Daniel Bachmann debuterede 4 stjernefrø i Randers
Randers Sportsrideklub havde i weekenden udskrevet mange %-klasser, og det gav Daniel Bachmann Andersen en mulighed for at få debuteret 4 af staldens talentfulde heste. Til Zibrasport Equest fortalte Daniel i januar måned, at han aldrig har haft så gode heste, som han har nu. Og han er særdeles tilfreds med sine stjernefrø efter weekendens debuter.
76% i Grand Prix
Daniel Grand Prix-debuterede den 13-årige Quaterback-søn Mister-C i Grand Prix med hele 76% den charmerende hingst har han redet siden oktober sidste år, hvor han kom til Daniel fra tyske Dorothee Schneider. Hingsten er i ungarsk eje, og deres Grand Prix-debut blev afviklet uden fejl. Hingsten har masser af charme, udtryk og god knæaktion med et fint antrit i piaffe og passage. Der var kun et at sige fra Daniels side om debuten: ”Det var fedt!”
Video fra weekendens stævne:
I samme %-klasse debuterede Daniel den smukke skimmel Cracciola MT e. Chin Champ i Intermediaire I. Også en debut, der levede op til forventningerne, og viser, at hingsten er helt på rette vej. Med 73,333% kom han ind på andenpladsen, sejren i klassen tog han på Mister-C.
Det er nu ikke placeringerne, som Daniel hæfter sig særligt ved. Vigtigere er det, at hestene har fået en god oplevelse, og at de også viser, de kan præstere på fremmede baner, forklarer han.
Læs også: Daniel Bachmann Andersen om kommende stjerner
”Det var så fedt at komme ud og få dem luftet. Selv var jeg rimelig skarp, og følte ikke, jeg var rusten.” fortæller Daniel, der har haft nogle måneders stævnepause, hvor han har arbejde med hestene hjemme i træningen på ridecenteret ved Ebeltoft. Han fortsætter: ”Jeg behøver ikke selv at ride stævner. Det er træning derhjemme, der er fedest for mig, men det er vigtigt for hestene, at de kommer ud og ser noget andet. De har godt af at komme ud, og få noget erfaring. Og dejligt jeg ikke skulle køre langt, for at de får nogle oplevelser.”
Store forventninger til Zac Efron MT
C-stævnet i Randers gav også debut til 7-årige Zac Efron MT e. Blue Hors Zack. Daniel red ham til 75,128% i MB0, og Daniel var mere end godt tilfreds med resultatet. ”Jeg har haft Zac Efron i snart 2 år, og nu er han klar. Det var mega godt. Han er en vanvittig god hest, der har hele pakken: udseende, alle gangarter og indstilling.”
Planen for Zac Efron MT er at lade ham opleve nogle stævner på MB niveau i vinter, for så at rykke ham et niveau op til foråret. ”Jeg vil fortsat tage det roligt med ham, det skal flaske sig, jeg har en god plan med ham,” forklarer Daniel, der tydeligvis har store forventninger til Zack-sønnen.
I samme klasse red Daniel 7-årige Fassianos e. Romance I, også en 7-års hest, der klarede sin stævnedebut flot – lige indtil changementerne til slut. ”Vi var over 73% indtil de to byttere – den første var en eksplosion, og i den anden faldt han i trav,” ler Daniel, mens han fortæller, hvordan Fassionos bare gav op, på trods af, han er sikkerheden selv netop i changementer, derhjemme. Derfor, understreger han, er det så vigtigt, hestene kommer ud og ser noget nyt. ”Det var helt ok, han reagerede sådan, der er jo også derfor man rider stævnerne,” understeger han.
Forsøger at være en rollemodel
Omverdenens blikke har fulgt Daniel gennem mange år. Det er han vandt til, han har redet på de største hjemlige og udenlandske stævnepladser, men et C-stævne tæt på hjemmet kan altså også noget særligt. Daniel forklarer: ”
”Det er så fedt at komme ud og møde nogle andre folk, som jeg ikke lige kender. Jeg sætter mig op, som var det et stort stævne. For det er vigtigt for mig, at hestene får en god oplevelse. Og så prøver jeg at være et forbillede, prøver at ride så pænt som muligt. Jeg vil gerne være en rollemodel i min fremtoning, så jeg gør det, så godt jeg kan.”
Glæder mig helt vildt til Herning
Daniel kommer til start ved landsstævnet i Hedensted med flere heste fra M-niveau. Det ser han frem til. Her på Zibrasport Equest streamer vi fra stævnet. Det kan man læse mere om HER.
”Min plan er Hedensted, så Herning og forhåbentlig Hagen,” fortæller Daniel om sine nærmeste stævneplaner. Han ser i høj grad frem til at ride EM-hesten Marshall-Bell i de 5-stjernede konkurrencer ved Dansk Varmblods Hingstekåring i marts. Se mere om stævnet HER
”Jeg har en god fornemmelse af ham. Han er blevet meget stærkere over vinteren. Vi skal til træningssamling på Slangerupgard inden Herning, og det er godt, lige at komme i en anden hald inden. Han er sød, men det at altid godt, de lige får en oplevelse inden en stor opgave. Jeg glæder mig vanvittig meget til at ride for publikum i Herning, det er dejligt igen at ride for publikum, og så er det danske publikum bare fedt, det giver et kick at ride i Herning.”
Flyttedag før tiden
Tiril og Daniel Bachmann Andersen har drevet egen forretning med træning og salg af heste siden foråret 2020 på dejlige Kleppenhus ved Ebeltoft. De har lejet sig ind hos ejeren, den norske landsholdsrytter Cathrine Rasmussen. Men, som vi kunne fortælle i januar, har parret valgt at flytte deres forretning og familien til Julianelyst ved Østbirk, der er ejet af Claus og Agnete Kirk Thinggaard.
Læs også: Daniel Bachmann flytter ind på Julianelyst
Planen var, at flytningen skulle være klaret til 1. maj, men planerne er ændrede, så hestene skal flytte ind på Julianelyst den 1. marts.
”Det bliver lige midt mellem Hedensted og Herning,” fortæller Daniel, men han er helt rolig for flytningen. Mange har tilbudt deres hjælp: venner, kunder og familie, så Tiril og Daniel har et godt team bag sig, når de sammen med deres ansatte skal have flyttet 27 heste fra Ebeltoft til Østbirk, med hvad der nu følger med af udstyr og foder, men alle glæder sig til en lidt lettere hverdag på det velfungerende og særdeles smukke ridecenter på Julianelyst.