Dobbelt World Cup i Amsterdam med dansk deltagelse
3 ud af 17 starter ved World Cup i dressur i Amsterdam er danske. Nanna Skodborg Merrald deltager i World Cup-serien med Blue Hors Zack. Det er første gang hun har ham til start i denne sæson, og dermed har Nanna nu redet Blue Hors St. Schufro, Atterupgards Orthilia og Blue Hors Zepter i serien. Zack har ikke været til start siden han var Nannas partner ved VM i Herning, hvor holdet jo som bekendt vandt guld. Nanna får selskab i Amsterdam af en af sine holdkammerater, Daniel Bachmann Andersen har Zippo M.I. e. Zack til start. Nanna har starttid i dag kl. 11.18, mens Daniel rider på banen kl, 12.42. Han og Zippo M.I. kom ind på 3. pladsen ved World Cup kvalifikationen på hjemmebane, den kvalifikation blev vundet af Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera.
Andreas Helgstrand har Queenparks Wendy til start i Amsterdam, de har ikke været til start siden sejren og andenpladsen i Grand Prix og Grand Prix Special ved det internationale stævne på Vilhelmsborg i oktober sidste år. De har starttid i dag i Grand Prix-klassen kl. 12.51.
Det er et stærkt felt i Amsterdam med Helen Langehanenberg, Ingrid Klimke og Isabell Werth til at forsvare de tyske farver, mens Patrik Kittel har sadlet sin tophest Touchdown, og hollænderne er stækt repræsenteret anført af Dinja van Liere og Hermes N.O.P.
Se startlisten HER
Andreas Schou jagter points
Andreas Schou har tre heste med til Amsterdam, Darc de Lux, som er hans partner i World Cup-klassen søndag samt Macarena og Vedric, der sædvanligvis rides af Christine Thirup, der lige nu har travlt med sit jurastudium. Andreas ligger pt. på en 16. plads i World Cup-serien, og det er de 18 bedste ryttere, som kommer til finalen i Omaha til april. Andreas håber på, han kan få lidt flere points på kontoen i Amsterdam og senere også i Göteborg, i håbet om at nå ind i finalen.
Læs også: Video: Andreas Schou på et team ved Global Tour
Lövsta Future Challenge
I Amsterdam rides også en afdeling af serien for U25-dressurryttere, Lövsta Future Challenge. Serien åbnede på Vilhelmsborg og har finale i Göteborg i februar. Thea Bech og Dionissos kom ind på andenpladsen i kvalifikationen og har i dag starttid kl. 10.03.