der opsat ekstra bokse, og desuden bliver der bygget to løsdriftsstalde på de store folde omkring gården.