3 danske OL-ryttere til start ved Sweden International Horse Show
Den 25. – 28. november afvikles Sweden International Horse Show med international springning, dressur, kørsel, indendørs terrænspringning, islandske heste, show og meget, meget mere. I dette overflødighedshorn af store oplevelser er et af højdepunkterne helt klart den spændende CDI5* SAAB Top 10 Dressage.
10 af verdens bedste
Her mødes de 10 højst rangerede dressurryttere på verdensranglisten og dyster om titler og store pengepræmier. Lørdag kl. 11.00 rider rytterne FEI Grand Prix og Søndag fra 10. 30 står den på FEI Grand Prix Kür. I 2019 vandt Cathrine Dufour med Atterupgaards Cassidy, og I år er Cathrine på startlisten med Bohemian. Parret er pt. nr. 2 på FEIs verdensrangliste. Også Carina Cassøe Krüth og Heilines Danciera (pt nr. 8 på verdensranglisten) er til start ved det store show, og begge ekvipager var en del af dressurlandsholdet ved OL i Tokyo i sommers.
Og det er et stærkt felt, de to danske ryttere bliver en del af. Fra Tyskland kommer Jessica von Bredow Werndl med Tsf Dalera BB, fra Sverige er Patrik Kittel og Therese Nilshagen til start, mens Holland bliver repræsenteret af Dinja van Liere og Hans Peter Minderhoud. Ydermere stiller Charlotte Fry op for England, mens finske Henri Rouste fuldender feltet.
Åben træning fredag
Som noget nyt bliver det muligt at følge rytterne, mens de træner fredag fra kl. 09.30. Træningen kommenteres af Pether Markne, som du lige nu kan se en serie med her på Zibrasport Equest.
(artiklen fortsætter under billedet…)
Flarup og Fascination skal på banen
Som nævnt favner Sweden International Horse Show bredt, når det kommer til discipliner, og i den altid underholdende indendørs terrænspringning, er den danske OL-rytter Peter Flarup til start med sin talentfulde Favorit Ask søn – Fascination.
World Cup Finale i Tölt med danske ryttere
For tredje gang afgøres World Cup i Tölt1 ved Sweden International Horse Show. Rytterne samler point ved kvalifikationer rundt om i Europa, og top 8 fra rankinglisten indbydes til at ride finale i fantastiske Friends Arena. To danske ryttere har formået at kvalificere sig til den prestigefyldte finale, og det er Julie Christiansen og Sys Pilegaard.
Se med LIVE
Du kan følge konkurrencerne live på SIHS Online. En adgang til hele eventen koster 450 svenske kroner, men det er også muligt at købe dagspas til 250 svenske kroner. Se mere her
Start- og resultatlister