Sådan gøres en unghingst klar til kåring
Det er et godt teamwork, som ligger bag klargøringen af unghingste til kåring, fortæller Christian Springborg og Mette Sejbjerg samstemmende. De unge hingste starter deres karriere med tilridning på Helgstrand Youngster, også kaldet Ny Ravnstrup. Bliver hingstene udtaget til hingstekåring, flytter de ind i hingstestalden på Helgstrand Dressage. Her fortsætter deres træning og uddannelse i et tæt samarbejde mellem rytterne, og de, som har været ansvarlige for hingstenes første uddannelse.
Når hingstene fremstilles til kåring, skal de mønstres og longeres, derfor arbejder Christian Springborg fortsat med hingstene, selvom de er tilredet. Hingstene skal kunne vise sig optimalt for dommerne, og det kræver en god, veltilrettelagt træning. At hingstene rides, skyldes dels, at de skal indsynes til en 10-dages observationstest umiddelbart efter kåring (hvis de bliver godkendt), og dels, at det ikke slider så hårdt på hingstenes fysik at blive redet 10-15 minutter et par gange om ugen, modsat meget longearbejde, som kan være ganske hårdt for hestenes fysik. Longearbejdet og ridningen suppleres på Helgstrand Dressage af træning på vandbånd og restitution i spa’en og mange timer på folden.
Hør Christian og Mette fortælle om klargøringen af hingste til kåring, og se unghingsten Straight Horse Finest Hour e. Franklin/Blue Hors Zack i dagligt arbejde. Hingsten bliver fremstillet til kåring i Dansk Varmblod i denne uge. Hans mor er helsøster til den tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan, og han er særdeles arbejds- og samarbejdsvillig, fortæller Christian Springborg og Mette Sejbjerg.
Se andre spændende indslag bl.a. med Christian Springborg og Mette Sejbjerg i Zibrasport Equests store videokatalog.