Alle danske heste gennem inspektion
Alle de springheste der skal deltage i verdensmesterskabet i springning, som starter onsdag, har i dag været fremvist foran dyrlægerne og dommerkomiteen. Dette tjek laves for at sikre at hestene er klar til konkurrence – i fagtermer kaldet Fit to Compete.
De 5 danske heste blev alle fremvist af deres ryttere, og blev godkendt. Det betyder, at de alle er klar til familiarisation i morgen, hvor alle deltagerne i mesterskabet får lov til at træne på Stutteri Ask Stadium inden konkurrencerne for alvor starter. Konkurrencerne begynder onsdag og fortsætter frem til søndag, hvor den individuelle finale afholdes. Holdfinalen afholdes fredag aften under kunstig belysning.
Det danske hold består af Andreas Schou med Darc de Lux, Lars Bak Andersen med Carl-Heinz B., Linnea Ericsson-Carey med Skorphults Baloutendro, Emil Hallundbæk med Chalisco og Rikke Belinda Barker med Tabalou PS. Med sig har det danske hold blandt andet landstræner Bo K. Møller og deres landsholdsdyrlæge Casper Tschernja.
Der er kun 1 af de danske springryttere, der tidligere har deltaget ved et verdensmesterskab, nemlig Andreas Schou, som også er den rytter på holdet med mest mesterskabserfaring med blandt andet 1 OL og hele 7 europamesterskaber på CV’et. Linnea Ericsson-Carey og Lars Bak Andersen har 1 seniormesterskab, EM, på CV’et, mens både Emil Hallundbæk og Rikke Belinda Barker er debutanter i mesterskabssammenhænge.
De 5 heste, der skal fremvises i morgen, kommer fra henholdsvis Israel, USA, Frankrig, Columbia og Polen.
Tidsplan for springkonkurrencerne.
Onsdag kl. 11.00 – Første konkurrence, individuel og hold
Torsdag kl. 13.00 – Anden konkurrence, individuel og hold
Fredag kl. 21.00 – Tredje konkurrence, holdfinale og en del af den individuelle konkurrence
Søndag kl. 14.00 – Fjerde konkurrence, individuel finale
/Herning2022