Skip to main content

Carina Cassøe Krüth: Drømmen om OL er tættere på

Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera dansede til sejr i den 5-stjernede Grand Prix Special, læs hvad Carina tænker om den oplevelse
| admin

Carina Cassøe Krüth overtog Heiline’s Danciera e. Fürstenball (opdr. Stald Heiline) da hoppen var fire år. Nu er hun 10 år og har netop vundet 5-stjernet Grand Prix Special sammen med Carina i Compiégne.
Undervejs på deres forrygende rejse sammen, har de været et mulehår fra en podieplads ved UVM for 5-, 6- og 7-års heste. Deres samarbejde er godt og tæt, de kender hinanden, og Carina glæder sig meget over, at Danses ejere Ingrid og Poul Thøgersen giver parret deres fulde opbakning.

Drømmen om OL er kommet nærmere

Landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein har længe haft et godt øje til ekvipagen, og når hun skal sammensætte holdet til OL i Tokyo (sidste frist for anmeldelse er 5. juli), håber Carina på at være på listen sammen med Danse.

“Nu tænker jeg, drømmen er kommet tættere på,” fortæller Carina fra Compiègne, hvor der bliver nusset om Danse inden hun skal på den lange rejse hjem fra Frankrig sammen med Fiontini.

Hun var bare fin

Carina sejrede i Grand Prix Special med 77,872% og det på trods af en taktfejl i den første øgning. “Hun er bare så fin, og det var bare dejligt”, fortæller Carina med begejstring i stemmen, og hun forklarer: “Hun plejer nok at være sikker i fri trav, men bunden var lidt mærkelig, for de havde vandet den godt, men midterlinjen var noget dybere.” Carina mener, at hoppen mistede balancen på grund af den ujævnhed. Det betød heldigvis ikke noget for placeringen, men kostede godt et procentpoint i scoren.

En top-ti placering er et ønskemål

Klasserne Carina har redet i Compiègne var en del af den 5-stjernede tour, som er det højeste niveau. Og er det så anderledes? ” Det eneste der er anderledes er, at det betyder noget for pointene til verdensranglisten, men at ride rundt derinde er det sammen som gælder, hvis man rider derhjemme,” fortæller hun med smil i stemmen. Alligevel har stævnet og sejren betydning, for Carina har et ønskemål: at komme op i top ti på verdensranglisten.
“Det kræver stabilitet og høje procenter,” erkender hun, men håber på, at hun sammen med den kun 10-årige hoppe, kan opnå det mål.

Carina Cassøe Krüth vandt karrierens første pokal. foto: privat

Ærgerligt med Nations Cup

Det danske landshold førte holdkonkurrencen, Nations Cup efter Grand Prix klassen i går. Læse mere om konkurrencen i nyheden: Dansk/Svensk topkamp i Nations Cup

Efter Cathrine Dufour ikke kunne komme til start med Bohemian, læs artiklen: Dufour diskvalificeret – Carina vandt, blev det dansk landshold sprængt, da der ikke er en dropscore, men alle tre ryttere tæller. Charlotte Heering starter Kür ved 15-tiden i dag, men Danmark er ude af holdkonkurrencen.
“Vi ville da gerne have vundet, men det er ikke derfor, vi er hernede. Jeg har fået det ud af det, jeg kom efter: vi har testet formen af, og vist forbedring siden stævnet i Hagen, så det er fint”, understreger Carina.

Nu skal hun hjem for at blive vaccineret mod corona, Danse skal have lidt fri, så skal hesten gennem et grundigt dyrlægeeftersyn, og så skal de mødes med de øvrige ryttere i A-truppen på boot camp på Blue Hors midt i juni.
Men først går turen hjem fra Compiègne med den første og største pokal Carina har vundet i sin karriere. “Vi har også fået staldplaketter, der er dejligt, for det er sjovt at få det, når det er fra den her slags stævner,” slutter Carina Cassøe Krüth.

Start- og resultatlister