Cathrine Dufour: Min største rollemodel er Rasmine
Hvis OL i Tokyo bliver en realitet, så er Cathrine Dufour en af Danmarks mest sikre kort i dressur.
Og den store sportsbegivenhed er da også noget, den 29-årige rytter ser frem til.
Det afslører hun i et interview med Danmark til OL:
– OL i Tokyo er en kæmpe drøm. Men der er også rigtig mange udefrakommende faktorer i form af corona og hestevirus, der gør, at det er svært at få tingene til at hænge sammen, lyder det.
Også forholdet til Rasmine Laudrup bliver berørt – og det er helt tydeligt, at springrytteren, som Cathrine blev forlovet med i forbindelse med DM i 2020, har en særlig plads i hendes hjerte.
– Min største rollemodel er min partner Rasmine. Hun har et fedt livssyn, hun kan med alle, og det ser jeg virkelig op til. Karrieremæssigt ser jeg op til Isabel Werth, der er plus 50 og stadig skabe flotte resultater og kontinuerlighed i hendes præsentationer.
Du kan læse hele interviewet her, hvor Dufour også fastslår, at et af karrierens højdepunkter var SAAB Top 10 i 2019.