Berømte heste: Secretariat
Secretariat blev født på The Meadow Stud i 1970. Hans far var Bold Ruler og hans mor var Something Royal. Allerede som føl skilte han sig ud fra de andre, han var stor, modig og leder af flokken. Han fik snart øgenavnet ’Big Red’ på grund af hans karakteristiske kobberrøde farve og hans størrelse (168 cm. i stang). Som han voksede op, blev han beskrevet som en hest, der var sat utrolig godt sammen, med god hals, gode bevægelser og en meget kraftfuld bagpart. En australsk træner beskrev ham således:
”Han er fantastisk, en helt perfekt hest. Jeg har aldrig set noget lignende.”
Forventningerne var altså store til Secretariat, da han begyndte at løbe som 2-årig, og han indfriede dem til fulde. Han vandt 7 ud af 8 løb og blev udnævnt il Årets Hest (Horse of The Year), hvilket sjældent skete for en 2-årig. Som 3-årig kunne han så sensationelt tage titlen som Triple Crown vinder – den første i 25 år – og ikke nok med han vandt, hans satte rekord i alle tre løb! I alt blev det til 9 sejre og endnu en udnævnelse til Årets Hest i 1973.
Som 3-årig blev Secretariat solgt som syndikat for et rekordbeløb på 6.08 mio. dollars – med den betingelse at han blev pensioneret fra galopsporten samme år. Det betød, at Secretariat allerede som 4-årig var færdig i sporten og kunne påtage sig jobbet som avlshingst. I 1974 blev han optaget i galopsportens Hall of Fame, og han indtog siden andenpladsen på listen over top 100 galopheste i det 20. århundrede.
Secretariat nåede at blive far til 663 afkom, heraf var der 341 vindere, og 54 Stakes vindere. Han formåede aldrig at producere en søn, der kunne træde i hans fodspor, og hans indflydelse ses i dag mest gennem hans døtre. I efteråret 1989 blev Secretariat forfangen, og han blev aflivet i en alder af 19 år. Efter hans død blev han obduceret, og dyrlægerne fandt, at han havde et helt utroligt stort hjerte, der vejede omkring 10 kg. Et stort hjerte ligger i fuldblodshestens gener og siges at nedstamme fra Eclipse (1764-1789), der også havde et stort hjerte, der til sammenligning vejede 6,4 kg. Secretariat er i dag begravet på Clairborne Farm i Kentucky.
Der er flere statuer af den berømte hest, den nyeste af Jocelyn Russell blev afsløret i oktober 2019, og viser Secretariat og hans jockey Ron Turcotte vinde Kentucky Derby.
I 2010 kom filmen ’Secretariat’ produceret af Disney, som klart kan anbefales, og vil man have hele historien, har Lawrence Scanlan skrevet den spændende biografi: ’The Horse God Built: The Untold Story of Secretariat, the World’s Greatest Racehorse’
Læs også