Skip to main content

Forskning: Du kan ikke lyve for din hest

Franske forskere har observeret heste i tre scenarier med en ukendt person bevæbnet med gulerødder. Det viste sig, at hestene reagerede forskelligt på interaktionen alt efter personens hensigter.
| admin

Hvad har du tænkt dig at gøre med de gulerødder eller godbidder, du har i lommen?
Hvis du har tænkt dig at give dem til din hest, så ved den det, og hvis du har planlagt ikke at give dem til hesten – så ved den det også. Hesten ved faktisk også, hvis du har tænkt dig at give den godbidderne, selv om det af forskellige årsager ikke lykkes.

Et fransk studie, hvor hesten blev tilbudt gulerødder, kan nemlig nu konkludere, at hesten kan forstå formålet med vores adfærd – også selv om vores hensigt (som at give hesten et stykke gulerod) ikke lykkes. Derfor skal du ikke lyve for dig selv eller for hesten, når du er sammen med den, lyder det fra den franske forsker Léa Pansade.

Forsøget: Vil ikke dele, er ikke i stand til at dele – eller er for klodset til at dele
Pansade og hendes team studerede 21 privatejede heste, mens de interagerede med en ukendt person med lommerne fulde af gulerodstykker i tre forskellige scenarier. I alle tre tilfælde adskilte et plastvindue hestene fra personen.

Nogle gange rakte personen guleroden frem mod heste uden at have nogen intension om at give den til hesten (flyttede guleroden uden for hestens rækkevidde, når den prøvede at tage den). Andre gange ville personen give hesten guleroden, men havde problemer med at få den igennem forhindringen mellem dem, og i det sidste tilfælde ville personen gerne give hesten guleroden men blev ved med at tabe den.

Hestene viste tydelig forskel i deres adfærd, alt efter om personen havde til hensigt at give dem guleroden eller ikke. Især når personen prøvede at give hestene guleroden, men ikke kunne få det til at lykkes, så prøvede hestene at kommunikere med personen ved at røre ved plastvinduet. Men når personen ikke havde til hensigt at give hesten guleroden, så brugte hesten signifikant mindre tid på at se på personen, inden den kiggede væk. Kort fortalt gav hestene hurtigt op, så snart de blev klar over, at personen ikke havde til hensigt at give dem et stykke gulerod.

Hesten læser vores ’hensigter’
Selv om mange mennesker mener, at hestens selvfølgelig forstår ens intentioner, så er det ikke noget eksperter har kunnet blive enige om før dette studie. Pansade forklarer, at der er stor forskel på at mene, at en hest er i stand til noget, og så bevise det ud fra videnskabelig empiri.

Hestene forstår altså intentioner – måske endda bedre end vi gør. Hestene erkender vores formål eller hensigt, men det er ikke altid det modsatte er tilfældet. Det være i stand til at læse en anden art er slet ikke så nemt, konkluderer forskeren.

Kilde: The Horse