Skip to main content

11-årige Emma: Mounted games giver et særligt fællesskab

Store Hestedag fungerer som et fantastisk udstillingsvindue for bredden i hesteverdenen. Store som små, langhårede som korthårede og alt derimellem er repræsenteret ligesom diverse discipliner kan opleves i weekenden på Roskilde Dyrskueplads.

En af disse discipliner er det aktionprægede mounted games, som er en disciplin, hvor man dyster i en række forskellige lege til hest. Disciplinen byder på et højt tempo samt masser af energi og spænding, når pony og rytter i fuld fart udfører imponerende øvelser. En af de dygtige mounted games ryttere herhjemme er 11-årige Emma Beenfeldt Bahnson, som er på U12 landsholdet.

Læs mere i Riders NOTEBOOK: Fart over feltet: Emma er vild med mounted games

Vi mødte Emma efter konkurrencen ved Store Hestedag lørdag til en snak om, hvad mounted games går ud på, og hvorfor det er så fedt at ride det sammenlignet med spring og dressur.

Hør Emma fortælle om mounted games i indslaget fra Store Hestedag her:

Se mere: Opvisning i Mounted Games

Lusitanoen: En ven for livet

Lørdagens Store Hestedag bød bl.a. på kåring af den smukke hesterace Lusitano, og i den forbindelse mødte vi Ingeborg Kier Riisgaard, som havde årets eneste hoppe med til kåringen.

Ingeborg har i mange år redet dansk varmblod, men nysgerrigheden på den portugisiske arbejdshest Lusitano kunne hun alligevel ikke slippe, og i dag ejer hun flere af de arbejdsvillige, smidige og ikke mindst modige Lusitanoer.

Ingeborg med hendes lusitano hoppe til Store Hestedag. Foto: Zibrasport Equest

Læs mere: Raceportræt af lusitanoen

Lusitanoen vælger dig

Lusitanoen er en smuk hest, som efterhånden har vundet mere indpas i Danmark. Og med god grund ifølge Ingeborg, som fortæller, at Lusitanoen er en intelligent hest, som selv vælger sit menneske. Så når du finder et match, har du en ven for livet i din Lusitano.

Se indslaget med Ingeborg og bliv klogere på både Lusitanoen og kåringen til Store Hestedag her:

Læs også: Rideferie på heste der mestrer Grand Prix øvelser

7-årige Esthers drøm gik i opfyldelse til Store Hestedag

Store Hestedag er i fuld sving på Roskilde Dyrskueplads, og lørdagen har budt på alt fra opvisninger og clinics til stævner og udstillinger til stor glæde for de fremmødte i alle aldre.

Men særligt én 7-årig pige har formentlig haft en dag ud over det sædvanlige. Da Esther Knudsen Hemmingsen sprang ud ad sengen i morges, var det nemlig blevet tid til dagen, som hun har ventet på i 3 år! Sammen med sin lille brune vallak Bette Mads, skulle hun langt om længe ride LD1-B til Store Hestedag. Og det er ikke hvad som helst for Esther. Da hun som 4-årig var til Store Hestedag og så ponyerne ride, sagde hun nemlig “det vil jeg også”. Siden da har hun øvet og øvet på Bette Mads, og særligt det seneste halve år har de forberedt sig på Store Hestedag hjemme på Sakskøbing Rideklub på Lolland.

Se klippet med den måske sødeste ekvipage til Store Hestedag her:

Sådan gik det for Esther og Bette Mads

Deres længeventede debut ved Store Hestedag kom lørdag morgen i de to pony dressurklasser LD1-B ponyer u/11 år og LD1-B ponyer. Det blev desværre ikke til placeringer i denne omgang, men en flot 7. og 8. plads kunne Esther og Bette Mads tage hjem til Lolland med. Vi håber at se de to til Store Hestedag igen til næste år!

Esther og Bette Mads til Store Hestedag. Foto: Zibrasport Equest