Skip to main content

Danmark vinder VM-guld!

Cathrine Laudrup-Dufour red under massivt pres, men deres imponerende resultat var nok til at sikre det danske hold verdensmesterskabet i dressur.
| admin

At det ville blive spændende havde mange ridesports-interesserede nok forudset, men at VM i holddressur ville blive så nervepirrende, som det endte med at blive, havde få nok regnet med.

Efter to dage med dressur på højeste niveau kan Danmark kalde sig ny verdensmester i dressur for hold. Og det er intet mindre end en historisk præstation af teamet – hidtil bedste placering er bronzemedalje i 1982.

Læs også: Daniel og Marshall-Bell med ny personlig rekord

Carina Cassøe Krüth og ’Danse’, Nanna Merrald Rasmussen  og Blue Hors Zack, Daniel Bachmann Andersen og Marshall-Bell havde redet op til deres bedste, inden Cathrine Laudrup-Dufour og Vamos Amigos skulle på banen i det sidste heat af holdkonkurrencen søndag aften på Stutteri Ask Stadium.

Cathrine med nerver af stål

Kronprinsesse Mary og prinsesse Benedikte var to af mange på lægterne, der spændt fulgte Cathrines ridt på den 10-årige vallak.

“Der her hest har en lethed og udtryk, der gør, at dressur bliver helt fantastisk,” lød roserne fra Bjarne Nielsen, mens ekvipagen viste travøvelserne.

Superflot piaffe- og passagearbejde – og et galopprogram fremført med stor rutine – til trods for Vamos Amigos’ unge alder samt fejlfrie toerchangementer og ettere sørgede for en midterscore på nær 80%.

Og i sidste del af Grand Prixen formåede parret at hente endnu flere point hjem.

Læs også: Nanna og Zack sørgede for drømmestart til Danmark

Publikum jublede og gav stående bifald til en rørt Dufour, da hun havde hilst af.

81.864% blev den imponerende score – dagens højeste, hvilket altså var nok til at sikre Danmark VM-holdguld for første gang nogensinde.

“Jeg var nervøs”

Cathrine sagde efter sit ridt:

“Tak til publikum – I rockede arenaen til perfektion. Jeg var lidt nervøs, jeg er altid nervøs.

Men i dag beroligede jeg mine trænere Nathalie og Kyra og sagde til dem: Vi kan gøre det her.

Vamos var intet mindre end fantastisk. Jeg er så enormt stolt over det, mine holdkammerater har gjort. Vi er alle så stolte af vores præstation….

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Det er helt tosset.”

Medaljefordelingen VM holddressur 2022

Guld: Danmark 235.451

Sølv: Storbritannien 234.223

Bronze: Tyskland 230.791

Træner og rytter efter VM-guld var en realitet Foto: Zibrasport Equest
Det danske team Foto: Zibrasport Equest

Læs også: Holland fører i dressuren – Danmark er 3er

Mandag skal de 30 bedste ekvipager fra Grand Prix ride Grand Prix Special – Danmark har alle fire ekvipager kvalificeret.