Corona-hjælpepakke nu også til hestehold
I midten af februar fortalte vi, hvordan Venstre-politiker Ulla Tørnæs og berider Lars Trier Kjøller var gået sammen for at gøre opmærksom på udfordringerne i hestebranchen under coronanedlukningen.
Mange større og mindre erhvervsdrivende kæmper for deres overlevelse under nedlukningen som følge af coronapandemien, og for mange af de erhvervsdrivende i hestebranchen er der ikke hjælp at hente i regeringens hjælpepakker. Det har fået berider Lars Trier Kjøller, der driver LK Equestrian ved Troldkær mellem Vamdrup og Jels, til at kæmpe for en ændring af hjælpepakkerne, og sammen med Ulla Tørnæs er det nu lykkedes.
Begge er de særdeles godt tilfreds med udfaldet, men der er dog en lille ”flue i suppen”.
– Det er ærgerligt at hjælpepakken ikke gælder fra den 11. marts 2020, men fra den 9. december 2020, men jeg er stolt af, det overhovedet er lykkedes for os, fortæller Lars Trier Kjøller.
Nu, hvor der ikke er stævner, og mulighed for undervisning, så er hans indtjening faldet drastisk, men udgifterne er de samme. Hestene skal fortsat fodres, have smed og dyrlæge, passes og uddannes. Det er der nu hjælp til, idet det lyder i aftalen:
- Foder til dyrehold uden for landbruget kan fra og med den 9. december 2020 kompenseres som en fast omkostning. Det er eksempelvis udgifter til hestehold, hundeopdrætnings- og avlsdyrsbranchen uden for landbruget, herunder til rideskoler, hundekenneler, dyr hos dyrehandlere, dyrlæger samt cirkusser. Dyrehold i landbruget hører fortsat under den fælles landbrugspolitik og statsstøttereglerne herom.
– Det betyder vi kan få støtte til foder, dyrlæge og smed, forklarer Lars, og han fortsætter:
Det kommer til at få positiv betydning for mange, der som jeg bløder under nedlukningen
Lars Trier Kjøller
At Ulla Tørnæs og han har lykkes med at gøre politikerne bevidste om udfordringerne i hestebranchen er han, forståelig nok, stolt af. At det betyder noget at være vedholdende og kæmpe. Lars understreger, at han ikke havde kommet i mål alene, og at Ulla Tørnæs har været en nøgleperson i denne oplysningskampagne, for at få åbnet politikernes øje for branchen. Omvendt understreger Ulla Tørnæs, at hun ikke havde kunne komme i mål med den kampagne uden at have Lars og hans forretning og de input han har givet hende, som et eksempel, der gjorde det lettere at give beslutningstagerne et indblik i, hvordan det ser ud fra Lars’ stol.
– Man skal kende forholdene, og vi kan alle forholde os til udfordringerne for en frisørsalon, men det er langt fra alle, der har kendskab til hestebranchen, og hvordan vilkårene er der, uddyber Ulla Tørnæs til Zibrasport Equest.
Det er et lille plaster på såret, at vi kan få hjælpepakken fra den 9. december, men jeg havde som Lars gerne set den havde virkning fra 11. marts sidste år.
Ulla Tørnæs
Justeringerne af hjælpepakkerne skal nu udmøntes i en egentlig bekendtgørelse, som skal laves i ministeriet. Derfor skal man have lidt tålmodighed i forhold til at få penge på kontoen, men muligheden foreligger, og Ulla Tørnæs opfordrer til, at for hvem det er relevant at tage kontakt til sin revisor for at få et overblik over, hvad der er muligt.
– I de her situationer mangler vi en brancheorganisation. For der er ingen tvivl: sætter vi os bare ned og håber politikerne ser os, tager vi fejl, for det gør de ikke, understreger Lars. Der skal en helt anden, målrettet handling til. Samarbejdet mellem berideren og politikerne har dog vist, at det er muligt at ændre på tingene, blot man er vedholdende, og kender vejen til målet. Og i dette tilfælde har holdindsatsen mellem Ulla Tørnæs og Lars Trier Kjøller skabt en mulighed, som en stor del af hestebranchen vil kunne nyde godt af i en svær tid.
Læs nyheden fra Erhvervsministeriet HER