Skip to main content

Ryttere har mod på nye discipliner

Agria og DRF’s VM-holdturnering har succes med at få ryttere til at prøve nye discipliner. Knap 80% har forsøgt sig med disciplinen forhindringsbane.
| admin

Det er et halvt år siden, Agria og DRF’s VM-holdturnering blev skudt i gang, og derfor har rideforbundet taget temperaturen på turneringen i form af en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne.

Øjnene op for andre discipliner
Hensigten med holdturneringen har fra start været at udbrede kendskabet og tiltrække nye ryttere til de mindre discipliner, og det ser ud til at lykkes. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen er langt de fleste deltagere i Agria og DRF’s VM-holdturnering enten spring- eller dressurryttere som udgangspunkt, men langt de fleste har kastet sig ud i flere nye discipliner qua deres deltagelse i turneringen. “Der er så mange anderledes og nye discipliner, som vi er flere, der ikke har prøvet før. Dem har vi prøvet nu, og det er simpelthen så sjovt både at deltage i forhindringsbane, voltigering og distance. Det havde vi ikke gjort, hvis ikke vi havde deltaget i Agria og Dansk Ride Forbunds VM-holdturnering,” fortæller Bodil fra Team Happy.


Kæphest og forhindringsbane hitter
Flere af de ’mindre’ discipliner lokker rytterne til, men det er især kæphest og forhindringsbane, der frister. Faktisk har 77,6% prøvet kræfter med kæphest, og hele 79,6% har debuteret i forhindringsbane. Også voltigering og distance har vækket deltagernes interesse med hhv. 45% og 41%, der har prøvet disciplinerne af for første gang som et led i turneringen.

Hvad er forhindringsbane?
Forhindringsbane er en sjov måde at udfordre samarbejdet med hesten på. Det er en konkurrence, hvor du, på hesten, skal ride gennem forskellige forhindringer på kortest mulig tid, og fejl koster tidstillæg.
Du kan se mere om forhindringsbanerne HER

Forhindringsbane. Kilde DRF.



Ikke for sent at være med
Selvom jeres hold ikke allerede ligger i top-20 pointmæssigt, eller I måske slet ikke er begyndt endnu, kan I stadig nå at være med i kampen om finalepladserne under VM i Herning i august 2022. Det er nemlig muligt at samle tæt på 100 point alene på én weekend, og derudover kan man som hold optjene 50 bonuspoint ved at gennemføre fem forskellige discipliner og 100 bonuspoint ved at gennemføre alle syv discipliner.

Læs mere om turneringen her.

Kilde: DRF