Lars Pedersen er klar til at forsvare sit mesterskab
Der er lagt op til fem travle dage, når Absolute Horses onsdag tager fat på mesterskabsstævnet i ridebanespringning på Tågerup fra onssdag den 4. til søndag den 8. Omkring 775 starter bliver det til – og ikke færre end godt 260 heste er tilmeldt.
Lars er klar til at forsvare sin titel
Det er selvfølgelig spænding om mesterskabsklasserne. I DM for senior er der 25 startende – heraf seks med to heste. Lars Nørgaard Pedersen prøver at genvinde guldet fra i fjor på avlshingsten Bøgegårdens Gladiola. Han styrtede ved Equitour i forsommeren, men er nu at finde på startlisterne igen. Blandt deltagerne er også tidligere mestre som Søren Møller Rohde, Rikke Haastrup Kristensen og Kasper H. Hansen. Også tidligere medaljetagere som Tina Lund og Lars Bak Andersen er blandt deltagerne.
18 i nyt mesterskab
Sidste års sølvvinder, Andreas Schou, er ikke med, da han er til OL i Tokyo, og sidste års bronzevinder, Adam Sparlund Olesen, starter i år i det nye U25 Agria DRF-mesterskab – dog på en anden hest, nemlig Engerupgaards Cashett.
Her starter også Benedikte Rie Truelsen, der fik sølv i U21 i fjor, hendes søster Anne-Kirstine Rie Truelsen, og bl.a. Nicolas Pedersen, Martin Mose Knudsen og Jonathan Hvalsøe Saul. I alt er der meldt 18 til start – tre af rytterne med to heste.
Også i U21 Agria DRF-mesterskabet forsøger sidste års vinder Christine Thirup Christensen at genvinde guldet på Vedric. Blandt de 18 deltagere er Maria Barnewitz Schou, der fik sølv i U18-klassen i fjor, ligesom søskendeparret Theodor og Phillippa Wildfang Linde stiller op. De fire ryttere har netop redet til EM i Portugal. Fire ryttere har to heste med.
Bronzevinder i fjor
I U18 Agria DRF-mesterskabet er der 24 tilmeldte – heraf fire med to heste. Josefine Sandgaard Mørup fik bronze i fjor på De Semilly Edition, som hun også starter i år, og har netop redet EM for U18 i Portugal. Her var også Noona Wildfang Linde med. Derudover stiller bl.a. Cecilie Kjær og Jacob Theodor Schmidt op.
Ud over mesterskaberne er der Youngster-klassen for fem-, seks- og syv-årsheste, der har 51 tilmeldt til start torsdag og finale fredag.
Desuden er der en række almindelige klasser, hvor der bliver mulighed for at se bl.a. Rasmine Laudrup, Karen Møller Rohde, Shannon Ketterle og sågar den stævneansvarlige Thea Glitrup.
Banebygger er i år Christian Eilschou Holm. Foreløbig ser tidsplanen ud til start klokken 12 onsdag og de øvrige dage klokken 9.
Kilde: pressemeddelelse