Skip to main content

Forskning: Rutiner fremmer hestevelfærd

Hvis du er lidt sent på den, når hesten skal fodres, er det næsten stensikkert, at det er en meget utålmodig hest, der tager imod dig. Og det er der god grund til. Slovenske forskere har nemlig påvist, at uregelmæssige tidspunkter for fodring kan have betydning for hestens velfærd.
| admin

Ovenstående kommer nok ikke som en overraskelse for mange hesteejere, men alligevel er der mange, der skælder ud eller råber ad deres heste, når de sparker på døren eller bider i tremmerne ved fodringstid. Det viser, at ikke alle forstår, hvordan fodring uden for skemaet kan påvirke hestene, siger forskere fra Ljubljana Universitet i Slovenien.

Forskerne undersøgte stress-tegn hos otte heste ved at teste deres reaktioner på regelmæssig og uregelmæssig fodring (nogle gange en time for tidligt, nogle gange en time for sent). Normalt fik hestene korn og hø kl. 6 om morgenen, og derefter blev de lukket på fold resten af dagen. Forsøget viste, at de fleste af hestene viste tegn på stress, når deres foder var forsinket, og det gav sig udtryk i, at de vrinskede, skrabede og sparkede på stalddøren.

Ikke fræk, uopdragen eller sjov
En sådan foregribende opførsel – som nogle måske ville kalde utålmodighed – er et tegn på frustration og dermed dårlig hestevelfærd. Og selv om det er et typisk scenarie i en stald, når hesten må vente på sit foder, så er der mange hesteejere, der reagere uhensigtsmæssigt på situationen. Nogle bliver irriteret eller vrede, mens andre finder hestens utålmodighed komisk.

Det er dog helt forkert at skælde ud eller grine af adfærden, for hesten prøver bare at fortælle, hvordan situationen stresser den (Det er selvfølgelig op til hver enkelte hest, hvor fleksible den er i forhold til forandringer). Både dyr og mennesker har det bedst med rutiner, således at de kan kontrollere og forudsige omgivelser og miljø, der har en afgørende indflydelse på deres daglige præstation og helbred.

Det indvendige ur 
Studiet viste ikke kun, at hestene udviste tegn på stress, når deres foder var en time forsinket, men også at hestene har styr på tiden i løbet af dagen. Hestene har et indvendigt ur, der forudsiger de daglige aktiviteter, og således er de så forberedt som muligt på det, der sker omkring dem, hvilket øger deres chance for overlevelse.

Forsøget viste også, at når heste i boks blev fodret for tidligt, så spiste de mindre end normalt, inden de blev lukket ud. Hestene var simpelthen ikke helt vågne endnu, eller forberedt på at det var spisested. Selv om det selvfølgelig ikke er ideelt, er det dog bedre at fodre for tidligt, end at lade hesten vendte for længe – set ud fra hestens adfærd.

Vi skal tilpasse os hestens skema
Det korte af det lange er, at selv om det ikke altid er let at holde sig til det samme tidspunkt for fordring hver eneste dag, så er det vigtigt at være klar over, at forandringer i tidsplanen kan være stressende for hestene. Derfor er forskernes råd, at man ikke skal tilpasse hestene til ens eget skema, men så vidt muligt overholde hestenes skema. Altså hvis man ikke selv har mulighed for at fodre på det normale tidspunkt – så få en ven eller nabo til at påtage sig jobbet. Hvis den mulighed ikke foreligger, er det trods alt bedre at fodre hesten for tidligt end for sent. 

Kilde: The Horse