Makkeparret Per Sandgaard og hesten Zancor havde direkte kurs på stjernerne i 2004, hvor de charmerede dommere og publikum med deres energiske ridt på dressurbanen til nationale og internationale stævner.
Det kan du læse om i første kapitel om fortællingen om den tidligere OL-duo.
Men lykken varede ikke ved for dressurrytteren, der desværre ikke ejede Zancor. Derfor var det heller ikke hans beslutning, at den stort gående hest skulle sælges.
– Zancor blev solgt i slutningen af 2004. Jeg red sidste gang i Sverige, hvor vi blev nummer to i World Cuppen. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at nu er der intet, der kan stoppe os, men det var der så.
Tre uger efter var han solgt. Det var en lidt trist afslutning på den rejse. Jeg havde et helt speciel forhold til den hest, så det var hårdt, at samarbejdet pludselig var slut. Min mand sagde, at den hest gik over evne for mig. Det var smuk sagt, for det gjorde Zancor virkelig, husker Per.
Han har da heller aldrig glemt Zancor.
– 2004 er for mig højdepunktet i min karriere. Selv om jeg siden har været med på det svenske landshold og været med til at vinde hold-bronze til EM, så var det bare noget helt særligt.
Det var et eventyr.
Jeg så Zancor, da Nadine Capellmann havde overtaget ham. Jeg blev lidt ked af det, fordi han bare blev brugt som præmieoverrækkelseshest.
Per Sandgaard
Tilbage i Danmark
Per Sandgaard har i mange år dannet par med den svenske Pether Markne, og de har sammen haft base i Sverige.
Året efter OL tog Per en stor beslutning – han skiftede nationalitet.
– Jeg føler da lidt vemod over at skifte nationalitet. Men jeg bor og lever i Sverige, og det er et sportsligt valg. For i ridesport er du ikke bedre end den hest, du sidder på, og efter at Zancor blev solgt (hesten, som Per Sandgaard blev nr. 10 på ved OL i Athen, men ikke selv ejede), så havde jeg ingen hest på grandprixniveau. Det ville tage mig mindst fem år at uddanne en ny hest, forklarede Per Sandgaard dengang til Politiken.
Til Zibrasport Equest uddyber han datidens beslutning:
– Jeg kunne få en sponsorhest stillet til rådighed af en svensk familie (Leni og Per Olof Söderberg) men på den betingelse, at jeg blev svensk statsborger, da de naturligt nok var mere interesserede i at støtte den svenske dressursport end den danske.
I dag er Per og husbonden dog tilbage på dansk jord, nærmere bestemt Fyn.
– Vi havde en dejlig gård i Stockholm, hvor min mand også kommer fra, men vi ville gerne nærmere kontinentet. Vi tænkte først Skåne, men så blev det Sydfyn, hvor vi er glade for at være landet.
Vi er stille og rolig ved at bygge vores forretning op. Pether rejser meget og har træningssessioner, og jeg rejser en del til Sverige. Jeg har lidt kurser i Danmark, men jeg håber det bliver mere og mere.
– Jeg har en Grand Prix-hest, der egentlig er ganske fin, men jeg må sige, at jeg er blevet så nervøs i forhold til stævner. Tidligere red jeg så ukompliceret, men nu er jeg blevet meget kritisk.
Vi er med på den svenske A-landshold, men jeg har fået dobbelt statsborgerskab igen. Den Grand Prix-hest jeg har lige nu skal sælges, men vi har en del ungheste, så vi må se, hvad tiden bringer.
Det er en del af vores professionelle liv – vi er nødt til at sælge heste engang imellem, så det hele kan hænge sammen, slutter han.
Læs mere om Per og Pethers projekt.
Læs første kapitel om Per og Zancor her.
