Skip to main content

Flyvende atleter til DM i Vallensbæk

Vallensbæk Rideklub er i den kommende weekend vært for Danmarksmesterskabet i voltigering for kvinder, samt Dansk Ride Forbunds mesterskaber for juniorer og children. Samtidig bliver stævnet også det sidste for VM-bronzevinder Sheena Bendixen, og det bliver naturligvis markeret på bedste vis.
| admin

Voltigering er en nichedisciplin inden for ridesporten, men den er utrolig publikumsvenlig. Det oplevede mange bag skærmen ved VM i Herning i august og inde i Jyske Bank Boxen, hvor stemningen var fantastisk.

Voltigering er gymnastik på hest, som kræver smidighed, styrke, balance og musikalitet af udøverne, når de står alene eller sammen på en galoperende hest.

Voltigering er en sport i udvikling herhjemme, men der er desværre ikke et tilstrækkeligt antal udøvere til at afvikle et mesterskab for herrer.

Til gengæld er der 5 deltagere i DM for kvinder, anført af VM-bronzevinderen fra Herning, Sheena Bendixen. Sammen med Klintholms Ramstein og longefører Lasse Kristensen deltager de for sidste gang i et mesterskab. Sammen med Lasse og groom Julie bliver Sheena hyldet for den store indsats hun og teamet har gjort for sporten de senere år. Foruden at være en person, som andre voltigører, kan se op til, har hun også engageret sig i sporten via forskellige roller som træner og longefører i sin klub. Hun har vist, hun er mere end villig til at give tilbage til sporten. Det fejres ved en reception i rytterstuen fredag aften fra kl. 19.30.

Læs også: Riders Corner with Sheena Bendixen and Lasse Kristensen – Herning 2022

Mesterskab for children og junior

Under stævnet afvikles Agria Dansk Ride Forbunds mesterskaber for children og juniorer med 5 deltagere i hver kategori. Desværre er gruppen fra Billund, som sluttede på 4. pladsen ved VM i Herning, ikke til start i gruppe-konkurrencen. Flere af gruppens medlemmer er på udveksling i USA, og derfor er der kun to grupper til start, og det er præcist en gruppe for lidt til et egentligt mesterskab. Der er dog ingen tvivl om, at de to grupper: Skibby 1 og Team Dahlia med Sheena Bendixen som longeføre vil levere smuk og medrivende voltigering for publikum og dommere.

I det hele taget er volti-stævnet krydret med flere klasser udenfor Danmarks mesterskabsregi, men der bliver højspænding, når hele 10 grupper fra landets distrikter mødes i landsmesterskabet for grupper. Et godt tiltag, svarende til de distriktsmesterskaber, som vi kender fra andre discipliner. Der er dog for få grupper rundt om i landets distrikter til at afvikle mesterskaber, og derfor samles de i landsmesterskaberne.

Lasse Kristensen fra Tommysminde er en af verdens bedste trænere og longefører, og han træner eliteudøvere fra flere lande. Nogle af dem kommer til start udenfor konkurrence under stævnet.

Se startrækkefølge og tidsplan HER

Hvordan bedømmes voltigering?

Voltigørerne skal igennem de obligatoriske øvelser, som kan sidestilles med at ride en Grand Prix i dressur. De skal vise 7 øvelser, som gør deres præstation direkte sammenlignelig. I de frie programmer – både teknisk og freestyle – gælder det om at bruge ”hele hesten”. Altså lave øvelser, hvor voltigøren både er på hals, rører jorden, vender forlæns og baglæns og har hovedet nedad og kommer helt ud på bagparten af hesten. Øvelserne skal hele tiden hænge sammen og er både dynamiske og statiske.

I den tekniske kür skal voltigørerne vise 5 forudbestemte øvelser, de tekniske øvelser, som de selv må indarbejde i et frit program. Der skal dog være smukke overgange eller sekvenser mellem øvelserne, som skal passe til musikken.

I Freestyle er det fri leg, og her kan voltigørerne virkelig vise deres styrker. Øvelserne har forskellige sværhedsgrader, som veksles til point, og der gives point for teknisk- og artistisk kvalitet.