Dansk landshold udtaget til VM i TREC
Det er intet mindre end fantastisk, at Danmark det for første gang i historien har så mange dygtige ryttere, der konkurrerer højeste niveau, at det er muligt at stille op i holdkonkurrencen til verdensmesterskaberne i TREC. Det skyldes hovedsageligt, at flere og flere ryttere har fået øjnene op for den alsidige disciplin indeholdende de tre faser orienteringsridt, terrænridt og gangartstest.
Læs også: Foreningen TREC Danmark er en realitet
Foreningen TREC Danmark, som har overtaget disciplinen TREC efter DRF, har udtaget en bruttotrup til deltagelse i VM, som finder sted i Frankrig, den 24.-26. august 2022. Hvert land kan stille med seks ryttere, hvoraf fire ryttere kan deltage i holdkonkurrencen.
Her er holdet
De deltagende ekvipager på holdet er: Lisa Kjer Andersen, Macimo; Christina Svendsen, Starline Alrakis; Maria Rasmussen, Moremoney Magneto, og Kickan Utzon, Fyrsti. Christian Madsen, Gustur vom Kranichtal deltager individuelt.
LIsa og Maria har deltaget i EM og VM tidligere, og de andre er debutanter i VM sammenhænge.
Det har krævet megen træning af både heste og ryttere og ikke mindst international stævnedeltagelse at blive udtaget til at repræsentere Danmark. Ekvipagerne har deltaget i stævner i Eersel i Holland og Forsby i Sverige, samt deltaget i træningssamling med international træner for at komme i betragtning til en plads på landsholdet.
Debutant glæder sig
Én af debutanterne på holdet er Kickan Utzon, som rider på islænderen Fyrsti. Hun er en erfaren konkurrencerytter og startede nærmest for sjov i en TREC konkurrence for fem år siden. Det viste sig, at hun syntes, det var supersjovt, og hun har så redet TREC siden.
Kickan udtaler:
”I begyndelsen red jeg de lave klasser på 5-10 km og red altid i par eller på hold. Efterhånden blev jeg nysgerrig på opgaverne i de lidt sværere klasser,” og hun fortsætter med et stort smil på læben, ”
TRECs tre faser indeholder utroligt mange elementer, som man kan blive ved med at øve sig på. Jeg elsker det samarbejde, jeg har med min hest om at løse forhindringer på terrænbanen, hvor tilliden imellem min hest og jeg er en essentiel del. I orienteringsfasen nyder jeg at have en hest, der for løse tøjler reagerer på de mindste signaler og tanker, når vi finder vej ude i naturen.”
Læs også: TREC Danmark er kommet godt fra start
Kickan er af den overbevisning, at man kan ikke bare købe sig til en god TREC hest, men der er tale om et samarbejde, rytteren skal opbygge med sin hest. Det har Kickan praktiseret sammen med sin dressurunderviser og ved et stigende fokus på de terrænforhindringer, hvor der er størst udviklings-potentiale.
Ganske ligesom hun har fokuseret på konditionstræning og ”straightness” træning, som består af jordarbejde med gymnasticerende øvelser, der smidiggør og styrker hesten, så den bliver lige stærk i begge sider og dermed bruger sin krop optimalt.
Det er det internationale forbund FITE, der bla. organiserer TREC ridning, som er ansvarlig for det internationale TREC reglement, og som er ”teknisk delegeret” ved afholdelsen af VM i TREC. Et af kravene for at et land må sende ekvipager til mesterskaber er, at landet skal stille med en holdleder, som er kontaktperson overfor stævnearrangøren.
TREC Danmark sender Finn Märcher som Chef d’ Equipe til VM i Frankrig. Finn har været med i TREC siden disciplinen kom til Danmark i 2012, var med TREC-udvalget under DRF og er medlem af TREC Danmarks bestyrelse – og så var han også holdleder ved det seneste VM i Italien i 2018.
For yderlige oplysninger:
Finn Märcher, 20 42 47 64