Skip to main content

Møbler og dommertårne fra Herning2022 på auktion

Efter den succesfulde afvikling af ECCO FEI World Championships i Herning i august har selskabet bag sat havemøbler, sofaer, planter, senge, dommertårne med mere til salg
| admin

Forud for VM i Herning blev der indkøbt et stort antal havemøbler, møbler og senge som udelukkende blev brugt under afviklingen af verdensmesterskaberne. Havemøblerne stod bl.a. i rytterloungen på Boehringer Ingelheim Warm-up, i grooms lounge og blev brugt af de frivillige i Henri’s Barn. Nu er de mange møbler sat på Campen Auktioner, og det er muligt at byde frem til auktionen slutter søndag den 4. september kl. 20.00. Onsdag den 31. august mellem kl. 13-16 er det muligt at komme på eftersyn i MCH Messecenter Herning for at se de mange forskellige havemøbler, møbler, senge, parasoller mv. som er sat på auktion.

Se mere : 7954 NET: OVERSKUDSAUKTION – MØBLER FRA VM 22 (HERNING) | Campen Auktioner A/S (hibid.com)

Dommertårne og sejrspodier under hammeren

Til VM i Herning blev der bygget professionelt konstruerede dommertårne med en flot og gennemført stil. Dommertårne er træbeklædte ude som inde med udhæng og tre store vinduer for maksimalt udsyn. (vinduerne kan åbnes). Der er monteret el-boks udvendig med loftslys indvendig og en vægmonteret bordplade. Dommertårnene er udelukkende brugt under VM i Herning.

Til VM blev der også udviklet helt nye sejrs-podie i tre niveauer. Her blev medaljetagerne i dressur, springning, paradressur og voltigering hyldet.

Der er 7 dommertårne og 2 sejrs-podier til salg.

Se mere: 7962 NET: DOMMERTÅRNE/HUSE & SEJRSPODIER FRA VM 22 (HERNING) | Campen Auktioner A/S (hibid.com)

Ikoniske forhindringer til salg

Forud for VM i Herning blev der designet og frembragt særligt smukke og ikoniske forhindringer til springbanen. 9 af disse specialdesignede forhindringer er sat til salg. Det er derfor muligt at erhverve de smukke forhindringer, som verdens bedste ryttere og heste har sprunget ved VM. Blandt de forhindringer, som er sat til salg, er den imponerende vandforhindring Globussen og den flotte ”verdensmur”.

Forhindringerne kommer ikke på auktion, men er man interesseret, kan man henvende sig til Casper Cassøe cc@herning2022.com eller Jens Trabjerg jt@herning2022.com for at høre nærmere.